onsdag den 31. oktober 2012

AT SIDDE UNDER EN HORTENSIA































Dét er vist ikke mange forundt, så jeg må vise jer denne gamle, gamle svenske ”dame”.

I Sverige har jeg måtte konstatere, at der findes mange - især hvide – hortensiabuske, men få så store som denne. Den har smukke, lidt dråbeformede, hvide blomster og krogede, lavbeklædte grene, og om den kunne tale, ville den sikkert og vist fortælle mange spændende historier om tidligere tider, der på landet i mit kære Småland.

I min egen have i Danmark har jeg da også hortensiaer. 2 bærer navnet Annabella og bør komme med hvide blomster med syrliggrønt forstadie (nåede det ikke i sommer), mens et par andre sikkert aldrig vil blomstre og blot er på ”tålt ophold” bagerst i haven.
Derfor måtte jeg give mig selv en tiltrængt pause under denne flere meter høje hortensia sidste weekend - den oplevelse måtte jeg berige mig selv med!
Blomsterne er nu visne, men vil forhåbentlig kunne sidde fast på grenene til engang i vinter, hvor en nådesløs vinterstorm vil flå dem af og føre dem med sig ind i skoven. Men her i efteråret kan man sidde dér under busken - og med lidt god vilje dens 2 lidt mindre søstre – og nyde lysets spil gennem de gulnede blade. 

Jeg synes det er et fortryllende sted til ophold - det får med sin krogede ældning og enorme størrelse mig til, at føle mig lille og ganske ung, trods mine nu 36 år og 180 cm.





tirsdag den 30. oktober 2012

EN LØVHYTTE I SKOVKANTEN


I den svenske have er der masser af plads! Kun den store græsplæne om huset bliver nu slået, mens områder langs kanterne får lov at gro mere til, dog med græsstier lagt fast rundt i kanten af bede og til bevægelse i de vildere områder.

Der er også blevet plads til en stor løvhytte af grene– over 2 meter i diameter er den og knapt 3 meter høj, så det tager tid at bygge den op, og langt er vi ikke kommet! Tror den bliver fortryllende skøn der i kanten af haven, omgivet at letløvede træer og buske, når den engang er flettet færdig og kaprifolien muligvis kommer og slynger sig omkring. Jeg elsker når der skabes på stedet og installationer opføres og får sin  tid på jorden. Er ikke så meget til færdigkøbte løsninger og sådan et sted som dette, er det mere end oplagt at lave tingene selv i et uambitiøst tempo, som alle kan deltage i.
Hytten er bygget af hasselkæppe som selve skellettet. Også fletværk er hasselgrene på nuværende tidspunkt - men når vi når op mod toppen bliver det nok pil, der skal flettes med i stedet, da den er lettere at bøje.


Ungerne kommer givetvis til at leve derude de næste mange somre, hvis altså bare vildsvinene holder sig på afstand! Jeg krydser fingre!



mandag den 29. oktober 2012

NU MÅ DER HYGGES - OG STRAMMES OP.































Når efterårsrengøringen i haven nu næsten er overstået, linjerne trukket op og blot rammerne står tilbage, nyder jeg den enkelhed, der opnås rundt omkring i haverummet.
På terrassen (som vi ikke selv har bygget, men opdelingen i 3 niveauer er jeg tilhænger af – detaljeudførslen ikke!) markeres overgang med 5 ens lygter, som spiller godt op til den kvadratiske krukke med klatrerosen, som vi nyder indefra spisestuen.

Gentagelsen og markering af linjer giver stemning og en smule formalitet til haven, som jeg synes klæder den - og er et lyspunkt i mørket.

Et udtryk og en afklaret tone, der giver mig en fornemmelse af eftertænksomhed og ro.




søndag den 28. oktober 2012

VELKOMMEN TIL EN ISKOLD DRØMMEMORGEN.


Ja sådan een var det i morges, så selvom jeg har et (nyt) forsæt om kun at udgive 1 indlæg dagligt, ja så jeg allerede nu afvige og vise jer fotos fra imorges. Kan simpelthen ikke lade være at dele denne frost-oplevelse med jer og håber fotos falder i smag...

...Så jeg håber, at I vil slentre en tur i min iskolde have og nyde tidspunktet i morges, hvor frosten veg for solen og plusgraderne.

Elsker disse øjeblikket hvor nu’et stærkt triumferer og siger:”Husk at nyde mig netop i dette øjeblik – om lidt er jeg afløst af et nyt!”.

Dejligt sådan at stoppe og og bare suge til sig af øjeblikkets magi!




Velkommen indenfor - husk de uldne strømper...





Håber du nød turen...

EN EFTERÅRSHILSEN FRA DE TRÆTTE...OGSÅ MORGENTRÆTTE



En efterårsbuket



Tænk, kulden har rigtig bidt i nat, men nåede i går at tage disse levende & døde blomster med ind. Hjælper lidt på humøret, når man i princippet kunne sove 1 time længere - netop denne dag på året, -men det i stedet blot konverteres til 1 time tidligere op, da småbørn ikke sådan lige køber denne vintertid...

Godt jeg så har buket at finde lidt vitaminindsprøjtning i, for trods havens planter visner, tynges mod jorden, opløses og forgår, er der stadigt muligheder for at hente haven ind i huset.

Selvom blomsterne og bladene ikke længere er friske og sprøde, værdsætter jeg den skønhed, duft og fornemmelse af frisk luft, som buketterne giver – og så har jeg intet forbehold mod at samle de udtjente sammen til nye, interessante koblinger i buketterne (så længe de ikke er slimede).

Denne med de absolut sidste solhatte i forskellige livsfaser omviklet af lathyrus (forstår ikke den kan blive ved) og andre skævheder giver smil og humør til stuen på et øjeblik. Regnvåde, tilhaglede og forkomne blev de hentet ind til en sidste beundring.

Det har de fortjent synes jeg – forfald eller ej!


lørdag den 27. oktober 2012

KÅL KÅL KÅL – JEG MÅ HA’ KÅL (MEN HVAD SIGER DU?)





Rosenkål - efter min overbevisning dejligere at skue end at smage...



Min fars svenske køkkenhave var ved at slynge mig bagover af begejstring denne weekend. Ikke stor og markant, men hvilke strukturer, former og farver? Om jeg kan lide at spise dem kommer an på opskriften, men sikkert er det, at synet var uden mage og jeg bare må arbejde med at integrere disse former i staudebedene til næste år. Rosenkål, palmekål, rødkål, grønkål og mørk grønkål – hvor var de smukke! Savoykålen var desværre plukket, for den har usvigeligt sikkert også været interessant at fotografere…

Så her er lidt nærbilleder af køkkenhaven – håber også du kan se skønheden…det skulle jo være så sundt!






fredag den 26. oktober 2012

EFTERÅR OG (HER EN FOR MIG UKENDT) HØSTANEMONE
































De to hører sammen!

Her smukke høstanemoner i en lidt mindre udgave end man normalt ser dem. De står i haven til min families svenske gård og vi kender intet til sort eller forhold ellers, men smukke og ret elegante er de – og så er stauder i store ens grupper altid et stærkt syn – især når de er så høje og derved rumdannende som her.

Smukke og poetiske planter…og lette tilmed!




torsdag den 25. oktober 2012

SOM RONJA RØVERDATTERS LANDSKAB.



Ufremkommelig og vild - hårde klipper gemt under det blødeste mos - gribende rødder - gys og ydmyghed over naturens kræfter og eventyrlighed. De svenske skoves stemning er stærk.



Indrømmet, jeg er vild med Astrid Lindgrens univers. Min ældste dreng er begyndt at komme med indvendinger over jeg altid har følgende rækkefølge at foreslå godnatlæsningsbøger i: 1. Emil fra Lønneberg 1-3, 2. Alle vi børn fra Bulderby og 3. Pippi Langstrømpe (når han bliver ældre supplerer jeg med Ronja Røverdatter, Rasmus på farten og Brødrene Løvehjerte). Det ender til min ærgrelse sjældent med oplæsning af de bøger der står øverst på min liste, men forsøges dét skal det!

Jeg holder uendeligt meget af det skæve, barnlige, spontane univers, samtidigt med at min kærlighed til det svenske land også spiller ind. Derfor nok også tager bøgerne mig hårdt om hjertet.

Når jeg begiver mig rundt i de smålandske skove kommer historierne tilbage til mig. De svenske skoves vildskab, farlighed, størrelser, voldsomme scenografi og eventyrlige kraft er dragende, spændende og vidunderlig, synes jeg…men også lidt uhyggelig. Der er ikke megen pænhed og velordnede forhold her, og jeg ville aldrig turde strejfe rundt i nattens mørke der, det tilstår jeg.

Men skoven er uendeligt inspirerende og jeg kan mærke hjertet slå, sanserne skærpes og vagtsomheden skrue lidt op, når jeg bevæger mig omkring mellem mosgroede klippeblokke, væltede træer, mørke vandhuller og en ujævn skovbund man ikke aner hvad byder på… I denne verden er det som om, at især skikkelsen af Ronja Røverdatter får vægt - og de irriterende rumpenisser og uhyggelige skovhekse mærkes med ét ej langt fra virkelighedens realiteter.

Der er magi, eventyr og masser af drama i de svenske skove…



onsdag den 24. oktober 2012

MÅSKE JEG SKAL BLIVE MODIG OG TILFØRE GRÆS?




Græsser i haven
 Poetisk lette, vilde græsser der får mig til at overveje græsser i haven...


Tror jeg er ved at være moden til græsser! Har altid haft et lettere anstrengt forhold til denne plantegruppe grundet udtalt græsallergi, men hvor er de smukke i deres lethed og graciøse sitren i vinden.

Overvejer nogle høje, lette græsser til det store plænebed. Det skal være nogle, der suger efterårslyset til sig, giver højde og ikke bliver for voldsomme i udtrykket. Må nok kører en tur til Overdam Planteskole ved Hørsholm for at hente inspiration… har aldrig været der, men det skulle være en rigtig øjenåbner for græssers berigende verden.

Har du andre råd om græsser?

tirsdag den 23. oktober 2012

DE VÆRDIGE VISNE


Jeg er ikke en efterårsordner. Jeg drøner ikke rundt i haven og klipper stauder og etårige ned for at rengøre haven til vinterens komme. Faktisk passer jeg nænsomt på ikke at ødelægge de nu visne og sprøde planteskelletter, da deres højde, struktur og formsprog er en kilde til vinteroplevelser - i min optik.

Jeg synes de udtjente er smukke og værdige på deres egen måde, hvis de vel at mærke holder sig oprejste og ikke slasker sammen (for så kommer de væk).


Her er et par af de stadigt berigende – smukke på deres egen måde i den vilde svenske natur.



mandag den 22. oktober 2012

EN IMPONERENDE ROSENHÆK TAGER FORM



Lige nu danner de ældede granitsøjler alene overgangen mellem have og vej, men snart vil en rosenhæk ligeledes markere denne grænse.



Er netop hjemvendt efter nogle dejlige dage i familiens gård i Småland, hvorfra der utvivlsomt komme en del indlæg om forskellige haveemner i den kommende tid. Der er så utroligt mange ting at tage fat på – både skrivemæssigt, og så sandelig også konkret på gården.

Det er nu 1 år siden mine forældre købte stedet, men hele min barndom har familien haft ødegård i Sverige, så mit hjerte har grangiveligt et blågult skær, for jeg er dybt forbundet til landet efter et utal af mindeværdige ferier og skelsættende oplevelser gennem 26 år.

Nå men tilbage til Spelmanshuset, som gården er døbt.  

Den ligger 2 timers kørsel fra Helsingborg, smukt, roligt og afsidesliggende med plads, rum og frisk luft. Nær sø og omgivet af skov i kuperet terræn. Et vidunderligt sted at være! Huset er smukt hvidt med grønne detaljer, og har været et fint hjem for skiftende generationer, men bærer dog tydeligt præg af årtiers manglende vedligeholdelse, så der er et stort - men meningsfuldt og vanvittigt spændende - arbejde at indhente.

Langs den smalle grusvej som løber på grunden, har mit råd været at markere overgangen mellem vej og haven, så granitstøtterne får en mere logisk placering, og haverummet tydeligt adskiller sig fra bevægelsen, hvor områdets beboere også kører. Valget faldt på klitrosen Stanwell Perpertual, da den udover at være smuk og hårdfør også kan klippes i ønsket højde, har de ledeste torne mod rosensultne rådyr, remontere upåklageligt, er nøjsomme og kan klare den sandede jordbund som grunden har. Jeg elsker denne roses stride væsen og graciøse opbygning, så den var et oplagt bud, som heldigvis faldt i god jord.

Et halvt hundrede roser fra Rosenposten blev plantet i sidste uge og jeg glæder mig usandsynligt meget til at se rosenhækken tage form til næste sommer. Jeg tror det bliver et enestående syn med de sartrosa, velduftende blomster og det grågrønne løv mod det hvide hus med den smukke, amerikanskinspirerede veranda (som også er i gang med renovering…ligesom ALT andet!).


søndag den 21. oktober 2012

BLUE MOOD?


Hjulkrone blomstre i haven endnu. Selvom mange frygter dens selvsående væsen, synes jeg den er mageløs skøn med sine renblå, enkle blomster og hårede, grålige stængler, der ofte vrider sig i alternative former.

Denne buket måtte jeg have ind i stuen, som en sidste rest af sommerens blå himmel, havets kolde dukkerter og sommerens lækre salater med de blå blomsters flabede pift til det grønne.

Ved aldrig hvor hjulkronen dukker op næste år, men sikkert er, at den gør det! Mange steder byder jeg den hjerteligt velkommen, men holder et vågent øje med min gæst og lader den ikke føle sig så meget hjemme, at den får lov at så frø (Det gør den alligevel, så jeg fjerner det jeg kan). Skulle den inviterer sig selv indenfor i bede, hvor den blå farve ikke er velkommen, ja så er den heldigvis let at fjerne med hænderne...

Jeg er så betaget af de rigtigt blå blomster!!!




lørdag den 20. oktober 2012

SOPHIENHOLM – DET FØRSTE MØDE. AFSNIT 1 AF 3

Introduktion til et fabelagtigt haveunivers.

 


De formklippede hække og kunst som blikfang.


Den første gang jeg kørte gennem Frederiksdal glemmer jeg aldrig. En åbenbaring midt mellem Virum og Lyngby, som jeg havde udset til måtte værende et ligegyldigt tomrum i det Nordsjællandske landskab nær København.  Derfor måbede jeg en smule skamfuld, da det viste sig som et mageløst landskab af natur der midt imellem bebyggede områder, som jeg ellers formodede dækkede hele området.
Da først Virum slap sit tag og jeg kørte over marker med åndeløs smuk udsigt over først Furesø, var det som om kroppen begyndte at sitre og hjernen centrifugerende af forundring over hvad øjet så. Målløs forcerede jeg det stærkt kuperede terræn, krydsede en å over en knirkende træbro, kørte gennem den smukkeste løvskov, der lukkede sig om mig, men stadigt tillod glimt mod vandet og til sidste - i lommen mellem skov og sø - kom jeg til Frederiksdal hvor Statsministeren er så heldig, at have sin officielle bolig. Her kørte jeg langsomt forbi Sophienholm, intetanende om hvad der netop her kunne udvises af - om muligt - mere magi på dette sted.  Sikke en oplevelse.
Siden har jeg taget mod til mig, stoppet op og begivet mig ud i Sophienholms park. Først intetanende om hvad der ventede, siden undersøgende om stedets historie og tankerne bag denne landskabelige park med den romantiske haves sansepåvirkning.
Havens karakter nær hovedbygningen er tydeligt menneskeskabte med præcist klippede hække i bøg og taks, hemmelige gange og listige kig ud over området, mens de græsdækkede skråninger mod søbredden tager afsæt i det naturlige udtryk, hvilket giver spænding i mødet mellem det kontrollerede og det vilde.
Haven er fuld af poesi og drama. Den lægger sig med sin græsskråning om søbredden som et amfiteater, hvor vandspejlet er scenen (og jo tak der er drama her, når nogle af landets bedste roere i lynende fart glider hen over søen), mens der rundt om i parken er placeret små lysthuse, grotter, pavilloner og menneskeskabte rum via beplantning, som eksempelvis den imponerende linealle med træer som kanelabre. En konstant balancegang mellem storhed og fald, skønhed og gru, gysen og glæde! Parkens romantiske udgangspunkt er tydeligt med dens tryk på sanseoplevelsen.




Pyrmonteralléen og grotte




Fascinerende ved parken er også, at den glider sammen med Frederiksdals skov og overgangene er udviskede. De to refererer til hinanden, spiller op til hinanden og mødes og skilles uden man helt er bevidst om, hvornår parken slipper og skoven griber.
Desuden har parken liv og vitalitet. Den er ikke fastfrosset i tidligere tiders udtryk, men virker levende, stærk og berettiget i nutiden. Det forfald og mystik som dens stil har forsøgt at skabe, virker stærkt nu hvor tiden har sat sine tydelige spor. Parken får lov til at udvikle sig, gro til, blive indtaget af vækster – men alt sammen utvivlsomt efter nøje overvejelser fra staben. Forfaldet er styret og under kontrol, træer der gror sig ud i eventyrlige former og ikke længere kan holde sig selv understøttes, planterne trimmes og beskæres, men det er tydeligt, at parken ikke efterstræber et udtryk af ungdom, men af eventyr.
En spændende have, men en interessant historie og en verden fuld af kunst. Men historien, kunsten og havens opbygning vil jeg først berørt i de øvrige to indlæg om parken. Nu synes jeg, at du her blot bør få en fornemmelse af parkens særlige univers…












Sophienholm har åbent for offentligheden.


Sophienholm, Nybrovej 401, 2800 Kongens Lyngby
Hovedbygningen har skiftende kunstudstillinger og åbent Tirsdag-søndag 11-17. Torsdag 11-20. Helligdage 11-17. Mandag lukket. Parken er tilgængelig i de lyse timer…


Desuden byder hovedbygningen på et hyggeligt cafeterie, hvor man kan sidde og nyde udsigten ud over græsskrænten og Bagsværd sø.



torsdag den 18. oktober 2012

HAVEPLAN - HVORDAN DEL AF HAVEN ER TÆNKT?


AT DIAGNOSTICERE HAVEN.



I 2009 blev min have som fortalt i Havens Historie nærmest jævnet med jorden pga honningsvamp og intet måtte plantes i bagerste del af haven i de næste 2 år herefter. Dette tydeliggjorde havens problematikker, som jeg her vil fremlægge:

1. Grunden er kun knapt 600 kvm, hvilket ca giver 400 kvm til baghaven. Selvom der bag ved haven går en græssti ned til legeplads og senere sø, ja så er bagboernes rækkehuse ganske tæt på, når man ikke har træer til at afskærme og fange blikket.

2. Baghaven er stort set lige så bred som lang. Siden huset er et dobbelthus, ligger det i sagens natur helt til skel i den ene side, så haven føles mere bred end lang, hvilket jeg fandt problemetisk og lettere klaustrofobisk.

3. Husene er høje. Stuen ligger ½ etage oppe, så selvom hækken er knapt to meter høj, hindre den ikke øjet i at fanges af bagboernes vinduer.

Vi stod altså med en nærmest bar grund, måtte ikke plante træer eller buske, da honningsvampen så ville få nye ofre, og med en gammel og temmelig åben ligusterhæk (som man vist ikke slipper udenom i dette område af ens 50’er huse).

Vores løsning blev en pergolalignende installation i bagerste del af haven, som blev styrende og koblede sig til haven planløsning. Pergolaen er udført i ubehandlet lærketræ for at stikke mindst muligt i øjnene. De bærende søjler er runde, da vinklerne som bærende princip ikke er i rette vinkler (derfor måtte stolper være runde), da der her snydes…


OPTISK BEDRAG

Pergolaens bagerste søjler blev gravet ned hvor de bedst muligt kunne skærme mod bagboernes vinduer i stueplan, herefter blev søjlerne som står ind mod haverummet, placeret så linjerne kunne føres videre i bedes kanter og hermed skabe en øget dybdevirkningen i haven. På den måde fik vi lagt linjer ind i haven, som brød med bredden i haven og fik den til at fremstå som længere end den i realiteten er.
Desuden blev der (som rettesnor) valgt beplantning til pergolaen, som forstærkede det optiske bedrag. Planter med store, lyse blomster blev sat om de forreste søjler, mens der bagerst blev valgt mørkt løv, mindre blomsterhoveder og mørkere toner.

På græsplænens ene side ligger det store plænebed, som opdeling mod en bevægelseslinje og efterfølgende børnenes zone, mens plænen mod øst har et opdelt bed mod naboen. Dette beds inddelinger giver mulighed for opholdspladser, som føles som værende i bedet. De forstyrrer ikke det optiske bedrags stærke, rette linjer, men opleves som lommer i beplantningen. Dette bed (eller de bede) er alle holdt i hvide og blå farver med vægt på løv og frodighed. Træerne i selve bedene er blommetræer, i hækken får hyld lov at vokse, mens 3 himalaya-birk er plantet omkring sidepladsen med bænk og stole. Disse birketræer vil med tiden vokse sig middelstore og få de smukkeste kridhvide stammer, som vil være fortryllende at sidde under i dette skyggeflimrende område af haven.

Som nævnt er haven omkranset af en gammel ligusterhæk, som jeg acceptere, men ikke værdsætter! Jeg synes den er hullet, lidt sølvbryllupsagtig (ja undskyld, men I ved forhåbentlig hvad jeg mener…) og så lever den ikke op til mine krav om aflukkethed. Men den er der (og vil muligvis være der lang tid fremover). For at sløre dens væsen og faste ramme har jeg plantet træer og opført pergolaen langs hækken for at danne skygge og grønne filtre omkring hæk-rammen og derved sløre dens markering af overgangen til naboer og bagsti. På den måde opleves havens rum som mere flydende og mindre snærende på mig. Jeg har også et par områder med vilde roser og andet kratskabende, som lægger sig op ad hækken og giver en fornemmelse af, at hækken opløses på de steder  - irriterende når der klippes hæk, men resten af året er jeg begejstret for denne nedtoning af grænsen.


Pergolaen er vinklet, så dens bagerste væg er parallel med huset. Dette virker roligt og fornuftigt, når man betragter pergolaen fra huset af. Samtidigt giver det en kileformet sti bag dette grønne gitter, som lokker med eventyr og spænding for børnene. Et skønt sted at gå på opdagelse - der på "bagsiden af haven" - bag listevæggen, som nu frodigt er indtaget af klatreplanter.

Så for at forstå denne del af havens regelsæt må man forstå, at planen har taget afsæt i vores store behov for at lukke af mod bagboer og skabe et frodigt og oplevelsesrigt haverum. Dette har styret placering af pergolaens søjler, samt flere af træernes, som sidden er kommet til. Denne afskærmning har vi fundet nødvendig at finde en løsning på, og den har været toneangivende og dikterende for havens planløsningen.


På skitsen over området med pergolaen og "bedet med lommer" håber jeg, at mine intentioner synliggøres. Endnu er de smalle bede i pergolaens linjer ikke så tætte, ensartede og rumskabende som ønsket, men linjerne træder i år frem og giver haven et flow og en dynamik den ikke tidligere havde – og så er det vidunderligt at sidde helt nær planterne i de indlagte opholdsrum i bedene. Dette er lommer til fred!
Så velkommen til første del af min have – vi er begyndt i bagerste hjørne!




Skitse af østlige del baghaven, med terrasse, græsplænen og det der omkranser den mod syd og øst.



2010. Da hele haven stort set var ryddet og humøret helt i bund - dog var pergola netop opført. Siden er der desværre - for os - kommet yderligere 15(!) tagvinduer i bagboernes tagflader, så behovet for at skærme er ikke blevet mindre udtalt.



Som området ser ud her i oktober. Bede tegner linjer og vil gro op og være rumskabende. Foto i nederste højre hjørne fra den hemmelige sti bag pergola. Træer har stadigt støttesøjler, men kun vinteren over... Og nej, der er ikke mig der burde slå græsset, for jeg har allergi!



Pergola-konstruktion med linjerne der trækkes ud i haven og danner rum.



Nogle af de såkaldte "lommer til ophold" i bedet langs skel mod nabo, samt foto øverste højre hjørne af pergola'ens opbygning i ubehandlet lærk. Fotos fra juni og juli i år.

onsdag den 17. oktober 2012

EN KNOLDET SKØNHED









Ja, selvom jeg ellers havde forsvoret, at jeg skulle skrive selv et eneste lille indlæg om dahlia, så synes jeg I lige skal have lov at se dette fotos af den eneste der i år blomstrede.

Et impulskøb uden den store tanke bag form og farve – blot købt som knold, plantet direkte og vupti, denne her gad godt at blomstre - modsat de mere velovervejede og passede. Men her er årets sidste blomst, stående alene i grønt bunddække og blomstrede sejlivet... Christine hedder denne dahlia med blomster i kold rosa farve (Men hvorfor alle de menneskenavne til blomster? Synes det bliver irriterende at invitere alle de associationer indenfor i haven!!!)


tirsdag den 16. oktober 2012

LYKKEN ER – SIT EGET ÆBLETRÆ



Sophus og Rød Aroma




I haven har vi ingen gamle frugttræer (længere, desværre), kun få prydbuske der har stået i haven i årtier, og næsten alle stauder er nogle, som jeg har indført siden vi for 5 år siden købte huset.

Man kan altså være grov at sige, at haven ikke rigtig bærer på historie!

Men, hvad man ikke har, kan man - i min optik - enten kaste over skulderen eller gøre et forsøg på at skabe!

Derfor har jeg indført, at vi selv sætter historien i gang i haven. Drengene (og min mand) har hvert et æbletræ, der er deres, en del roser er bryllupsgaver, bærbuske foræringer af older og en surbærbusk står ligeledes som en indflyttergave fra mine morforældre (en vidunderlig busk med hvide blomster i forsommeren, sorte bær i sensommeren og de mest glødende løvfarver i efteråret. Dog har min mormor et lidt anstrengt forhold til, at den hedder surbær!).

På den måde bliver vi mindet om dejlige episoder, når vi entrerer haven og ungerne sætter en ære i, at netop deres æbler bliver set og spist.

Naturligvis er den romantiske tanke, at træerne skal stå der og gro til evig tid, og sandsynligvis vil de ikke det. Tilgengæld gror de sig ind i børnenes bevidsthed og barndomsminder. Som en dejlig havehistorie hvor haverummets mening fik en ekstra dimension og de selv blev knyttet til træerne derude.

Så ja, hos os er lykken en bid af sit eget æble.


mandag den 15. oktober 2012

JEG ELSKER CHOKOLADE(BLOMSTER)



Smukt blomstrer de stadigt i Det Store Plænebed.



I flere år har jeg ikke budt chokoladeblomst velkommen i min have – var lidt skeptisk overfor dens måske for røde farve, som jeg er påholdende overfor i sommermånederne. Men, i år tog jeg mig sammen og plantede dem i Det Store Plænebed. Hvor har de været et skønt bekendtskab – graciøse og hvinende lysegrøn i deres vækst og med fløjlsbløde, mørkerøde blade, der fornemt har arbejdet sammen med bedets mørke løv.

En lækker lille sag, der stadigt blomstre i bedet (selv efter en snert af frost) og selvom farven er en smule dekadent, er væksten og blomsterformen tilpas naturlig til min haves regelsæt.

Blomsterne er yndige i bed såvel som i buketter - og så er der det med duften! Den går direkte til hjernes afdeling for lækkersultenhed, for chokoladeduften er vitterlig ægte, men så diskret og let, at den aldrig bliver klistrende!

Men nu kommer vinteren og jeg er vægelsindet mht chokoladeblomstens fremtid. Har læst lidt rundt omkring, og mens der mange steder er ufravigeligt råd om opgravning og opbevaring ligesom med dahliaerne, ja så mener andre igen, at en solid vinterdyne måske vil gøre overvintring mulig.
Så har du erfaringer med i dette, ja så bliver jeg lykkelig for råd, tips og vejledninger, for chokolade – dét er kommet for at blive...


lørdag den 13. oktober 2012

DET EVENTYRLIGE FORFALD





Denne titel slog mig i går morges, da jordens for første gang i dette efterår her var dækket af rim. Blomsterne, hvor mange ellers hører sommeren til, stod der ramte af kulden. Det var her eventyr som Isdronningen prikkede til min erindring.

Hvor var det smukt derude, men også med et strejf af grusomhed og sørgmodighed. Disse sommerskønheder ramt af frostens dræbende pile, stod derude forsvarsløse og forsøgte at få mig til at gøre dem uundværlige og udødelige…men jeg kunne ikke. Desværre og heldigvis.

Haven fik sit helt eget liv denne morgen. Som ramte magien den. Jeg kunne ikke genkende dens farver og planternes kompositioner, som de stod der i deres dødsdans. Det var som haven fik sit eget liv, skabte sin egen scenografi, som jeg ikke kunne påvirke.

Sådanne små øjeblikke hvor forfaldet og døden bliver nærværende har sin særegne ro, men heldigvis kom også tankerne om gensynet, der venter forude på den anden side af vinteren.

Det var som om haven sagde til mig: ”Se jeg kan selv, så giv mig nu tid og fred til vi ses igen til foråret”.
Det kan jeg ikke love den, men jeg skal forsøge at respektere dens værdige forfald.



FESTFYRVÆRKERI SKAL DER TIL!


Indimellem kan det være sundt at huske på livets herligheder – tage let på tingene, blæse på æstetik og bare more sig! Juble over farverne og blive påvirket af deres kræfter.

I denne uge kom jeg forbi Sophienholm. En perle af et sted, som jeg kommer til at skrive mere om her på bloggen i den kommende tid.

Ved drivhusene har man skabt en dahliahave med over 50 forskellige sorter (mener det er Dansk Dahliaselskab der har skabt haven, men jeg kan ikke finde dokumentation for dette og skiltet ved haven var meget medtaget og svært læseligt). Iøjenfaldende, farverigt og forunderligt på sin helt egen måde.










Fotos blev taget i tirsdags – gad vide om de står der endnu efter de sidste nætters temperaturfald?





fredag den 12. oktober 2012

UPS’ER – LISTEN OVER ÅRETS 5 VÆRSTE HAVEKIKS

Og så er dahlierne slet ikke medregnet. Er nemlig så komplet fornærmet på de knolde jeg gennem foråret har passet, vandet og gødet i krukker og som med undtagelse af én eneste plante (pyha - her glemmer jeg, at dens knold blot blev gravet ned i jorden i maj) alle har undladt at blomstre. Er så knotten, at jeg fortrænger dem, selvom de egentligt burde få en skamfuld andenplads på listen!
Og nej året er ikke slut, men haveåret nærmer sig sin sidste kraftudladning inden kulden sætter trumf på. Så hvorfor ikke fundere over haveåret med en ups-liste? Så kan der altid komme en ih-liste til senere!


Min UPS-liste for haveåret 2012 ser således ud :



5. PLADSEN
Min smukke Duchess de Montebello-rose. Eller nærmere det der skulle have været Duchess de Montebello. Aner nu ikke hvad der i stedet er tale om, men sommerens besøg i rosenhaver har tydeliggjort for mig, hvad jeg nok godt inderst inde vidste – dette er ikke hvad jeg købte! Men smuk er den og bud modtages gerne (pt omkring 1½ meter høj, men hvad den kan blive, har jeg ingen idé om..)

4. PLADSEN
Mine liljer der burde have været rosa (Chikanøse liljer – hvad stiller man op?)
















3. PLADSEN
Alle de frø jeg såede og som ikke kom, samt alle de frø jeg aldrig fik i jorden. Fik seriøse pladsproblemer i vindueskarmene i foråret (har desværre intet drivhus) og måtte opgive diverse plejeprojekter… Tør ikke tænke på alt det der ikke blev til noget…

2. PLADSEN
Min solsikke ”Ice Creme” som skulle have været råhvid. Dén – lige netop den – blev forspiret inde og fik masser af opmærksomhed, kærlighed, ompotninger og omsorg, men…viste sig at ligne en helt almindelig solsikke til forveksling (dog uden kerner, men farven er så solgul at selv mælkebøtterne måbede overvældede).






1. PLADSEN
Og så den rædselsfulde rotte, som havde slået sig ned i vores garage, ødelagde vores pose med græsfrø og endte med at undslippe vores ellers ihærdige drabsforsøg. Sådan et bæst kan da om nogle tage den gode stemning ud af en ellers dejlig havedag og give garagen så dårlig karma, at selv haveredskaberne ser ud til at lide. Møg-dyr!
Fik efterfølgende at vide, at græsfrø bør opbevares i beholdere af metal eller glas(!) - tror mit alternativ bliver den ødsle form - at smide resterende frø ud fremover og købe ind til brug præcis når behovet er der.