Hvor bliver tiden af?
Har vi brugt for megen tid
på at trække tiden ud?
Benny Andersen
Dette indlæg skriver jeg
ovenpå gårsdagens tema på mange blogge (især de norske, da ophavsbloggen er BlandRosor och Bladlöss), samt Claus Dalbys meget åbne og modige indlæg om livets
skyggeside.
I går var overskriften Carpe
Diem, og jeg må indrømme, at dette for mig mest er en lænde-tatovering i Nyhavn,
men nok om det. At jeg overhovedet nævner det er blot fordi selve sætningen for mig er
blevet godt fortærsket siden filmbrug i slut 80’erne, men budskabet, det fejler
intet - tværtimod!
Jeg er den type, der altid
har 100 bolde i luften, vil gribe dem alle, samt også gerne alle dem omkring mig.
Jeg sætter baren voldsomt højt og styrter af sted mod et mål – og når jeg det
før tiden, ja så læsser jeg bare lidt mere oveni. Jeg er faktisk ret dårlig til ikke bare at yde og yde!
Man kan nok sige, at jeg er
et menneske drevet af passion, drive og kreativitet, men også af en stor
opmærksomhed på mine omgivelser og hovedrystende høje krav til mig selv! Og så er jeg ikke ret god til at nøjes og udvise ligegyldighed...
Derfor er det godt, at nogle
indimellem spænder ben for mig og pænt - men bestemt - beder mig om at stoppe op!
Jeg øver mig nu i at holde
fokus på nu’et, selvom det er svært. Vil forsøge at være tilstede, men det
kræver også, at jeg indimellem accepterer, at jeg ikke kan nå alt! For når jeg vil
det, ja så lever jeg kun med tankerne på det der skal ske i fremtiden, samt indimellem dvæler ved søde minder om fortiden.
Det holder bare ikke!
Dette er ikke noget jeg
lærer på kort tid, men jeg er langt bedre nu end for år tilbage, hvor jeg havde
den triste evne til altid at tænke: ”Jamen om lidt er dette forbi og jeg er et
andet sted!”
For når man lever efter det
der (forhåbentlig) kommer, ja så ryger nærværet, evnen til at være tilstede og
kraften ved øjeblikket lige nu og her. Vi kan drømme om fremtiden, men hvad
pokker hjælper det, når vi – hvis vi når frem til at vores fremtidsdrømmes
materialiseren – blot drømmer nye drømme videre frem? Hvis vi kun i øjeblikke
er opmærksomme på nuét, for at kunne lægge fremtiden til rette?
Hvad har dette med havelivet at gøre? Ikke ret meget og alligevel. Jeg bruger lige nu kræfter på ikke at sukke for meget over vinterens tristhed - og det skal jeg lære at lade være med - men samtidigt så er arbejde i haven for mig virkelig en hyldest til nu'et. Nyde det der er i hvert øjeblik og lade sanserne åbne sig og suge indtryk til sig. For mig er haven et rigtigt nyttigt sted at søge hen, når tankerne og planerne kører på centrifugeringsprogram!
Så jeg kender nogle kneb efterhånden...
Og ja, jeg vil forsøge hele
tiden at tvinge mine tanker tilbage til lige nu og her – mærke glæden ved
børnenes latter, forårets møven sig på og fuglenens begyndende pippen.
Tænke at jeg vil ønske dette
øjeblik lagres i min hukommelse (selvom jeg ikke skal dvæle for meget ved
fortiden heller...) fordi det jo er hyggeligt og rart sådan at sidde og skrive
til jer og vælge smukke fotos ud. Men også være bevidst om at hovedet og ryggen snart er
trætte og jeg hellere må slukke og vende opmærksomheden fuldt ud mod min lille
familie
– for de er her jo lige nu og her og øjeblikket bliver aldrig det samme
igen...
Dejlig dag – om det regner,
sner eller er tindrende solskin - husk at nyde det!
Kærlig hilsen Katinka
Nb. Kender du Møllehaves "Vor tids tid" - det er en rigtig fin og tankevækkende sag...