Lathyrus er simpelthen en vidunderlig etårig. Jeg elsker både deres fortryllende duft og deres viltre væsen, der gror og snor sig om alt hvad de møder på deres vej frem i sommeren.
En anden fremragende egenskab er, at jo mere man plukker af planten, jo mere blomstre den! Når den bliver forhindret i at sætte frøbælge (som er giftige!), ja så bliver den så kamplysten, at den sender en blomsterstorm af sted, som så igen kan plukkes – givetvis til plantes irritation, men også til min store glæde.
Det er primært de hvide sorter jeg i år har sået.
De gør ikke så meget væsen af sig som mange af de kulørte og lader blade, tråde og stilke fremstå tydeligere.
Jeg synes, at det er den rene luksus at klippe store buketter af dem og fylde huset med disse skønne, sjove og skæve blomster med de finurlige små snoede gribetråde. De er så lette og æteriske, når lyset strømmer gennem deres silketynde kronblade og har noget uformelt og legende over sig, som jeg finder uimodståeligt. Og at de så samtidigt leder tanken hen på både min og min mormors brudebuket, er bare endnu en grund til, at jeg hver sommer fylder stativer og søjler med lathyrusens blomsterpragt.
For mig er de et uundværligt indslag i min sommerhave
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.
Kærlig hilsen Katinka