ændrede mit liv sig radikalt...
Men dette har jeg aldrig skrevet
om før, da jeg på min blog alene har ønsket at fokusere på begejstringen og
glæden ved (have-)livet. I dag kan jeg dog ikke holde ordene tilbage...de vil ud. For mit liv er
meget mere end det lyse. Også selvom jeg forsøger at vende mørket ryggen. Og
netop ryggen er min daglige udfordring.
For 3 år siden i dag sagde min
ryg voldsomt stop og 3 prolapser (en hel og to på vej) og slidgigt i ryggen har siden været en
daglig udfordring for mig. 27. juni 2011 endte jeg med at ligge ude i haven og
hverken kunne komme frem eller tilbage. Hidtil ukendte smerter havde bemægtiget
sig min krop og jeg var ikke i stand til at bevæge mig.
Sikke en nedtur – og
sikke en opvågning til et nyt liv!
Især det første år var
rædselsfuldt. Jeg lå ned det meste af tiden og blev kastet rundt til
forskellige undersøgelser, men uden opmuntrende udmeldinger. Den pæne, dygtige
og pligtopfyldende pige kunne nu næsten ikke andet end at kræve – en grotesk
omvæltning og meget grænseoverskridende oplevelse at måtte erkende, at jeg bare
ikke kunne være med. Jeg var blevet sat af - af min egen krop. Blevet 100 år og
”blot til besvær” på ingen tid – virkelig dramatisk når man er 35 år, mor til
to smådrenge og med masser af lyst til at sætte sine aftryk i verden.
Men jeg magtede næsten
ingenting.
Desuden kunne jeg slet ikke
genkende mig selv i denne passive patientrolle uden kræfter til gøre alt det
jeg plejede. Fra tidligere at yde og præstere var jeg nu gået til at ligge på
langs og blot rejse mig hver anden time for at lave minimale rygøvelser efter
en stram plan. Behøver jeg skrive, at mit selvbillede og min selvopfattelse fik
en ordentlig rystetur? Næppe...
Tagetes - denne enkle udgave synes jeg er sådan en rigtig humørgiver i gavlhaven med de sorte vægge. Skønt med farver der bare siger: "Kom så, du kan godt"
Haven kunne jeg heller ikke
rigtig klare, men formåede at holde den på rimeligt niveau og så slappe af i
legehuset – så føltes det næsten som at være ude. Jeg havde brug for at dufte
til blomsterne, høre insekterne summe og mærke den friske luft. Sanseligheden behøvede
jeg for ikke at blive indhyldet i gråtoner og magtesløs undren over dette
ukendte liv.
Siden har jeg kæmpet indædt
for at komme tilbage. Efter et år fik jeg meldingen om, at jeg nok aldrig ville
blive smertefri, og selvom den erkendelse var noget så kvælende, ja så tror jeg
langsomt den har sat sig i mig. Som en bevidsthed om, at det er mit lod, og at
jeg kan lære at leve med smerterne, hvis jeg vælger mit fokus et andet sted.
Jeg må ikke give smerten for meget opmærksomhed – nok også derfor har jeg ikke
før nævnt min ryg her på bloggen. Og så fordi jeg ikke vil have, at det er min
ryg, som definerer mig som person!
For jeg er jo meget mere end
en dårlig ryg, heldigvis.
JEG ER JO STADIG KVIK. Fordi
man bliver skadet og glider ind i patientkategorien, ja så bliver man ikke
mindre intelligent. Jeg har jo den samme knold – og trods første måned i
medicintåger, ja så virker min kreative hjerne altså stadig fornemt. Faktisk
begyndte jeg allerede efter få uger at læse om haver og planter. Først med stik
i hjertet (ville jeg nogensinde kunne yde noget igen?), siden med stor
videnbegærlighed. Jeg ville bruge tiden bedst mulig, og hvorfor så ikke på at
øge min viden, når jeg nu ikke havde andet at bruge min tid på? Når jeg læste
kunne jeg mærke hvordan interessen virkelig gav mig energi og skærpede lysten
til at genvinde mit liv. Mærkeligt, ville nogen sikkert mene, men jeg tænkte,
at nok var min krop lagt på langs, men min hjerne skulle så sandelig stadig
motioneres og yde sit!