fredag den 21. september 2012

ROSER I KRUKKER



































Ikke sjældent sker det, at jeg møder en rose, som jeg bare må give logi. Hvor jeg ikke aner hvor jeg skal placere den, men jeg vil ikke kunne leve uden den… Roser taler ikke til fornuften, men til følelserne - det er nok årsagen til deres overlevelse her på jorden, for de er ikke just de letteste og mest fordringsløse her i verden.

Roser der dumper ned i min have uden fast plads, placerer jeg i store krukker. På den måde kan de roligt flytte ind i haven og gennem haveåret opleves i forskellige sammenhænge, indtil de rette naboer findes.

Jeg har også roser stående på terrassen for at nyde dem på nær hold. For tiden er det blandt andet den engelske rose Heritage, der tager ophold der. Faktisk et rekreationsophold efter nogle hårde år i et uegnet bed med for dårlige lysforhold og kradse naboer. Så nu står de sammen 3 stykkes og kommer sig og samler kræfter.

En anden måde at bruge roser i krukker på, er for at få skabt farve og raffinementer i de mere vilde bede. Hvis roserne graves ned i jorden (og selvom man forer plantehullet og skifter jorden til ny, Læs: Plante i ukrudt), ja så er det min erfaring, at det bliver for voldsomt for roserne. Hvis man i stedet placerer roser i potter (helst lerpotter, for de træder bedst i baggrunden og bliver næsten usynlige, når stauder lukker sig omkring dem) og stiller dem ind i vildskaben, vil rosen kunne klare sig og se helt fortryllende og nærmest overjordisk ud midt i det grønne. Her må jeg lige præcisere, at alba-roserne faktisk kan klare en direkte placering i vilde bede. Her taler jeg om alle de andre "krukker".

Men husk husk husk at roser i potter kræver vand – masser af vand og langtidsgødning, samt frisk jord hvert forår. Og så er det store potter vi taler om!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka