onsdag den 8. maj 2019

SMUKKE UAPPETITLIGE NARCISSER


I vores smålandske have har vi fornøjelsen af og udfordringen med lækkersultne rådyr og harer. Yndige er de skam, men de behøver ikke stå med munden fuld af tulipaner! Derfor er jeg nu blevet rendyrket fan af narcisser i naturhaven.


Narcisser er velegnede til naturhaver hvor dyr ellers æder tulipanerne



Jeg har opgivet drømmen om tulipanflor i vores smålandske have, som ligger smukt omgivet af skov og vild natur. Lidt velvalgte tulipaner kunne ellers klæde denne naturlige have, men jeg må sande, at sådanne lækkerbidskener vil rådyr eller harer bevæge sig langt for at kunne nyde. Og ærligt talt, så er arbejdet med at lægge løg i efteråret ikke så udsøgt en fornøjelse, at man udfører arbejdet uden at kunne høste et smukt syn i foråret. Sådan har jeg det i hvert fald!

Derfor er jeg nu gået over til alene at plante narcisser - og krokus. Jeg har lagt mange løg af den lyse “Mount Hood”, som med sin bløde flødefarve ikke skriger for voldsomt mod det røde hus. De er faktisk ret smukke, men tilsyneladende ikke appetitlige for skovens dyr. Og den lille "Minnow" er altså temmelig yndig.



Narcisse Mount Hood og Minnow


Faktisk har jeg også gjort forsøget med vores egen lille stuekanin, som ellers ikke er bange for at gå i krig med alle grønne sager (potteplanter, en buket tulipaner, havebøger osv). Jeg “undlod” at flytte en afskåret narcis væk fra hendes rækkevidde, men den rørte hun ikke.

Jeg ved ikke præcis hvad der er ved narcisser, som ikke virker tiltalende for dyrene, men en ting er sikkert - skal jeg lægge løg i en naturhave, så bliver det narcis-løg.

Mange havehilsner fra Katinka

søndag den 5. maj 2019

JEG ER TILBAGE


Et år er gået uden blogindlæg. “Hvorfor?” spørger du måske. “Fordi travlhed og tekniske vanskeligheder tog tiden og overskuddet til at skrive…" 


Haven hos Plantebegejstring netop nu











































Det er utroligt så hurtigt et år kan gå. Jeg sidder her og undrer mig over, at det er over et år siden, at jeg sidst skrev på bloggen her. Et helt år! Jøsses. Men travlhed på job, fritidsinteresser og udfordringer med at overføre filer fra mit nye kamera fik den ene dag til at tage den næste. Og med ét var det meget svært at komme i gang igen.

Det er ellers ikke fordi at haven her har stået stille. Det gør haver nu engang sjældent. Heldigvis. Vi har haft et vådt forår, en tørkeramt sommer, fået nye hønsepiger, kæmpet for at få haven klar til forskellige fotoreportager og ellers fået hverdagen til at hænge sammen.

Men nu er jeg tilbage. Ikke fordi at de tekniske udfordringer er fikset eller jeg vælter mig i tid, men jeg savner altså at kunne dele mine haveglæder og -udfordringer med andre.

Som jeg meldte ud for efterhånden lang tid siden, så vil de daglige havefotos blive vist på min instagramprofil, mens bloggen igen forhåbentlig vil kunne gå mere i dybden med haveemner og -overvejelser.  

Håber I vil læse med - jeg har ærlig talt savnet jer.

Havehilsner fra Katinka


Herunder lidt stemningsfotos fra haven de seneste 12 måneder +/-



SOMMER
Terrassen hos Plantebegejstring

sensommerstemning hos Plantebegejstring



EFTERÅR
Efterårsstemning hos Plantebegejstring
VINTER
Vinter i haven hos Plantebegejstring


Vinter i haven hos Plantebegejstring


FORÅR 2019
Forår i haven hos Plantebegejstring