fredag den 7. september 2012

GRÆSPLÆNEN & JEG – ET HAD/KÆRLIGHEDSFORHOLD



Græsplæne eller ej? Ja i min have er den uundværlig. De to små drenge elsker at boltre sig på dets bløde, grønne tæppe og jovist det grønne er farvemæssigt dominerende, men jeg elsker denne saftfyldte farve, som emmer af vitalitet.
Men mit forhold til græs er ikke uproblematisk. Langtfra! Egentligt må jeg tilstå, at jeg aldrig – som i aldrig – har slået græs. Jeg har nemlig græsallergi – en frustrerende lidelse især når man er havetosset. Så når min mand pusler med græsslåmaskinen fortrækker jeg bag lukkede døre og vinduer. Duften af nyslået græs er for mig desværre ikke lig med sommer og sol, men nysen og øjenkløe.

Derfor stiller jeg heller ikke krav til plænen på samme vis som til bede. Jeg blander mig faktisk udenom dens frisure og ser også en charme i, at den indimellem bliver lidt langhåret. Så længe den ikke forsøger sig med at udvide sine territorier ind i bedene! Naturligvis er det en nydelse at se den nyslået og med stukne kanter, så referencen til de engelske haver er umiskendelig, men her hersker ingen plænefascisme.  
Så ambitioner på græsplænernes vegne lader jeg min mand om. Han slår, gøder og lufter plænen med entusiasme og får den til at strutte af livskraft, mens han skuler ondt til det mos, der i de mørke hjørne har bidt sig fast. Jeg synes lidt mos er uproblematisk – det er grønt, blødt…og fri for græspollen!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka