mandag den 3. september 2012

ET ÆBLEPARADOKS

På havens æbletræer hænger de skønneste æbler nu og venter på at blive helt modne. De er nærmest uimodståelige, ja faktisk har familiens yngste allerede sat gode (og ødelæggende) tandmærker på flere af det laveste træs frugter. Men ingen kunne stille sig uforstående overfor den lilles handling, når nu de lækreste æbler hænger i hans næsehøjde.

Vores hus er opført i et område der tidligere var æbleplantage, så her har man nærmest pligt til at have de skønne og fordringsløse træer i sin have. Vi har som nævnt under ”Havens historie” været nødsaget til at fælde de gamle træer, men har skyndt os at få nye i jorden. Således har nu både min mand og mine børn hvert deres træ, som de hver især forsvarer med stor energi og længselsfulde betragter æblerne på. Jeg må nøjes med fælles-træet og samtidigt smile skævt til min lille, lavstammede navnesøster ”Katinka”, som jeg forærede min mand for nogle år siden. 



Det er et træ jeg virkeligt kan anbefale. Det er af norsk oprindelse, en forholdsvis ny sort, men hvilke vidynderlige, fladrunde æbler! Ligesom Rød Aroma, som vi også har i haven, byder det på smagsoplevelser i topklasse. Syre og sødme i perfekt balance! Desuden er begge træer sunde, så de er virkelig bekendtskabet værd.
Udover Rød Aroma og Katinka har vi det velkendte Filippa i haven, der med sine lange, spinkle grene hjælper til med at danne overligger i havens største bed. Som nyt  bekendtskab i haven, har vores ældste søn fået plantet et af sorten ”Frederik”. Det er af norsk oprindelse ligesom Katinka, men vi fik det forærende og kender ikke meget til smagen, så spændingen omkring de få æbler, der i år får lov at vokse, er sitrende.


Men for at afslutte med overskriften jeg startede med...
Når man sådan en klar efterårsdag sætter tænderne i et saftigt, nyplukket æble, ja så findes der efter min mening ikke mange frugter, der kan tåle sammenligning. Dog kan jeg ikke lade være med at undres. Kan det virkeligt være selvsamme type frugt, som man en stor del af året kan være så uheldig at støde på i alverdens frugtkurve? Smagsløse, klistrede og melede frugter, der ikke giver andet end en trist smag i munden. Puha. I år vil jeg forsøge at holde mig langt væk fra alle disse æbler udenfor sæsonen og lade æblesæsonens saft, kraft og uskyld stå ren hen. Håber jeg vil kunne holde dette.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka