mandag den 10. september 2012

OMPRIORITER ÅRET, TAK.


Indrømmet, jeg er til forår og sommer. Haven skal også byde på oplevelser resten af året, men mest for at dulme smerten over sommerens farvel. Hvis jeg kunne bestemme, ja så gangede man maj-august med 2 og lod dem skifte ind i stedet for november, januar, februar og marts.
Altså ville mit drømmehold se således ud (blomstringstiden naturligvis også doblet op):
Forår: April + 2 x maj (= god tid til at nyde tulipanerne og de andre løgplanter uden det behøver gå ud over ture i nyudsprungne skove).

Sommer: 2 x juni + 2 x juli + 2 x august (= halvt år med sommer, lyse sommernætter, fuld energi på havens planter, strandture i massevis og ferier til udlandet uden ærgrelse over de haveoplevelser man så hurtigt går glip af hjemme - perfekt).

Efterår: September og oktober (= overskueligt, når nu november er ude af ligningen! Samtidigt skal der naturligvis også være tid til smukke høstfarver, den første kolde, klare luft, æblekage, svampeture, simreretter og varm te).
Vinter: December (= jul, jul, jul. Gerne kulde og sne, men også med viden om, at lyset og varmen igen venter lige rundt om hjørnet)

Hvorfor er dette ikke for længst indført?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka