onsdag den 19. september 2012

EN NYTTIG IDÉ: MIT FJERNARKIV


Jeg er ingen rigtig haveduks. Jeg glemmer hvor jeg præcis har gravet planter, får ikke nippet alle blomsterhoveder af, ikke altid vandet krukker før end planterne hænger triste, ikke lige gødet på den helt rigtige dag og har tit tusind ting i hovedet, så en idé pludseligt ikke er til at trylle frem igen…

Dertil er en havejournal fortrinlig (læs også Noter og Fotografier - redskaber til at forbedre haven). I hvertfald til at fastholde havetanker (selvom det nu ikke kun er dem, men nærmest hele verden, der optager mig, mens jeg graver, planter og vander). Havejournalen til noter, skitser og skøre indfald er uundværlig for mig, men ofte er jeg så umådeligt beskidt når jeg arbejder i haven, at jeg ikke tør sætte mine sorte fingre på journalens syrligtgrønne stofomslag, men så er det godt jeg har mit fjernarkiv!

Lyder det ikke fornemt?


Men dét er det så langt fra! En gammel skotøjsæske jeg har stående i garagen. Heri lægger jeg plantekort som ofte følger med fra planteskoler. Jeg gemmer som regel blot én af hver (men oftest ligger der pludseligt 3, fordi jeg lige skulle være på den sikre side), med og uden jord på! Derved har jeg altid min kasse at rode i, hvis et navn er smuttet og ikke noteret i havebogen, for ikke få gange har jeg spontant slæbt en ny havebeboer med hjem uden at have haft det på huskesedlen… Desværre havde jeg ikke en kasse de første 2 år i haven, så mange plantenavne er ærgerligt nok gået tabt i den periode.

Men en skotøjsæske som fjernarkiv. En lille, let, nyttig og praktisk idé til alle jer, der har det på samme måde som mig og nogle gange har mere travlt med at plante end med at notere.

1 kommentar:

  1. Jeg gemmer også skiltene i min have-redskabs-taske som jeg altid har med rundt i haven.
    Jeg er begyndt at tage billeder af planteskiltene når jeg er kommet hjem fra planteskolen - så er de så belejligt "ved hånden" når jeg sidder ved computeren. De får etiketnavn "planteskilt" + blomstens danske navn.

    SvarSlet

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka