lørdag den 15. september 2012

DE GAMLE ROSER





Vi har to enorme ”New Dawn”-roser, der vokser imponerende op ved et stort, smukt, sprosset vindue i stuen (vores stue er ½ etage over niveau, så der er lidt vej op). Plantet håbløst tæt opad sydvendt facade, men de har stået der i årtier og er umulig at flytte til gunstigere forhold. Egentligt er jeg ikke helt sikker på, at det egentligt er nævnte sort, men siden jeg i sommer besøgte Løve Planteskole hos Torben Thim og af ham fik at vide, at det ikke kunne være andet (men…), ja så er det nu vedtaget.
Roserne er gamle, de tilraner sig altid stråleplet, men deres grokraft og livsvilje er så betagende, at jeg ikke kan andet end at bifalde dem og sørge bedst muligt for dem. Gravet op bliver de ikke!

Hvert forår bliver roserne klippet nærmest nådesløst tilbage, så jeg i uger efter har arme så forrevne, at en galsindet kat ikke kunne have gjort det stort mere effektivt. Roserne bliver klippet for at holde vinduerne relativt fri, undgå for tæt vækst (som kan holde på fugt og skabe grobund for endnu mere sygdom) og så den beholder en højde hvor jeg stadigt kan nå fra skamler, når dens nye skud ustandseligt må fastgøres til husmuren.

Faktisk er roserne som vilde og gale i deres gro-iver. De sender kaskader af blomster ud i sommeren, og skyder nye skud i meters længde så hurtigt, at man muligvis ville kunne se dem gro, hvis man tog sig tid til at betragte dem indgående.

Deres blomster har en ynde som de nyere New Dawns ikke i samme grad besidder. Den magi som uplukkelige blomster har, er udtalt. Dem der skal nydes derude i deres rette element, og som mister deres styrke og saftspændthed så snart de er plukkede, har det uopnåeliges evne til at drage. Disse rosers blomster er skønne som marcipanroser, men tager man dem ind, mister de deres gode humør og smider kronbladene efter et døgns tid. Sart, skrøbelig og åh så efterstræbte.
Sådanne roser man tilgiver deres svagheden, hylder for deres storhed og for den ekstravagance de tilføre husmuren, haven og stuen også.
Desuden må man respekterer dem for deres alder og personlighed. Det fortjener de her i deres alderdom…


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka