Dette er på ingen vis et feel good indlæg, men et indlæg skrevet for at udbrede viden om en havefjende, som heldigvis ikke mange kender til, men som man bør vide eksisterer.
Jeg har berørt det emne tidligere en smule i havens historie, perifert i indlæg og kommentarer, men vil her mere grundigt orientere om denne plage. Det er dog ikke for sarte sjæle, så er nerverne
tyndslidte, ja så spring dette indlæg over...(få gerne en nær dig til at læse og lagre det) for denne viden kan tære på nattesøvnen.
Foto lånt fra Danmarkst Fugle og Natur. Fotograf: Torben Hvid
Honningsvamp (Armillaria) findes
i den danske natur og er en af skovbrugets værste skadessvampe. Men den kan
også hærge haver, er desværre min erfaring. Og som min søde far så pænt nævnte, dengang vi havde fået plagen ind i
haven: ”Man kan lave dejlig suppe på honningsvamp!”.
Jo tak, men også absolut
eneste formildende omstændighed, for honningsvamp er helvede i haven!
(Obs. Må aldrig indtages rå – kræver lang tilberedning!)
Honningsvampe går på frisk
ved, modsat andre svampe – det vil sige, at de kan besætter et levende træ
eller busk og slår det ihjel! Her finder de så energi til at kunne skyde sig
videre ud i området via 1-3 mm tykke, rodlignende rhizomorfer. Hurtigt kan den altså brede sig og destruere store områder (juletræesdyrkere er på dupperne her!)
I 2008 observerede vi
svampen (altså frugtlegmerne som de synlige svampe er) i haven, men antog den
ikke for værende et problem. Vi havde så rigeligt om ørerne og siden jeg er vokset op med svampeture i efteråret, ja så antog jeg den blot for at være en naturlig forekomst, også i haven her. Naturligvis var vi bekymrede for de gamle æbletræer,
meeeen mente at med kærlig pleje ville de rette sig.
Der tog vi i
uoplysningens tegn grueligt fejl!
Vores ene æbletræ var dødt
næste forår (så vi savede det med smerte ned), mens det andet så ud til at
klare sig – set fra afstand. Under barken op til ca 1 meter viste det sig
senere, at svampen havde angrebet træet fuldstændigt og under barken var vedet
helt hvidt af det dødelige angreb, som kvæler træet.
Her troede jeg så, at
handling ville kunne løse problemet, for naturligvis skulle vores gamle træer ikke gå bort (vores kvarter er anlagt i en gammel æbleplantage, så
der er også nogle historiske rødder, der vægter!).
Jeg konsulterede havefolk,
planteskoler og hvem jeg nu mente kunne hjælpe, men alle steder var udfaldet
det samme: Bedrøvede øjne, bedemandssmil og udmeldingen; alt skal væk hurtigst
for at undgå, at det breder sig yderligere! Og intet kan komme til at vokse der i mange år!
Jeg var sønderknust – sad bogstaveligt
og græd i haven og kunne se havedrømmene forsvinde. Drømme om frodighed og haveeventyrer.
Og der kunne jeg virkeligt på krop og sjæl mærke, hvor bidt jeg var blevet af
havelivet. Jeg kunne ikke udholde tanken om at bo på en græsmark kun omgivet en
halvløs ligusterhæk (hvis vi da var så heldige, at den overlevede og ikke også blev
angrebet).
Heldigvis fik jeg via nettet
til sidst fat på en sød og hjælpsom seniorforsker fra Københavns Universitet,
der fik svaret klart og indsigtsfuldt på mine spørgsmål og givet mig den viden
jeg skulle bruge til at kende omfanget af problemet. Konstruktiv information,
og hvor er jeg hende taknemmelig for den hjælp jeg den gang fik (Kan desværre
ikke huske hendes navn!).
Udfaldet blev, at alt skulle
graves op i området. Alt! Træer og buske med rødder. Ingen stubfræsning her –
nænsom opgravning, så mest muligt træ kunne fjernes. Og så braklægning i 2 år.
Vi kunne plante stauder og sommerblomster, men nye buske og træer ville være
for risikabelt at etablere. Både fordi de kunne dø, samt at honningsvampen ville
kunne få nu kraft vha nye ofte.
Hos os blev ½ delen af
baghaven gravet igennem i efteråret 2009. 2 gamle æbletræer, et pæretræ, 2
træer som tidligere ejer blot havde skåret af i jordhøjde skulle have roden
gravet op (det ene viste sig at være et enormt fyrretræ), rododendroner, kejserbuske og en forsytia jeg havde håbet kunne vokse lidt op og dække af, når træer nu forsvandt.
Forsigtigt blev træer fældet og kørt væk uden for meget savearbejde (savede over store stykker stof, så savsmuld ikke kom på jorden) og rødder - ofte hvide, angrebene - blev gravet fri og kørt
bort (uden at drysse gennem haven). Jeg kan godt fortælle, at det både var et
fysisk og psykisk hårdt arbejde (selvom jeg stik mod sædvane ikke gravede meget med, da
jeg dengang var gravid med Sophus).
Foto lånt fra KU, Skov og Landskab
Siden har vi været meget
opmærksomme hvert efterår på, om der kom svampe op fra eventueller rodrester, som vi ikke
havde fået med op. Frugtlegmerne fremkommer fra september-november, men oktober er den
måned de oftest ses. Svampenes rhizomorfer kan let skyde sig videre 4-6 meter af
gangen, så reelt var hele området i farezonen, så jeg har gået ture på bagstien
langs områdets haver og spejdet efter de satans svampe. Og ja andre i området
har også måtte grave efterfølgende og jeg har nu et træ 70 meter væk fra os
kraftigt mistænkt for at være ramt!
Det første efterår kom der
lidt svampe op i græsset, som jeg hurtigt fjernede, men ellers ser det ud til,
at resten af haven har klaret sig. Men skrækken sidder i mig, for jeg fik
virkeligt øjnene op for hvor hurtigt at havedrømmene kan blive til et rent havehelved!
Og man kan ikke gøre stort
andet end at sørge for at holde haven i topform, så træet og buske ikke er
svækkede, for så er de mere modtagelige. Vi aner heller ikke hvor svampen kom
fra og hvornår den er kommet. Måske var de gamle, afsavede træer netop blevet
fældet fordi de var syge, måske har vinden ført noget med sig?
Stød fra havens
fældede træer er et oplagt mål for svampene, hvor de kan slå sig ned og
arbejde sig videre fra.
Det man også skal passe på med (og som heller ikke er
helt lovligt) er at indføre planter fra naturen ind i haven med jord – der kan
svampespore og angreb netop sidde.
Og ser man disse svampeknipper i sin have,
ja så er det om at gå til handling øjeblikkeligt, for venter man og ser tiden
an, bliver det kun værre – et angreb er den sikre død, så her læger tiden ikke
alle sår, her kan tiden blot give rum til investering i nye træer og buske på længere
sigt. For svampen forsvinder ikke – tværtimod (for lige at skrue op fra
dramatikken er honningsvampen faktisk verdens største, kendte levende organisme. I USA har
man fundet et individ, der dækker 15 hektar, og som man mener var over tusind år
gammel...så her kan man ikke tro at tiden arbejder positivt for sig, hvis man
vender det blinde øje til og trækker stråhatten godt ned i panden.
Det var ugen skrækhistorie herfra i denne ude....håber du alligevel
sover dejligt i nat!