tirsdag den 29. december 2015

ÅRET DER GIK PÅ HAVEBLOGGEN - 2015



Jeg har samlet en omgang stemningscollager, som jeg håber vil falde i smag og minde alle om, hvor hurtigt - men også rigt - et år i haven er… Så her på havebloggen har jeg i år valgt at fejre det nærtforstående nytår med en kavalkade af året 2015 i haven.


Havebloggen HavePlaner og Plantebegejstring fejrer nytåret med en kavalkade af havefotos fra året 2015.


Rigtig dejligt nytår til jer alle. Håber vi ses på havebloggen her i det nye år.



Her kommer så kavalkade af året 2015 i haven:

Haveblog viser blomster i januar i "Året der gik 2015"

JANUAR
Ærligt talt, så var der ikke megen udendørs havesjov ved januar i år. Gråt og trist - næh ikke engang islygter blev det til i denne januar. Lyspunkter blev primært skabt indendøre med afskårne blomster og andre finurligheder. Man skal jo have stillet sin trang til det grønne…



Sådan startes foråret i haven viser havebloggen i "Året der gik 2015"

FEBRUAR
Tiden hvor forårsbebuderne for alvor begyndte at gøre sig selv synlige i haven. Krukker blev fyldt med lækre, sprøde løgplanter, som kunne nydes både ude og indefra, og huske os på, at foråret nærmede sig. Dog var ingen af disse løgplanter drevet frem i egen have, men købt på planteskole. Sådan er det jo, når man ikke er den heldige ejer af et drivhus...



Haveblog viser forår i haven i "Året der gik 2015"

MARTS
Lyset fik mere kraft og op ad jorden kom nu vintergækker og krokus. I påsken blev grene pyntet af fine fjer fra perlehøns og de lysegrønne farver begyndte så småt at indtage haverummene. Og så var marts måneden tiden, hvor jeg for alvor kunne begynde at bruge tid i haven til pynterier og havearbejde, uden at frygte at fingerne frøs af. For våde havehandsker er bare ikke min kop te...



Haveblog viser blomster i haven i foråret i "Året der gik 2015"

APRIL
April  blev måneden hvor farverne for alvor begyndte at fylde haverummene ud. Krukker blev i år fyldt med ikke blot blå, men også orange hornvioler, som sendte varme strømme ud i de ellers lettere golde haverum. Tulipantiden blev også skudt rigtigt igang med blomster i hvide og gullige farver. 



Haveblog viser haven med tulipaner i "Året der gik 2015"

MAJ
Så kom farverne! I maj var haven en sand farveeksplosion med tulipaner i hovedrollen. Det startede som altid blidt tone i tone, men fik herefter et vitalt pift af livskraft og energi med de orange Ballerina-tulipaner. De bare brusede frem og tog en stor del af opmærksomhed…orange kan give virkelig spændende farveoplevelser, når det tilføres andre farvekombinationer. Her varr det de pink, rosa og mørkerøde farver, der fik en ordentlig kæberyster af en “Så er vi igang”-glæde af de orange. 



Haveblog viser den frodige have "Året der gik 2015"

JUNI
Denne tid hvor det grønne så smukt lukker haven og står som tæt baggrund for den blomstrende rosen-tid. En mild og næsten romantisk stemning i haven af midsommerens lyse nætter, som leger i havnes lyse toner.



Haveblog viser kongelige haver i "Året der gik 2015"

JULI
Ferietid, hvor haven er skøn og vital, og hvor den i år blev klippet ned, for at kunne modstå alenetid i sommervarmen…altså den varme der aldrig kom mens vi havde ferie! I ferien besøgte vi blandt andet haven på Solliden, hvor en inspirerende havekonkurrence var i gang (du kan finde indlæg om disse under indlæg fra august). 
På grund af nedklipningen og den efterfølgende manglende sommer var have noget bagud det forventede, da vi kom hjem fra ferie. Det krævede derfor en portion tålmodighed fra min side, at vente på at blomstringen igen fyldte haverummene ud.



Haveblog viser sensommer i haven i "Året der gik 2015"

AUGUST
Er blevet lidt af en favoritmåned i haven, hvor havens mere sentblomsterende planter også dukker frem i bedene. Jorden er nu grund-varm og skøn. Jeg nyder derfor denne tid, hvor solens lys bliver varmere i tonen og så godt klæder de sortmalede rammer om havens rum.



Haveblog viser september i haven i "Året der gik 2015"

SEPTEMBER
Æbler smager nu bedst, når de spises frisk fra træ. Ja, sådan tænker vi her, og mange æbler når derfor aldrig at blive plukket til opbevaring. Men det gør nu ingenting. Årets høst har været noget begrænset i forhold til tidligere år, mens blommerne har været i tusindtal. Men hvad gør det? Ikke meget, for det er jo netop dét som havelivet lærer os; ikke at tage noget for givet, men nyde det vi har lige nu og her.

På et lille paradisæbletræ var æblerne smukke, røde og runde som altid. Vi får aldrig rigtig brugt dem til noget i køkkenet, men fuglene elsker dem, og de er også vidunderligt smukke at kigge ud på. 



Haveblog viser Paris i efteråret i "Året der gik 2015"

OKTOBER
Måneden startede med en mindeværdig tur til Paris. En helt særlig oplevelse at tage på første storbyferie med sine børn. Det vil altid stå som et specielt øjeblik, da de første gang overvældet så Eiffeltårnet, da især den ældste hurtigt følte sig som "Prinsen af Metrosystemet" og da et vennepar sagde “Ja” til hinanden i Byernes By.

Resten af måneden blev desværre præget af stærke bensmerter, som siden viste sig at være en stor diskusprolaps i lænden. Så desværre blev det i år det efterår, hvor tulipan-løglægning 100% blev aflyst. Håber trods alt nogle løg vil give blomster til foråret. Ellers er det bare sådan - man skal jo ikke græde over det der kunne være, men glædes over det der livsvilligt forhåbentligt får kæmpet sig frem.



Haveblog viser hyggekrog i haveni "Året der gik 2015"

NOVEMBER
En ufattelig lun november, som heldigvis også bød på lidt sol. Disse skønne stråler kunne nydes i lækroge i haven, mens røde og gule blade miste fæstet på grenene og lod sig dale mod jorden.



Haveblog viser julen i "Året der gik 2015"

DECEMBER
Julehyggen og syslerierne stod højt på prioriteringslisten i denne december. Jeg valgte at sætte fokus på to områder: Det forgyldte og Det naturlige. Og ja jeg tilstår; jeg er lidt pjattet med julen og al den hygge, glæde og stjernestøv den lader dale over hus og have... Uden den ville decembermåned have været sortere end sort, men nu blev måneden fyldt ud af lys og forventning. 



Så endnu engang rigtig Skønt Nytår til jer alle. Husk nu at passe på jer selv og dem I har kær...2016 skulle jo gerne blive et helt igennem fantastisk år - ikke bare i haven.

Nytårsknus fra Katinka



torsdag den 24. december 2015

GLÆDELIG JUL TIL ALLE



I ønskes alle en forrygende jul fuld af glæde og fryd. Her har julefreden sænket sig over hus og have. Juletræet er i år pyntet af drengene. Et job som har krævet både koncentration og æstetisk fokus…og dybe indåndinger og tro på det bedste fra min side. 

Men julen handler jo om hygge, tillid og glæden ved at være sammen. 

Haveblog ønsker glædelig jul


Desværre har jeg tilbragt en del af december måned på hospitalet, da diskusprolaps har slået mig helt til tælling, så nu propper jeg mig med smertestillende piller og konfekt - så går det hele nok indtil kirurgernes dom i januar…

Men lige nu gælder det bare om, at nyde samværet med dem jeg har kær…Og frydes over et julepyntet hjem...

Naturligt julepynt i entréen med forgyldte grene


Juleninspiration med Forgyldte grene og kobberhjerter






















Fotos fra Entréen hvor forgyldt birkegren og kobberhjerter byder velkommen


Rød og guld i julen













Juletræet pynter i stuen med nyt og gammelt pynt 

Et klassisk og smukt julehjem











På alle senge hænger kræmmerhuse med gran, for juleaftensdag skal man da vågne op til duften af gran... Og så drikkes der ellers julekaffe (find opskrift her) og spises juleboller (find opskrift her) hele juleaftens morgen... Det er bare sådan en dag hvor man tager den med ro og slækker lidt på principperne, synes vi her i huset. 

Elsker at lade julens magi fulde både rum og maver...


Julegaver til havens fugle






I haven pynter spiseligt julepynt til havens fugle. Se opskrift på kogler her og på kokosæbler her. De vil også være fine at have hængende i de næste vintermåneder.


Så Rigtig glædelig jul og massevis af kærlige julehilsner fra Katinka


Pynt haven med røde æbler



















mandag den 21. december 2015

3 KRANSE TIL HAVEN



Kranse hører julen til! Derfor har jeg bundet 3 forskellige kranse, som pynter i haven på døre og konstruktioner. De to af dem er lette at lave - den sidste er en tidskrævende med holdbar genganger, som med glæde findes frem i december.




Lad mig præsentere de tre kranse:


GRANKRANS MED RUSTIK PYNT

Denne krans har jeg ikke selv bundet, for faldt over den til 20,- i Irma… Så jeg tillod mig den lette løsning her. Adventskranse fås nemlig ofte billigt i december måned, og med sådan en grankrans skabes der hurtigt julestemning.

Her er kransen pyntet med groft, sort opbindingsgarn, lavgrene, en kogle….og et perlehjerte. Ved jeg gentagende gange har skrevet, at jeg kun vil have naturligt julepynt ude, men dette er så undtagelsen der bekræfter reglen…

Kransen hænger på en sort konstruktion der står som overgang mellem terrasse og bed. Her ses den også indefra og netop ved at have lidt pondus, er den let at få øje på.



RØD JULEKRANS AF HYBEN

Denne krans er alene bundet at hyben fra honningrosen “Lykkefund”. De små, orangerøde hyben sidder i fine klaser, som gør det let og hurtigt at binde en fin krans til udenfor (hyben vil blive grimme indendøre). Kransen er bundet på hegnstråd omviklet med blomstertape, for bedre at kunne holde på stænglerne. 

Nu hænger kransen på døren indtil hønsegården og skaber julestemning der også.



KOGLEKRANSEN - EN GENGANGER

Denne krans lavede jeg for to år siden. Et ærligt talt langsommeligt arbejde, men til gengæld er det en krans jeg med glæde nu har taget frem igen de sidste to december måneder. Den store krans hænger i år på døren til garagen - så ser vi den når vi kommer hjem…

Du kan læse om dens “fødsel” her



Kærlige julehilsner fra Katinka

søndag den 20. december 2015

HAVEHYGGE MED HØNSENE


Hvor jeg nyder dem - hønsedamerne. At hente æg, give dem mad (havregrød skaber hønseglæde) lukke dem ud i haven…sætte julelys op til dem i hønsegården - se det giver altså glæde og ekstra mening til havelivet!

Mens der juleordnes i hønsehus og -gård, lunter damerne nysgerrigt rundt og skraber i bedene, så blade flyver om ørerne. Så hyggelige og sjove - og med hver deres personlighed. 


Høns i haven


Lad mig præsenterer de 4 hønsedamer:

Putte alias Politi-putte passer på flokken, og brokker sig, hvis nogle optager redekasserne lidt for længe. Eneste høne med gran af selvstændighed…og så er hun ubestridt den klogeste og mest imødekommende høne af dem alle. Hvis man kan tale fornuft med høns, så er hun et godt bud…

Tulle, der er mesterhopperen og nr. 2 i “arvefølgen”. Lidt af en medløber, men en god høne.

Gurli som ofte er lidt udenfor, og måske derfor er en lidt sur høne. Hende skal man hjælpe lidt til at få godbiderne.

Og så Lionella, som er en strid madamme. En rigtig skrappedulle! Absolut den høne der mest mangler sociale færdigheder, men de er altså svære at træne med en høne;0)

Så her er tre af damerne på græs. Lionella har ikke fattet, at man ikke skal være skruk i december…ak ak, de skøre høns!


Kærlige julehilsner fra Katinka

lørdag den 19. december 2015

NATURLIGT JULEPYNT, 3 AF 3 - LAVKUGLER SOM JULEKUGLER



Jeg er ret betaget af lavs grå-grøn-blå farve. Desuden er det et materiale, der ved lidt vand kan vækkes i live igen, hvilket jeg synes er lidt sjovt. Jeg har lavet disse julekugler af lav til en lille rødgran, der står og julepynter ved hoveddøren. 


Julepynt af naturen materialer


Lavkuglerne er lette at lave og passer til tanken om, at julepynt udendørs skal være af naturlige materialer. Og så vejer disse naturlige julekugler ikke ret meget, så selv en fin rødgran kan have dem hængende uden at måtte bøje sig mod jorden.


Lav julepynt af naturen materialer
Julekuglerne er lavet således: 

  • Jeg har i hånden foldet lav sammen, så den jordede flade kommer indad og det fine lav vender ud af. 
  • Herefter er kuglerne blevet omviklet af kobbertråd, til de har fået en fin, rund facon. 
  • Til sidst er kobbertråden blevet bukket og snoet som øje til ophængning.



Lav naturligt hulepynt at naturens materialer
Lav er så levende et materiale, at dette faktisk blev brugt til jul sidste år. Det er blevet vandet lidt her i efteråret og derfor blevet blødt og samarbejdsvilligt igen. Og så rejser det sig mellem tråden, så kuglerne får et lidt hyggeligt, pjusket udseende.

Og naturligvis kan de også bruges indendøre…


Kærlig julehilsner fra Katinka

mandag den 14. december 2015

NATURLIGT JULEPYNT, 2 AF 3 - KOGLER MED SNEDRYS



Kogler med snedrys er lette at lave, men åh så fine at pynte op med udendørs. Her er det et lille cedertræ, som er blevet smykket med de hjemmelavede, kalorie-tunge kogler.

DIY Naturligt julepynt af kogler med snedrys af kokos


Opskriften er næsten som med de kokosæbler jeg viste på bloggen i går. Jeg har dyppe koglerne i flydende palmin og drysse dem med kokos umiddelbart efter (se opskriften på æblerne her). Koglerne er dyppet to gange i den lune palmin for at gøre laget tykkere. Desuden er kokos hældt ind i koglerne for at øge effekten af det hvide dyr

Kogler til fuglene

Cedertræ  med kogler som naturligt julepynt


Koglerne er hængt op i groft opbinding, lædersnore og hvid snører, som er fastgjort primært om stilken. 

Det er naturligvis ikke den helt store fodermæssige værdi koglerne har, men jule-effekter er slående, synes jeg.

Hvad tænker I?

Er I også til naturligt julepynt udendørs?

Kogler med sne af kokos som naturligt julepynt



Kærlige julehilsner fra Katinka

Kogler som naturligt julepynt i haven


søndag den 13. december 2015

NATURLIGT JULEPYNT, 1 AF 3 - KOKOSÆBLER


Æbler med kokosdrys en lille illusion af hvid jul, men sikke de pynter i haven. De er lette at lave og ser rigtig søde ud, når de hænger røde og runde på træernes grene. En lækkerbidsken for fugle og med fuld drøn på julestemningsbarometeret. 

Jeg elsker at pynte op til jul i haven også, men udenfor er det for mig uhyre vigtigt, at pynten er helt naturlig. Ingen glitter eller maling her! 

Opskrift på naturlig julepynt udendørs


Sådan her har jeg lavet æbler med kokossne:

  • Varm palmin op til den bliver flydende. Jeg har valgt at gøre det i en dyb skål i microbølgeovnen. Palminen skal blot blive flydende, men ikke varmere end det, da der så er fare for at æblerne misfarves.
  • Dup æblerne i den flydende palmin - alternativt kan du pensle plaminen på.
  • Stil æblerne på en tallerken og drys med kokosmel. For at give illusion om snedrys er det hensigtsmæssigt at stille æblerne med stilken opad og drysse kokos oppefra.
  • Lad den tørre et køligt sted, så palmin kan tørre og binde kokosmelet fast.
  • Tryk klamper af metaltråd godt ned i æblerne, og træk smukke bånd igennem.
  • Nu er æblerne parate til at skabe skøn julestemning i haven.

Naturlig julepynt til haven med røde æbler og snedrys af kokos

Kærlige hilsner fra Katinka


Æbler med kokosdrys til julefryd og fuglemad

fredag den 11. december 2015

SÅDAN LAVER DU SMUKKE, FORGYLDTE BLADE



I år har jeg valgt at svælge i mørke toner og gyldne blade, og jeg giver her opskriften på, hvordan du også kan skabe smukke, forgyldte blade til dine juledekorationer.

Opskrift på hvodan du laver smukke forgyldte blade


Jeg har i år primært valgt at koncentrerer mig om ranker af efeu. De kan nemlig dreje og sno sig således at resultatet får et lidt tilfældigt look, og dét sætter pris på.

Jeg har derfor plukket ranker og ladet dem tørre en smule i kælderen et par dage inden brug.

Herefter har jeg - udendørs og på god afstand af alt - først givet dem en guldspray. Jeg har valgt en spray med relativ høj glans, for rigtig at få spil i bladene. 

Bladene er blevet sprøjtet af to omgange med tørring imellem. Du kan også vælge at male bladene med guldmaling, men dette vil jeg mest anbefale, hvis du blot skal bruge enkelte blade - med ranker bliver arbejdet med pensel forholdsvis tidskrævende.

Umiddelbart efter anden omgang guldspray har jeg sprøjtet bladene en smule med kobberspray. Dette har jeg valgt at gøre for at få mere varme i udtrykket og gøre bladene mere interessante. Jeg har sprayet inden guldet tørrede, så farverne bedre har kunnet glide sammen.

Til sidst har jeg enkelte steder drysset lidt guldglimmer på den endnu våde maling, så glimmeret limede fast.

Og ja, så er det blot at vente på at bladene tørrer og dunster af - så er de herefter klar til brug som du lyster. Herunder vises bladene brugt om lysekrone (se her), i adventskrans (se her) og på gaveindpakning

God fornøjelse.

Kærlig hilsen

Katinka

Brug gyldne blade på julens pakker og dekorationer for eksklusivt look


Sådan sprayer du dig til smukke forgyldte blade

torsdag den 10. december 2015

BRUG DE BRÆKKEDE


4 idéer til hvordan du let og fint kan bruge de grene og planter, som sne og storm har knækket, til at lave julerier inde og ude.

Sneen i november og den megen blæst her i begyndelsen af december har skabt et væld af knækkede grene og planter. Ærgerligt er det, men kan man bruge dem på ny i julens dekorationer, giver det hele en smule mening tilbage.

  4 skønne tips til juledekorationer  af havens brækkede grene og planter


Her kommer 4 bud på hvordan det brækkede kan bruges til at skabe julestemning:





Rustik juledekoration til badeværelset

GREN MED KOGLER
En stor gren er på fællesarealet knækket af fyrretræet. En af grenene har jeg sat ud i badeværelsesvinduet i en stor gladvase, så den store gren ikke vipper. Grenen er pyntet med sortmalede kogler med grå velourbånd, og giver en naturlig julestemning til rummet.

Desuden dufter fyrretræ herligt af harpiks…







Juleidé til haven - Brækket gren bruges som æbletræ til fuglene i julen
ÆBLER PÅ BLOMMEGREN
En vældig gren er flået fra stammen på blommetræet, til stor ærgelse for os alle. Men i stedet for at smide grenen ud, har vi “plantet” den i det store staudebed, hvor den tunge sne har mast stauder og græsser mod jorden. Derfor giver “blommebusken” nu bedet lidt højde tilbage og pynter med røde, pudsede æbler.

Og fuglene skal jo også have lidt julegodter..







Juleidé . Julestemning med sølvgrene
SØLV
En hurtig og let måde at give hjemmet et drys julemagi, er små, sølvsprayede birkegrene. Her under spot i badeværelset, hvor de diskret giver lidt stemning til rummet.







Juleidé - Græs med glimmer

GLIMTENDE GRÆS
Mange af de skønne prydgræsser, som skulle have svajet med rimfrost i vinterhaven er også knækket. Men tag dem ind i varmen og de vil folde sig ud  og blive skønt dunede.

Giv de smukke aks et sprøjt glimmer og sætte dem i vaser. Så får du næsten oplevelsen af rimfrost.


Her er det en hængende vase i keramik, der har fået et strejf julestemning ved hjælp af 3 aks fra Kleine Fontäne med sølvglitter.


Kærlige julehilsner fra Katinka



Afbrækket gren får nyt liv med røde æbler

Fyrretræsgren med kogler i juleboligen

Elefantgræs med glimmer som juledekoration