fredag den 14. september 2012

FOTOGRAFIER OG NOTER – REDSKABER TIL AT FORBEDRE HAVEN.







Når solen skinner og stauderne stadigt blomstre, er det svært helt at forstå at haveåret nærmer sig sin golde fase. Det er tid til at lægge forårsløg i jorden, dele stauder, flytte rundt på andre og måske plante nyt. Alt sammen med fokus rettet på næste haveår...
Endnu sværere kan det være at huske på, hvilke indgreb man nu bør foretage sig. Hvad fungerede og hvad skal retænkes, så næste sommers have kan blive endnu skønnere i dette års?
Dertil er der to vigtige redskaber: En havejournal til noter & skitser og et kamera til gengivelse af det der virkede og det der skal ændres på - altså problemfelterne. De sidste giver ikke de skønneste fotos, men oftest de mest brugbare!


Derfor opdeler jeg mine fotos i 2 kategorier (udover årstal og måned):
1) De stemningsskabende og skønhedsformidlende


2) De praktiske der skal fastholde en problematik! Er der nogle planter som skal flyttes pga farve, struktur eller størrelse er det uendeligt meget nemmere at huske problemet, når man har et foto af pågældende! Ellers glemmer man det blot (når havens næste udøvere forblænder med deres skønhed) eller man graver på må og få uden præcis at huske hvor der skulle slås ned!

I min havejournal noterer jeg så det, der ikke vises på billederne. Altså det jeg tænker! Alle overvejelserne. Hvad vil gøre sig? Hvad bør tilføres for at få kompositionen løftet? Hvor fungerer haven og hvorfor? Hvor bør man få gæster til at stå med ryggen til – og hvordan løses det? Desuden skitserer jeg strukturer jeg ønsker at opnå samt placeringer af planterne nu og fremover. Stiller diagnosen...

Og nej fotos og skitser af børnesygdommene, fejlkøbene (de bliver for det meste omgående gravet op eller blomsterne klippet af) og det der skuffede, behøver jo ikke være dem man viser til andre. Men hvor er de nyttige selv at betragte og gruble over. Kun ved at vedstå sig problemerne og manglerne kan man gøre haven endnu bedre til næste år.
Så fat linsen og pennen, forevig både det skønne og det sørgelige – og brug begge yderpunkter til at tage haven skridtet videre mod dit paradis!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka