MIT HJERTE BRISTER

Men tror at beslutningen er taget. Grum og grim, men ikke til at udskyde. De gamle roser af en tidlig udgave af New Dawn skal graves op udfor gavlen. Tror at det eneste der kan gøre mere ondt end dette i blomsterverden er, at se hvor dårligt planterne trives. Der er altså tale om roser, der kan udvise det allerskønneste flor, men som hurtigt bliver angrebet af alskens sygdom. Åh, om blot man for mange, mange år siden havde plantet dem på en fornuftig plads og ikke presset helt ind mod fundamentet af den sydvestvendte facade. Det er en smertefuld placering for denne roser og selv ikke grundig og jævnlig vanding hele sommerhalvåret har kunnet gøre megen hjælp.

Blomsterne er så smukke. Smukkere end de nyere New Dawn, synes jeg. Som perlemor og marcipan... Men sikke de tiltrækker sygdomme


Og nej, jeg har ikke lyst til at sprøjte. Har gjort det de foregående år, men uden at sygdomme udeblev. I år har jeg helt ladet være, og nu er de så medtagne at det er en pinsel at se på.

Så jeg tror det bliver et sørgmodigt farvel.

Havde overvejet at plante en blåregn, som langsomt kunne overtage rosernes plads, men tror ikke jeg kan vente så længe… Så inden længe må disse gamle roser forlade haven og denne jord for altid. Åh, hvor jeg vil savne deres vilde blomstring i juni måned og deres vindueskiggeri, men de lider uværdigt, synes jeg.