torsdag den 31. januar 2013

GODMORGEN DU GULE ERANTIS.





Ja nu strækker de sig, de små gule, efter at den lune snedyne ublidt blev løftet af. Nogle stryger bladene til side og lader lyset varme de gule kinder, andre lukker irriterede solens skarpe stråler uden ved at folde deres grønne blade om ansigtet, mens andre igen lettere forlegne må konstatere, at de vist trænger til et forfriskende bad, der kan vaske snavset af stilken.


Men godmorgen I kære små. Nu er det tid til at vågne op og vise verden, at der varsles forår inden længe. Måske denne lille børnesang vil højne jeres humør og sænke jeres kuldeskærhed? Og hæng jer nu ikke i petitesser i gule små - jovist  teksten omhandler sneen også, men det lyder jo bare lidt kønnere, end "titter op af den brunklæbrige jord!".


Jeg nynner:



Forår

Gule erantis titter op af sneen,
krokus har tændt sit forårslys.
Spurve i flok på fuglebræts-cafeen
mindes det vinterkolde gys.

Åh ja, hurtigt bli’r det forår,
solen bli’r varm og god igen.
Åh ja, hurtigt bli’r det forår,
nu går det lige frem mod sommeren.

Dryppende grene blinker op i solen,
søen har lagt sin vinteris.
Frosten er træt og er rejst hjem til polen,
skoven gør klar til paradis.

Åh ja, hurtigt bli’r det forår,
solen bli’r varm og god igen.
Åh ja, hurtigt bli’r det forår,
nu går det lige frem mod sommeren.

(Torben Bunk)





Denne sang synger børnene her fra årets begyndelse. Ikke helt rent måske, men fyldt med energi, livslyst og boblende glæde. Så den nynner jeg, når jeg ser de gule hoveder. 


Åh små gule erantis. Velkommen tilbage, I har været savnede!












onsdag den 30. januar 2013

BILLEDER AF EN STÆRKT IDÉ.



Et super smukt, stiligt og meget frodigt haverum, der fik mig til at spærre øjnene op.

Kompromisløst haverum vi vist har med at gøre her...formelt, stringent men også sanseligt grønt.

Lige som i fredags er disse fotos hentet fra Anouska Hempel Design’s hjemmeside, et London-firma, der udmærker sig med skarpt, enkelt og gennemført design på mange felter

Jeg må sige det er modige og skønne rum, der her vises...ikke mindst haverummene.

Se lige her – det er da gennemført!


















Padehatsformede buksbum i massevis, der raffineret linker til vinduespartiernes buer. Runde blomsterhoveder på syrlige hortensiaer og afrundede blade på muligvis kæmpestenbræk. 

Og så går de ellers hele vejen med den runde form. Stærkt, særpræget og fascinerende... Et gennemført rundt træk.

Jeg ville nok ikke selv ønske at bo med denne have (uha kan blive angst ved tanken om sådan en færdig have - hvad med alle mine idéer så?), men nikker anerkendende til grebet, viljen og deres insisteren. Her er ikke rysten på håneden eller spor af tvivlen...

Det ser forrygende ud, synes jeg!





































Fotos lånt fra Anouska Hempel Design’s hjemmeside, klik her







tirsdag den 29. januar 2013

FRØ: JEG BEGRÆNSER MIG, GØR JEG! MÅSKE...



Sæsonen for frøindkøb brager af sted. Små poser med drømme og livskraft bringes til huse og mange drivhusejere er allerede grundigt igang med at forberede en vidunderlig sommer med nye stauder og kønne sommerblomster.


Og nej, jeg har intet drivhus og må nøjes med at inddrage hver en brugbar vandret flade i huset, for at få mine blomstrende idéer ført ud i livet. Og jovist pakkerne er små, når de dumper ind af døren, men når først frøene spirer og gror, ja så kan pladsen hurtigt blive trang og rammerne langt fra optimale.


Derfor forsøger jeg (igen i år), at begrænse mine frøindkøb. Selvfølgelig kan man spare mange penge på denne såning, men jeg må også indrømme, at noget af det ballade med skrigende plantebørnehaver over alt, ikke just højner livskvaliteten indenfor, når det virkeligt griber om sig. 


Så i år forsøger jeg med et kompromis: Så det der er nødvendigt – supplere op med planter udefra.


Herunder ser i hvad der så er købt frø af. Meget kan sås direkte på voksestedet (og dét er jeg, mit hus og min ikke altid prangende tålmodighed altså glad for...), andet må bo i soveværelset til sommeren begynder...


Grønsager som kål blandt andet har jeg snedige planer om, at få fingrene i fra en vidunderlig, dygtig haveentusiast (Tante Margit, hvis du læser med her, ja så er det dig, som jeg skriver om og skal gå tiggergang hos), som er så dygtig og omsorgsfuld, at der ofte er spirende sager i overskud (ved jeg fra min far, der allerede er lykkelig arvetager...).


Jeg må jo acceptere mine, min tids og mine fysiske rammers begrænsninger...


Men de blomster jeg skal have til at give haven skønhed i sommer er:



Til hækbedets hvide og blå farver skal der suppleres med kolde, gule farver og lidt ekstra syrligt:












Fra venstre mod højre:

Guldvalmue ‘Milkmaid’ ,Eschscholzia californica
Irlandsklokke, Moluccella laevis
Frøkenhat ‘Oklahoma Ivory’ Zinnia elegans
Lathyrus, ærteblomst, 'Kings High Scent’ , Lathyrus odoratus

Lathyrus, ærteblomst, ’Mammoth Mid Blue’Lathyrus odoratus
Tallerkensmækker 'Milkmaid’ Tropaeolum majus
Nigella, orientalsk ’Transformer’, Nigella orientalis
Stolt Kavaler, White Purity’ Cosmos bipinnatus





Til forhaven (som lige nu ikke helt har min bevågenhed – lidt på vågeblus, da den en dag vil skulle retænkes...) er valgt:


En kraftig pink Stolt Kavaler ’Versailles Carmine Pink’, Cosmos bipinnatus, så der kan komme lidt stærkt og oplivende i alt det grønne...

I gavlhaven blå nuancer må disse blåhoveder, Gilia capitata tager over, når blå allium visner.




Til det store plænebeds rosa og mørkerøde farver skal jeg have mere friskhed og vildskab ind med de limegrønne farver.







Fra venstre mod højre:

Frøkenhat ‘Envy’ Zinnia elegans, 
Nigella, orientalsk ’Transformer’, Nigella orientalis
Skabiose, Stjerne, Scabiosa stellata
Irlandsklokke, Moluccella laevis




Håber det bliver strålende til sommer...og mon ikke jeg alligevel lader lidt flere frø dumpe ned i kurven i løbet af den næste tid?



Disse frø er i år købt hos Albinus Frø, hvorfra jeg også har lånt fotos. 
(Stolt Kavaler, White Purity dog mit eget)


mandag den 28. januar 2013

DIY: LYGTESTATIV - EN LET OG LYS IDÉ TIL HAVEN.





Konstruktion der er enkel og hurtig at lave.



Let, naiv og ganske charmerende er denne måde at få lys i haven løftet fra jorden på. Lygter stående på jorden kan ofte være lidt svært at se indefra og hvis der er faldet megen sne, kan denne dække lygterne i haven, så man ikke får glæde af lysets skønhed, varme toner og hyggelige stemning derude. 


Derfor er denne trebenede konstruktion let og nyttig til formålet...


(Ja måske har du allerede læst dette indlæg i lørdags, da det kort tid var på der, inden jeg tog det af til fordel for en lyserød hilsen. Så dette er forklaringen, hvis du synes du da har læst dette én gang før. Håber det går!)


Men hvordan laves denne lygtekonstruktion i en håndvending?
Således:


3 lange kæppen snøres sammen og trykkes ned i jord eller sne (alt efter omstændighederne) med god afstand. Derefter fastgøres en lygte, så den hænger ned fra grenenes samlingpunkt.


Den her viste står i Sverige, hvor der på dette sted af grunden ikke er træer, som lygter kan hænge fra. Så derfor denne ukomplicerede sag til hurtig problemknusning og stemning foran huset.
En herlig midlertidig konstruktion med uhøjtidelighed og en ”så behøver vi heller ikke gøre verden mere besværlig end den er”-attitude. 


Jeg synes den er skøn  – ca 2 meter høj og giver lidt krop til en ellers vinterflad græsplæne. 


Let at gøre efter og kræver ikke hverken handyman eller håndværksmæssig snilde....



søndag den 27. januar 2013

VINTERENS SIDSTE – EN OPGRADERET VERSION AF ISLYGTER.


En to-farvet islygte – en ”lag på lag”-lygte kan man kalde den...

Ja denne bliver jeg nødt til at vise jer, men jeg vil ikke sige, at det ikke var helt uden udfordringer, at få den til at blive, som jeg ønskede – nemlig tofarvet. 

Men smuk og interessant synes jeg nu denne blev (indrømmet: det krævede 2 forsøg).

Klar yderst og blå inderst...













Men hvordan er den lavet?



Egentligt såre enkelt, men det er processen, der er lidt skrøbelig...

Lav en ballonlygte helt som "normalt" (koldt vand fyldes i en ballon, ekstra luft pustes i, knude bindes og skål stilles i skål ud i kulden).

Lad den fryse sig godt tyk (ja tidsangivelser er umulige her, men et lille døgn i de 5-10 graders kulde vi i disse dage har i Danmark).

Tag isballonen ind. Fjern forsigtigt ballon og bank med syl eller skruetrækker et lille hul for foroven, så du når ned til vandet. Vær forsigtigt, forsigtig, for får lygten en revne, ja så er den ikke til at gå videre med i denne proces!

Hæld nu frugtfarve ned i hullet og rør med lille pensel, pind eller hvad du nu har, rundt i vandet, til farven er godt blandet.

Sæt isen ud igen i en hel del timer til det farvede vand nu også er frosset en god tykkelse.

Tag isen ind og gør nu som med de almindelige (hug huller så vandet kan løbe ud, lav åbningen så stor du ønsker og sæt lys i....

Så er den klar til at nyde synet af. Det er altså sjovt, at få lov til at lege med vand og is....




Denne blev lidt højt frossent indeni (og jeg turde ikke hælde lunkent vand i den, da derfor er det blot et fyrfadslys der giver oplyser). Bloklys er naturligvis at fortrække, da de har mere styrke. 


TIP: Husk at bruger du fyrfadslys derude i kulden, så vælg paraffin fremfor stearin - stearin brænder nemlig kun ned i midten, når de står i kold luft, og det går stærkt...)



Men god fornøjelse, så længe det kan lade sig gøre rundt omkring!





lørdag den 26. januar 2013

EN KÆRLIG OG VARM HILSEN HERFRA.



Jøsses I er nogle hurtige havebloggere – her gik jeg og overvejede en lyserød dag i februar måske, og så gik det op for mig, at den allerede var i fuld gang idag. Huhej - så ja, jeg har fluks revet dagens indlæg af bloggen og erstattet det med denne hilsen. Så må dagens indlæg vente til imorgen eller mandag...


Men hvad er nu dette – har vi glemt haven og skiftet fokus. Nej! Men jeg må indrømme, at den seneste tid har der været en hel del mennesker, der på deres haveblog har skrevet  at de lige har måtte have fuld fokus på eget heldbred, da de havde fået konstateret cancer. 
Jeg kender ingen af jer personligt, men er hver gang blevet ramt af en smerte og en rædsom følelse af afmagt, over hvor mange skæbner denne sygdom har på samvittighed. Så mange mennesker der får deres liv ændret og skal gennemleve smerte, angst og afsked.


Min egen mor gennemlevede sådan et forløb for 20 år siden, men jeg husker øjeblikke meget intenst og andet har jeg fortrængt så dybt, at hele perioder er forsvundet fra min hukommelse! Men jeg ved, at selvom min mor overlevede, ja så har vi alle fået ar i hjertet!


Tænk at vi alle kan regne med at enten selv eller en af vores absolut nærmeste bliver ramt – tænk at vi næsten siger ”nåh, selvfølgelig”, når en i dette skriveri-fællesskab tager en pause og vender tilbage med en diagnose som forklaringen. 
Jeg tror vores livs skrøbelighed er udmærket at være bevidst om, for ikke at klatte tiden væk, men denne sygdom skal ikke have den mindste tak!


Alle som har gennemlevet et cancerforløb eller står midt i det skal have min varmeste og mest dybtfølte hilsen – det I gennemlever burde ingen udsættes for. 


Ønsker jer alt det bedste for jer og jeres med en stor lyserød buket engelske roser - husk at der ligger så mange vidunderlige timer derude i fremtiden og venter, når I når ud på den anden side af jeres sygdoms-forløb.


Kærlig hilsen Katinka




fredag den 25. januar 2013

ET MAGISK BILLEDE.


Sikke en drøm af en havegang! Ja der gik ærligt talt et sus igennem mig, da jeg ”faldt” over dette foto fra Anouska Hempler Designs hjemmeside. 

Jeg synes det er drømmende smukt! 











Hvid blåregn (Wisteria Floribunda Alba)mon ikke det er en laurbærkirsebær der flankere stiens sider og så de store lampetter hængende mellem skyer af hvide blomsterklaser. 

SÅ elegant og dragende sukker jeg drømmende...

Tænk at vandre der en tur i skumringen på vej ind til havefest? Sikke et scenarie!



Anouska Hempler Designs hjemmeside, klik her



torsdag den 24. januar 2013

GRÆS GØR HAVEN GODT.




I efteråret flyttede de første græsser ind i min have – lampepudsergræs og marehalm blev plantet i gavlbedet og til foråret skal elefantgræs "Kleine Fontäne" plantes i grupper det store plænebed.

Men allerede nu nyder jeg græssernes struktur, filtervirkning og vinterherlighed.


Dette er fotos af marehalmen – jeg er betaget!




onsdag den 23. januar 2013

GODE RÅD TIL AT FÅ BÆRBUSKE I VÆKST, TAK.




Bær-besværligheder. 
Drømmen om en skrigende, lysegrøn bærhæk med bær i hobetal...



I min have har vi efterhånden en del bærbuske (røde ribs, hvid ribs, solbær og 
stikkelsbær). Buske der virkeligt bliver værdsatte, men – tilstår jeg – også er flyttet en del rundt på siden de blev plantet for mellem 2 og 3 år siden.

Min plan (nu) er, at få en bærhæk mellem bevægelseslinjen gennem haven og legeområdet. Tænker at det må være skønt for ungerne at krybe gennem disse bærhække og om på den anden siden til eget haveunivers med legehuset...

Men nu kan jeg jo godt se på sommerfotos, at de buske ikke just giver en frodig tæthed som jeg efterstræber. Og det vidste jeg jo godt, men havde bare vinterfortrængt det... Naturligvis skal de have tid og ro, men spørgsmålet er, om jeg kan gøre andet og mere?

Jeg flyttede de første i efteråret og de sidste i foråret, så forståeligt nok, at de ikke ligefrem strutter af selvtillid, men synes altså de skal til at vokse op nu. Jeg har holdt græsset lidt væk fra dem, lagt komposteret kogødning ud til dem i foråret og vandet dem forår og sommer, men findes der andre gode råd modtager jeg dem med kyshånd.

Så har du et fif til at få bærbuskene i topform og topfart må du afsindig gerne give mig et tip...





tirsdag den 22. januar 2013

IDÉ TIL KOLDE DAGE - ISKOLDE HJERTER.









Ja nu hvor islygter i balloner pryder både hjemmet her og mange andre steder, ja så må jeg lige vise disse skønne isskulpturer, som jeg lavede i weekenden, stærk inspireret af islygtekonceptet, som jeg i fredags havde indlæg om.

Jeg greb nemlig også hjerteformede balloner, som var med i den indkøbte pulje, hældte vand i, undlod ekstra luft, og lagde dem udenfor i kulden (-15 natten til søndag...se dét var friskt!).

Næste dag var balloner sprækkede, men formen fast og smuk. Som varmende hilsner i kulden.

Jeg synes de er både søde og smukke. Især fordi de jo kun holder for en kort periode. Det forgængelige giver øjeblikket et nærvær og en sanselighed, som jeg synes er værd at holde sig for øje.

Og skønt at kunne bruge vinterens kulde til at skabe skønhed.

Så en hjertelig hilsen herfra
Katinka




mandag den 21. januar 2013

JAG ÄLSKER SVERIGE – EN KÆRLIGHEDSERKLÆRING, BASTA!







Om man kan have et reservehjemland i baghånden, ja så ved jeg sikkert og vist hvilket land jeg har. Sverige. Mit elskede Sverige. Landet som har fået en ordentlig luns af mit hjerte og sjæl. Uden jævnligt at få svensk luft i lungerne fungerer min krop ikke, så ja, jeg må så ofte som muligt drage en tur østover for at mit liv kan forblive rundt og dejligt.


Sådanne dejlige dage har jeg netop haft og selvom det virkeligt gør ondt at vende hjem, ja så ville jeg for intet undvære disse udflugter til det land, som jeg har særligt kært!


Jeg har tidligere skrevet kort om mine forældres gård i Småland (læs mere her),  
Og sikke et sted – netop her har vi kun huseret i et godt år (men hele min barndom har mine forældre dog haft ødegård i Småland!). For mig er luftens renhed, pladsen, sproget, landskabets barske karakter og landets sinddige ro, en lise for sjælen...


Og dette hus er alle de bedste ting ved landet kogt sammen på et sted - kan ikke komme i tanke om en dejligere plads i verden, tror jeg!


Til sommer vil huset forhåbentlig også komme til at fremstå helt hvidt dog med sine grønne detaljer. Men allerede nu kan man vist godt se, at det har været et hus af format – og det skal det virkeligt igen være!


Men sikke et sted! 30.000 kvm grund, så grænserne mellem have og skov er lidt flydende, for hvad betyder det? Stort hovedhus, kæmpe lade, et lille skomagerhus (som desværre ikke står til at redde) og legemuligheder i hobetal. 


Denne weekend var der sne nok til at kælke på egen vej forbi huset. Sikke mange frydefulde børnehvin som skovens dyr måtte lægge øre til.


Men her lidt flere fotos af vintereventyr i og omkring huset – haven er delvist naturpræget, hvilket passer perfekt til placering mellem skovens nøgterne vildskab og husets elegance.


Fint ikke?
Jo, jeg elsker dette sted - og dette land!




søndag den 20. januar 2013

HONNINGSVAMP - RENT HELVEDE I HAVEN.



Dette er på ingen vis et feel good indlæg, men et indlæg skrevet for at udbrede viden om en havefjende, som heldigvis ikke mange kender til, men som man bør vide eksisterer. 


Jeg har berørt det emne tidligere en smule i havens historie, perifert i indlæg og kommentarer, men vil her mere grundigt orientere om denne plage. Det er dog ikke for sarte sjæle, så er nerverne tyndslidte, ja så spring dette indlæg over...(få gerne en nær dig til at læse og lagre det) for denne viden kan tære på nattesøvnen.


























Foto lånt fra Danmarkst Fugle og Natur. Fotograf: Torben Hvid




Honningsvamp (Armillaria) findes i den danske natur og er en af  skovbrugets værste skadessvampe. Men den kan også hærge haver, er desværre min erfaring. Og som min søde far så pænt nævnte, dengang vi havde fået plagen  ind i haven: ”Man kan lave dejlig suppe på honningsvamp!”. 
Jo tak, men også absolut eneste formildende omstændighed, for honningsvamp er helvede i haven! 
(Obs. Må aldrig indtages rå – kræver lang tilberedning!)


Honningsvampe går på frisk ved, modsat andre svampe – det vil sige, at de kan besætter et levende træ eller busk og slår det ihjel! Her finder de så energi til at kunne skyde sig videre ud i området via 1-3 mm tykke, rodlignende rhizomorfer. Hurtigt kan den altså brede sig og destruere store områder (juletræesdyrkere er på dupperne her!) 


I 2008 observerede vi svampen (altså frugtlegmerne som de synlige svampe er) i haven, men antog den ikke for værende et problem. Vi havde så rigeligt om ørerne og siden jeg er vokset op med svampeture i efteråret, ja så antog jeg den blot for at være en naturlig forekomst, også i haven her. Naturligvis var vi bekymrede for de gamle æbletræer, meeeen mente at med kærlig pleje ville de rette sig. 


Der tog vi i uoplysningens tegn grueligt fejl!


Vores ene æbletræ var dødt næste forår (så vi savede det med smerte ned), mens det andet så ud til at klare sig – set fra afstand. Under barken op til ca 1 meter viste det sig senere, at svampen havde angrebet træet fuldstændigt og under barken var vedet helt hvidt af det dødelige angreb, som kvæler træet.


Her troede jeg så, at handling ville kunne løse problemet, for naturligvis skulle vores gamle træer ikke gå bort (vores kvarter er anlagt i en gammel æbleplantage, så der er også nogle historiske rødder, der vægter!).
Jeg konsulterede havefolk, planteskoler og hvem jeg nu mente kunne hjælpe, men alle steder var udfaldet det samme: Bedrøvede øjne, bedemandssmil og udmeldingen; alt skal væk hurtigst for at undgå, at det breder sig yderligere! Og intet kan komme til at vokse der i mange år!


Jeg var sønderknust – sad bogstaveligt og græd i haven og kunne se havedrømmene forsvinde. Drømme om frodighed og haveeventyrer. Og der kunne jeg virkeligt på krop og sjæl mærke, hvor bidt jeg var blevet af havelivet. Jeg kunne ikke udholde tanken om at bo på en græsmark kun omgivet en halvløs ligusterhæk (hvis vi da var så heldige, at den overlevede og ikke også blev angrebet).


Heldigvis fik jeg via nettet til sidst fat på en sød og hjælpsom seniorforsker fra Københavns Universitet, der fik svaret klart og indsigtsfuldt på mine spørgsmål og givet mig den viden jeg skulle bruge til at kende omfanget af problemet. Konstruktiv information, og hvor er jeg hende taknemmelig for den hjælp jeg den gang fik (Kan desværre ikke huske hendes navn!).


Udfaldet blev, at alt skulle graves op i området. Alt! Træer og buske med rødder. Ingen stubfræsning her – nænsom opgravning, så mest muligt træ kunne fjernes. Og så braklægning i 2 år. Vi kunne plante stauder og sommerblomster, men nye buske og træer ville være for risikabelt at etablere. Både fordi de kunne dø, samt at honningsvampen ville kunne få nu kraft vha nye ofte.


Hos os blev ½ delen af baghaven gravet igennem i efteråret 2009. 2 gamle æbletræer, et pæretræ, 2 træer som tidligere ejer blot havde skåret af i jordhøjde skulle have roden gravet op (det ene viste sig at være et enormt fyrretræ), rododendroner, kejserbuske og en forsytia jeg havde håbet kunne vokse lidt op og dække af, når træer nu forsvandt. 
Forsigtigt blev træer fældet og kørt væk uden for meget savearbejde (savede over store stykker stof, så savsmuld ikke kom på jorden) og rødder - ofte hvide, angrebene -  blev gravet fri og kørt bort (uden at drysse gennem haven). Jeg kan godt fortælle, at det både var et fysisk og psykisk hårdt arbejde (selvom jeg stik mod sædvane ikke gravede meget med, da jeg dengang var gravid med Sophus).






Foto lånt fra KU, Skov og Landskab




Siden har vi været meget opmærksomme hvert efterår på, om der kom svampe op fra eventueller rodrester, som vi ikke havde fået med op. Frugtlegmerne fremkommer fra september-november, men oktober er den måned de oftest ses. Svampenes rhizomorfer kan let skyde sig videre 4-6 meter af gangen, så reelt var hele området i farezonen, så jeg har gået ture på bagstien langs områdets haver og spejdet efter de satans svampe. Og ja andre i området har også måtte grave efterfølgende og jeg har nu et træ 70 meter væk fra os kraftigt mistænkt for at være ramt!
Det første efterår kom der lidt svampe op i græsset, som jeg hurtigt fjernede, men ellers ser det ud til, at resten af haven har klaret sig. Men skrækken sidder i mig, for jeg fik virkeligt øjnene op for hvor hurtigt at havedrømmene kan blive til et rent havehelved!


Og man kan ikke gøre stort andet end at sørge for at holde haven i topform, så træet og buske ikke er svækkede, for så er de mere modtagelige. Vi aner heller ikke hvor svampen kom fra og hvornår den er kommet. Måske var de gamle, afsavede træer netop blevet fældet fordi de var syge, måske har vinden ført noget med sig? 


Stød fra havens fældede træer er et oplagt mål for svampene, hvor de kan slå sig ned og arbejde sig videre fra. 


Det man også skal passe på med (og som heller ikke er helt lovligt) er at indføre planter fra naturen ind i haven med jord – der kan svampespore og angreb netop sidde. 


Og ser man disse svampeknipper i sin have, ja så er det om at gå til handling øjeblikkeligt, for venter man og ser tiden an, bliver det kun værre – et angreb er den sikre død, så her læger tiden ikke alle sår, her kan tiden blot give rum til investering i nye træer og buske på længere sigt. For svampen forsvinder ikke – tværtimod (for lige at skrue op fra dramatikken er honningsvampen faktisk verdens største, kendte levende organisme. I USA har man fundet et individ, der dækker 15 hektar, og som man mener var over tusind år gammel...så her kan man ikke tro at tiden arbejder positivt for sig, hvis man vender det blinde øje til og trækker stråhatten godt ned i panden.


Det var ugen skrækhistorie herfra i denne ude....håber du alligevel sover dejligt i nat!