mandag den 10. september 2012

DEN SKØNNESTE PLADS I BEDET




Denne sommer traf jeg et valg om at opdele det store blå og hvide bed, der løber langs hækken ind mod naboen, i to bede. Problemet var nemlig, at i den ene ende af bedet var det umuligt at holde bare tilnærmelsesvis fri for skvalderkålen, som allerede havde solidt fodfæste, da vi overtog grunden. Med rødderne effektivt vævet ind mellem en gammel laurbærkirsebær og syrener var kampen ikke til at vinde. Så i stedet for selv at kæmpe, blev der på dette sted plantet sejlivede stauder (forskellige storkenæb, ærenpris og staudevalmuer) sammen med et blommetræ, albaroser og en kaprifolie. Nu er kampen ude af mine hænder. Bedet er vildt, frodigt og lidt mystisk. Knapt 2x4 meter og alligevel er både pindsvin og fugle vilde med lokaliteten.
Egentlig en fin løsning. Problemet blev blot, at jeg havde svært ved at holde kamppladsen tilbage fra det øvrige bed. Derfor opdelingen!

 


Nu er bedet delt af et stykke jord (skal blive til græs) på ca 60 cm i bredden. For enden har jeg lavet en konstruktion af hasselkæppe, som en en midlertidig installation i haven. Den er vind & skæv og vækker både begejstring, skæve smil, bifald for sin charme - samt hovedrysten.
Selv synes jeg, at dens forgængelighed og uhøjtidelighed er noget så herlig. Her vokser vild humle og roser frejdigt op. De giver den skønneste indramning af himlen, hvis man sætter sig eller lægger sig under den. Og væsentligt er, at man oplever konstruktionen som en skærm mod hækken ind til naboen, hvilket forstærker følelsen af et ugenert frirum. Et vidunderligt og let skabt åndehul, hvor blomsterne er helt tæt på. Selvom man har fødderne halv ude på græsplænens livlige bevægelse, er der skabt en følelse af at være lidt sig selv og i en lomme af fred.
Dette er blevet sommerens favoritsted for familien og en middagslur der midt i bedet blandt summen, knitren og dufte er et lille eventyr i sig selv. Tænk hvor lidt der skal til..?




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka