MIN FARMORS HAVE

Denne have findes ikke længere. Måske har den aldrig gjort – blot skabt i barnets univers, da jeg som lille besøgte min farmors frodige vildnis af en have, som både kunne få mig til at gyse og glædes. Hvad er fakta og hvad er forestilling – jeg ved det ikke og kan aldrig få det opklaret…

Fysisk var haven placeret nær Dyrehaven, i Hjortekær. Vi kom ikke ofte på besøg og jeg blev aldrig fortrolig med haven, ikke på samme vis som mine ældre fætre og kusiner, der modige og selvsikre indtog denne lukkede, grønne verden. Måske var jeg frygtsom, måske blot for lille til at turde begive mig scenevandt rundt i denne usikre og overvældende verden af planter.

Her boede min farmor. Hun var flyttet ind, da hun efter min farfars alt for tidlige død mødte en ny mand, som boede i det store, herskabelige hus nær Kongens Lyngby. Smukt lå det med sine hvidpudsede facader, sprossede vinduer og ædle udtryk godt skjult fra vejen, hvor haven, der tidligere havde været planteskole, var tilgroet og tæt. Forbipasserende havde ingen chance for at få indblik i stedets kvaliteter - det lukkede sig om sin egen herlighed.

Haven var enorm. Tæt beplantning, oldgamle træer, vilde uplejede områder, i et virvar af vildskab gemte selv på et sommerhus i et hjørne af haven, skjult fra den øvrige, men andre dele igen havde tilnærmelsesvis passede bede med enkelte roser og måske pæoner i sære farver.
Jeg husker haven som mørk, mystik, usoigneret og fabelagtig frodig. En have der både kunne få een som barn til at blive begejstret og bange – påvirke sanserne i abnorm kraft. Jeg husker thujaer høje som hustaget, frugttræer tyngede af frugt og manglende beskæring, så de pressede og fyldte haverummene ud, græsplæne blød af mos og mørke områder, der opdelte grunden og fik en til at se sig en ekstra gang over skulderen. Det var ikke en have der ville behage – ønskede man ophold, var det som om den gav lov, men ikke orkede de imødekommende smil…

Min farmor kom fra landet, gjorde tingene på sin egen måde og det blev hun ved med! Vitterligt en dame der ikke blot sad med hænderne i skødet og lod sig tilpasse. Hun lod stå til det hun ikke prioriterede, passede haven som hun nu alene syntes det skulle gøres og hamrede blåsøm i et stort, gammelt kirsebærtræ i haven, som hendes mand ikke ville lade fælde. Så måtte det lide en langsom død, men sin vilje skulle hun nok få. En atypisk kvinde, men stærk, selvstændig og fascinerende!

Det er mange år siden min farmor flyttede til mindre forhold og fire år siden hun forlod denne jord. Jeg følte intet større tab dengang, da hun forlod Hjortekær. Da havde jeg ikke gjorde mig tanker om hvad stedet ubevidst har betydet for mig. For jeg følte mig aldrig tryg ved stedet og haverummets mange ubekendte, med den nagende frygt fascinerede mig - må jeg som voksen vedstå.

Det var en have hvor alle sanser var i alarmberedskab, ikke et velordnet, sikkert univers, men et rum hvor væksterne satte dagsordenen og lod os besøgende lukke ind for en stund. Min mormor og morfars have (den findes stadigt, så den skriver jeg om en anden gang måske) var velordnet og rettet ind, så den følte jeg mig fuldstændig modig i, men i min farmors tætgroede redelighed blev mine sanser nok alligevel presset så massivt i vejret,så haverummet har sat sig spor, selvom jeg slet ikke havde samme nære forhold til den.

Hvorfor skriver jeg om en have der ikke længere findes, som jeg ikke har fotografier af og som mine tegninger formidler i stemning fremfor fakta?

Fordi jeg spekulerer over min egen søgen efter det frodige, vilde og paradisiske grønne rum, hvor verden lukkes ude og alle flader er indtagede og påvirkede af vækster. Min logik og skoling viser mig skønheden i det enkle greb og de rene linjer, men for mit eget havevedkommende kan jeg mærke higen efter haverum, som arbejder med at påvirke dens besøgende gennem sansernes spektre. Som i romantikken, hvor man skulle gyse og behages, have mørket for at se lyset, opleve kulde for at værdsætte varmen og mærke utrygheden for herefter lettet at puste ud i trygge rammer.

Det er ikke den enestående sandhed om min tilgang til haver, men en brik til forståelsen. Uden at vide frygteligt meget om emnet, er min tro, at vores barndoms rumlige oplevelser præger os gennem resten af livet. Nogle sætter sig spor som drømme vi efterstræber, andre som veje vi for alt i verden fremover vil undgå. Kender du til følelsen?

 

Tegningerne håber jeg vil blive læst med en barnlig fornøjelse om en have der engang påvirkede mig. Desværre findes den på ingen måde længer, udstykket til yderligere 3 husgrunde, men det hvide hus ligger der endnu – utvivlsomt meget smukkere end dengang hvor min farmor tog let på dets ambition om ære, omsorg og respekt. Nu er det muligvis det smukkeste hus med adresse på Hjortekærsvej, men det ligger så langt fra vejen, at det ikke er let at få øje på. Desværre er det nu ikke haven der skygger, men to huse i første række, der lukker af for det klassiske hus.

Alting har sin tid og haven havde sin. Nu lever den stille videre i alle dem, der givetvis som mig lod sig påvirke - og i mine ubevidste valg og drømme om en vidunderlig og stimulerende have…