tirsdag den 31. december 2013

FORTRYLLENDE NYTÅR ØNSKES I ALLE


Kære alle, hver og een der læser med her.

I ønskes et eventyrligt nytår herfra. Pas godt på jer selv i aften, men hop ind i det nye år med smil på læben og mod på et friskt år, som forhåbentlig vil være lige til at blive begejstret over. 

Åh, hvor jeg sådan håber, at det vil være dejligt for os alle som én.





Juleroserne står så smukke og hvide. Det er næsten som om de taler sammen - måske de også ønsker hinanden et helt igennem vidunderligt nytår


Og ja jeg må tilstå - dette år har her været en udfordring. 13 er definitivt ikke vores tal her i familien – jeg vil næsten sige, at jeg er lettet over, at jeg ret sikkert ikke når en alder på 137 år. 
Har ikke ligefrem mod på at nappe et 13-tals år igen. 

Mange er blevet taget fra os, sygdom har udfordret og ja, det har været lidt svært at holde begejstringen oppe meget af tiden. Desværre.

Men heldigvis har haven bragt mange gode timer med sig. Et dejligt sted at glemme sig selv, mærke livet og nyde øjeblikket. Vi har her taget nogle meget store skridt med inddeling i haverum og har bygget, knoklet og nydt resultaterne. Det har været så berigende, at opleve hvordan haveplaner bliver til virkelighed. Været vores lille "forglemmelses-boble".

Samtidig har det har været forunderligt at dele haveårets oplevelser med jer og gennem bloggen fokusere på det gode, smukke og havevidunderlige. Det har været en glæde, at klikke på bloggen og se hvordan vi sammen kan lade det positive være i centrum... Lade os havebegejstre.

Så nu venter jeg spændt på, at et nyt år tager form – hvor det vil føre os hen, hvad det vil vise os, lære os og glæde os med. 
Kan næsten heller ikke vente til at året 2014 sådan rigtig folder sig ud som et haveår. 

Håber I vil dele begejstringen med mig, også i året der kommer. Jeg er jo begyndt sådan at holde af jer og vores fælles glæde ved havelivet.

Så håber meget vi mødes i det nye år...og måske sådan rigtigt. Er jo mange gange blevet puffet til, for om ikke jeg kunne åbne haven en dag. Og hvem ved - i hvert fald ikke jeg endnu...måske jeg får tilkæmpet mig modet. 
Men det kræver at 2014 vil være en venlig størrelse. Ih, det håber jeg sådan...


De varmeste nytårshilsner fra Katinka



Her er en lynhurtig årskavalkade fra 2013 - du kan se en meget mere fyldestgørende kavalkade her på mit indlæg fra forleden





mandag den 30. december 2013

HYACINTER – UDE OG PÅ NYTÅRSBORDET


Jeg elsker hyacinter – men ikke i julen. Dertil dufter de for meget af forår. Dog har jeg altid nogle på lager til nytår, for jeg nyder at pynte med disse smukke og sprøde forårsbebudere. Og sikke en skræk, hvis de ikke var til at få fat på i disse dage - det har jeg prøvet før...

Udenfor har jeg et ”reservelager” til at pynte, mens de tålmodigt venter på udskiftningsbænken. Jeg har sat dem i trækasse og pyntet omkring dem med grangrene.

Naturligt, let og fint, synes jeg.



Ligeledes er en dekoration til morgendagens store aften på plads. Jeg har taget en gammel bageform, fyldt den med vandmættet, grøn oasis, pyntet den med lav og lidt mos, for til sidst at sætte hyacinter ned øverst.

Tror den havde været smukkere på grønt mos alene, men havde ikke lige mere og valgte hyggen inde fremfor endnu en tur i skoven... 

Lav er faktisk fra sidste år. Har stået knastørt i kælderen, men et par dage udenfor i støvregn vækkede det til live igen. Et lille mirakel, kan man måske kalde det, hvis man er til store ord...




Løg er fastgjort med elefanttråd stukket op i løget og rødderne er renvaskede, så de kan ligge smukke og sprøde over rensdyrlavet.

Åh, hvor jeg glæder mig til nytår nu...

Dejlig næstsidste dag i dette år fra

Katinka

lørdag den 28. december 2013

ÅRET I HAVEN


I ORD OG BILLEDER. Det er hyggeligt at se tilbage på de forgangende tolv måneder i haven. Mindes, varmes...og undres over hvor hurtigt et år egentlig går og hvor mange oplevelser en lille have som vores alligevel kan præstere på blot 365 dage.

For når man stopper op og ser detaljerne, ja så er det tydeligt hvor meget en have konstant foranderes.

Her har jeg samlet nogle af årets fotos taget på egen matrikel...for nu er der altså ikke mange dage tilbage, til vi tager hul på et nyt år.



Januar: 

En måned hvor der begyndte at vise sig forårstegn de første dage i året. Sneen kom dog snart og lagde en hvid dyne over de morgenfriske.


Februar: 

Vintergækker, erantis og krokus begyndte at gnide vintersøvnen ud af øjnene. De trodsede kulden og smilede håbefuldt til os kuldeskære indenfor.


Marts: 

Flere forårsløg lod blomster sende mod himlen, men kulden havde ikke travl med at slippe sit tag. 


April: 

De allerførste tulipaner begyndte nu for alvor at være forårskække. Krukker blev fyldt med forårsbebudere og insekter begyndte at sværme lidt.


Maj: 

Så kom tulipanerne for alvor. Varmen kom sent men med masser af vilje til at slå kulden retur. Alle tulipanerne glemte fuldstændigt om de var tidligt- eller sentblomstrerende. De skulle bare fremad med skubben og massen.


Juni: 

De første roser foldede skørterne ud, Sankt Hans blev fejret og midsommeren var både blomsterrig og dejlig lun.


Juli: 

Frodigheden fortsatte trods varmen. Roser og stauderne indtog for alvor rampelyset og fyldte haverummene med duft og storslået skønhed. 


August: 

Endelig blev vores sorte overgangskonstruktion med indbygget springvand og refugium færdigt, så gavlhaven nu rigtig kunne fremstå som selvstændigt haverum. Den lille pause ved springvandet blev øjeblikkeligt alles ynglingssted


September: 

Frugt modnedes og hegn som indgang til gavl- og baghaven blev bygget. Det sorte plankeværk med bordplade fik lige de sidste detaljer på plads.


Oktober: 

Efterårsforfaldet blev synligt, men også dejligt farverigt. 


November: 

Først Halloween-uhygge, men siden mere en have, som stod og ventede på at decembers hygge skulle komme og skabe fornyet herlighedsværdi derude.


December: 

Fuld fart på juleriet – både ude og inde.



Så tak til dette haveår - håber 2014 bliver endnu skønnere....

Dejlig dag fra Katinka


fredag den 27. december 2013

FUGLENEG PYNTER OG HYGGER


Efter dejlige, rolige og kalorietunge juledage kan det være en sand foræring, at gå en tur udenfor. Få frisk luft i ansigtet, bruge lidt energi og bringe gaver til havens dyr.

Her har vi hængt massevis af røde, pudsede æbler ud til fuglene (20-30 stykker - for skal det være jul, så lad det være jul), samt sat juleneg op. 

Det ser så hyggeligt ud, synes jeg.







Så jeg nyder en tur udenfor i den dyrevenlige julehave. 

Nyder den ro som tiden mellem jul og nytår besidder. Bare som om dagene er længere, tålmodigheden større, ambitionsniveauet lavere og nærværet højere.





Så vi tager en hyggelig alene-hjemmedag, betragter fuglene der smovser, og nyder at der ude som inde er en sand overflod af lækkerier.


Vidunderlig julehyggelig dag fra Katinka

onsdag den 25. december 2013

JULEKAFFE I EN FART


Dejligt at opgradere kaffen med en et drys kardemomme – det giver øjeblikkeligt at følelse af, at denne tid er noget helt særligt.

Så jeg putter få kapsler kardemomme ned mellem kaffebønnerne (ca 1 kapsel pr kop kaffe) og maler det hele sammen. 




Let og lige til – og bare SÅ juledejligt sådan en juledag.


Juleknus fra Katinka

tirsdag den 24. december 2013

GLÆDELIG JUL OG TAK


Tak for 24 forrygende dage i julebegejstringens tegn – det har været en usædvanlig hyggelig tid med så mange juleglade haveblogge. En herlig energi og lyst til at gøre tiden til noget særlig har præget disse 24 dage.

Men i dag er det juleaften. Vi er nået til 24 ud af 24. Så nu håber jeg sådan, at en fortryllende julestemning har nået ud i hver en krog hos dem, der sætter pris på julen.





Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at sende min hjerteligste julehilsen ud til alle jer kære mennesker, som læser med her og netop gør det så sjovt og inspirerende at skrive. Uden jer ville begejstringen ikke kunne bære. Men med jeres klik, ord og begejstring er det en daglig glæde, at åbne bloggen og se at den lever og stor-trives. 

Tak!

Nyd nu juledagene med nærvær, hygge og lækkerier – jeg ved ikke hvor meget bloggen kommer til at holde fri…det tager jeg som tiden, lysten og julefreden gør det muligt.

Så lige en lille potpourri af årets juletræsfotos… Det store træ er proppet med søde minder om så mange dejlige juleferier. Har haft eget juletræ fra jeg var 4 år, så der har været en hel del år at samle i...

Så selvom jeg normalt ikke går ind for det lettere overdrevne, ja så nyder jeg så meget alle de søde gensyn, at det meste skal på træet. 


I år er det dog jordfarverne, der især præger billedet. Det røde får det lille, skøre træ lov til at pynte sig med...







En af de filigran-kugler jeg beskrev den 22. De er loddet sammen af gamle armbånd og diverse perler og smykkedele. 





Den blå glaspynt har min kære morfar lavet til mig, da jeg var barn. Har meget andet han har kreeret, så sikke mange minder, tanker og savn der ligger i den pynt. Elsker det!





Denne kugle hængte på træet hos mine oldeforældre. Fik den af min mormor, da jeg var 6-7 år og det er næsten med ærefrygt jeg hvert år finder den frem.





Det lille skøre træ er nu kommet op i højden og pyntet med levende lys. Åh, jeg er helt vild med det (læs om det her)




Rigtig Glædelig Jul til alle.

Kærligste julehilsner fra Katinka – og HavePlaner & PlanteBegejstring selvfølgelig...





mandag den 23. december 2013

JULEDUFT I HELE HYTTEN


Nu skal julestemningen rigtig have ilt, så her pyntes med ekstra gran på værelser og i stuen. Kan ikke lade det store juletræ alene om denne opgave, når det i aften bæres ind.




Julegran i vase og juleduft i sølvskål. Jo nu er julestemningen næsten til at tage og føle på...



Selv i soveværelset og på badeværelserne er der nu pyntet med gran og juleeventyr. 

Vidunderligt at vågne til duften af gran. Klart anbefalelsesværdigt, synes vi alle her.




Kræmmerhuse med gran dufter ved hovedgærdet, mens gran i vase pynter på en gammel, svensk biblioteksstol (læs mere om denne hjemmelavede pynt her)






Gran på badeværelset - nemt og velduftende



Samtidig har jeg lavet lidt jule-potpourri at putte i skåle rundt omkring – kanel, grannåle og nelliker dufter skønt og blander sig med duften af de nybagte småkager. 


For ja, selvom det at bage tager tid - og det jo kan være en mangelvarer i december - ja så kan jeg ikke undvære duften af julens småkager.






Åh, hvilken sanselighed julen kan bringe med sig...


Fortryllende lillejuleaftensdag fra Katinka

søndag den 22. december 2013

LAV JULETRÆSPYNT DER PYNTER


Mangler du det sidste touch til juletræet og orker du ikke flere butiksbesøg, så kig i skufferne og skabe. Her kan du sikkert finde uanede muligheder til dejligt pynt, som du selv let kan lave. I dag viser jeg nogle af de muligheder du har...


Selvom jeg på ingen vis mangler pynt, så kan jeg alligevel ikke lade være med at lave lidt ekstra, for det er så hyggeligt og sjovt.

Her ser du snefnug lavet af pasta-sløjfer. De er limet sammen med limpistol og siden malet og glimret lidt til. Man vil sagtens kunne bruge andre former pasta, men disse havde jeg på lager.

Jeg har lavet lidt forskellige "snefnug" - her ser du 3 af dem. ret sjovt at sidde og pusle med.







Julekugler som filigran viser jeg, når juletræet er pyntet. De er lavet af gamle metalarmbånd, som jeg ikke længere brugte.
Perler og diverse vedhæng er brugt til at hænge ned i midten af kugleformen der tegnes.

En anden fin måde at lave pynt på, er ved at tage et stykke elefanttråd, ståltråd i sølvudgave, perler, prismer og forsølvede blade og knopper – så har man da ret fin pynt, synes jeg.






Så mangler du det sidste pift, så ligger løsningen måske i skuffer og skabe...

En helt hurtig, men fin måde at pynte på, er blot at spraye en kogle. Let og meget simpelt. 





Der er nu noget over pynt, som ikke er som alle andres, synes jeg.


Hyggelig 4. søndag i advent fra Katinka


lørdag den 21. december 2013

"TIL OG FRA" MED HAVEFOTOS


Med så utallige, dejlige havefotos der dagligt lægges på nettet rundt omkring, ja så ved jeg, at mange ligger inde med de skønneste fotos. Og hvorfor ikke bruge dem til kort?

Jeg køber aldrig kort – aldrig som i...aldrig – for med harddisken proppet med fotos, kan jeg altid hurtigt printe kort ud til diverse lejligheder. En billig og personlig måde at gøre det på.



Igen i år bliver julegaver pyntet med små "Til og Fra"- kort med egne vinterfotos. Julekort er også af ”egen avl". 



Lavede for flere år siden skabeloner, så jeg hurtigt kan lægge nye fotos ind og lave et nydeligt kort på kort tid.

På den måde bliver fotos også vækket til live igen og får en ny storhedstid. Det synes jeg er både hyggeligt og rart.

Hvad gør du?


Nysgerrige decemberhilsner fra Katinka


fredag den 20. december 2013

HUSETS SKØRESTE JULETRÆ


Sådan et er flyttet ind – en lille størrelse, som har fået til opgave at bære børnenes hjemmelavede julepynt i bedste Shane Brox-stil. De har nemlig hans byggejulekalender, og det er ikke småting, der kan bygges af skrald og dippedutter.





Så nu kan det hele ikke længere ligge i det lille julelandskab vi har kreeret - så det der kan hænge, det hænge.

Kan ikke lade være med at smile til det lille træ fyldt med glimmer og dimser – synes det har sin helt egen personlige charme og en uforlignelig julebegejstring.




På toppen sidder en særegen (læs: mere spøjs end køn) juledekoration som stjernen. Den er lavet af æggebakkedimser, glimtende mosgumme, piberensere og perler




Nødder, perler, skruelåg og vatkugler har fået helt ny betydning





Julefugl af klemme, fjer, perler og vatkugler...småskørt med sjovt.



Tænker, at det træ går lige i børnehjerter. 


Imens sidder "Fætter Skovfjært" og glimmerrenen, som julekalenderen handler om, og kreere julepynt i juleskolen, til luciapigernes skønsang. 


Jo, der jules på skøreste vis her...




Småskør decemberhilsen fra Katinka - der dog glæder sig til den 23. december at pynte det store juletræ



torsdag den 19. december 2013

BAG RUNDE KNÆKBRØD TIL MAVE OG JULEPYNT


Her er påvirkningen fra Sverige nok mere end tydelig, men jeg elsker altså disse runde knækbrød. De er lette at lave, smager forrygende og så er de søde som nostalgisk og simpel julepynt.

Jeg har bagt, så vi både har noget at spise, når vi kommer hjem fra julens mange arrangementer, og til at pynte op med i køkkenet. 

Knækbrød ophængt i fine bånd er dejlig julekøkkenpynt, synes jeg. Også gerne pyntet med grankvist, men jeg får først ny granforsyning i eftermiddag.






OPSKRIFT:

Opskriften her giver hos mig  12 runde knækbrød med en diameter på ca 12 cm. Jeg bruger en lille skål til at udstikke omkredsen og et snapseglas til hullet i midten.

Du skal bruge:

4 dl kerner og gryn (havregryn, hørfrø, rygkerner, solsikkefrø e.lign – det du har i skuffen)
2½ dl hvedemel
1½ dl rugmel
1 tsk bagepulver
1½ tsk salt
½ tsk sukker
1 dl olie
2 dl vand
Evt ekstra kerner til at drysse ovenpå brødene, men undlad dette, hvis tanken er at hænge knækbrødene op – det sviner vildt ellers.

Sådan gør du:

1. Ælt alle ingredienser godt sammen. Jeg rører den fast med dejskaber og ælter det sidste i hånden.

2. Del portionen i 2 til at starte med og rul den ene del ud mellem to stykker bagepapir til dejen er ca 2 mm tyk.

3. Udstik nu med skål og glas og læg brødene på smurt bageplade. Drys evt med ekstra kerner

4. Tag det overskydne dej og suppler med nyt. Fortsæt til det ikke er mere dej at gøre godt med

5. Bag brødene ved 200 grader i ca 20 minutter. De skal gerne være smågyldne og sprøde

6. Lad de bagle knækbrød hvile på bagerist til de er kolde

7. Nu er de klar til bånd eller maver









Elsker når julepynt i køkkenet er til at spise - og der er jo så mange søde og smukke muligheder.


Skøn decemberdag fra Katinka