lørdag den 29. august 2015

TILBAGE I HAVEN IGEN



Efter en lang sommer væk fra haven er det en fornøjelse at vende tilbage til blomster og frodighed. En dejlig bekræftigelse af, at det kan betale sig at vælge planter tilpasset havens forhold, samt vælge sorter med livsvilje og modstandskraft. 

Og så er en nedklipning af stauder som beskrevet i indlægget fra juli måned (se det her) også årsag til havens overvældende sensommerblomstring. 


Staudebede med overdådig blomstring i sensommeren



Staudebede med phlox Europa giver overdådig blomstring i sensommeren
Lige nu er især phlox “Europa” for alvor ved at folde sig ud, men endnu er blomstringen ikke på sit højeste. Kan slet ikke vente til mere end dobbelt så mange planter springer ud og snart vil fylde haven med massevis af overdådige blomsterhoveder og den skønneste duft.


Lyserøde blomstrende bede i sensommeren


Solhattene er også på deres højeste, men desværre har sneglene i år fortæret en stor del af de skønne planter, så bestanden er ikke så markant som de forrige år.

Men nu skal man ikke fokusere på mangler og problemer, men tillade sig at nyde havelivet som det er netop nu....


Sensommer med blomstrende bede i haven




Skøn dag og kærlig hilsen hilsen fra 
Katinka


søndag den 23. august 2015

VILDSKAB - HUMOR - STRINGENS


Bidrag af Emma Engstad og Ewa Sigfridsson, Borgholms handelsträdgård


Det fjerde og sidste bidrag til havekonkurrencen på Sollidens Slot på Øland 2015 er et herligt og i mine øjne ret uimodståeligt bud på en kongelig have.

En kongelig plads i solen med både sværd og nøgler indenfor rækkevidde er da ikke uden glimt i øjet, vel?

Havekonkurrence på Sollinden 2015


Samtidig er de stramt komponerede bede her fortolket med skønne sommerblomster, hvor hovedparten har en vidunderlig vildskab og naturlighed over sig. Det blandet med græsser (eller er det måske korn? - plantelister var beklageligvis ikke tilgængelig) giver showhaven en skøn kontrast mellem det formelle og det naturlige. Bedene er plantet i striber diagonalt på det rektangulære felt, men frodigheden opløser linjernes skarpe kanter og skaber et uprætentiøst og legesygt haverum i denne showhave.


Havekonkurrence på Sollinden 2015 med vilde blomster


Havekonkurrence på Sollinden 2015 med vildskab og humor


Og så er farverne da helt skønne i orange, hvid og kold gul - det er da en smuk kombination, som næsten gør en lækkersulten!

Så selvom dette kunne have fremstået som blot et bed, har designerne alligevel formået at skabe så meget fortælling og dragende rumfornemmelse, at jeg må tilstå dette lokale Ølandbud ramte mig direkte i havehjertet og blev min klare favorit i feltet.

Tænk at tage en lur på den blå briks der midt i frodigheden. Ikke dårligt...hvis bare man ikke smider nøglerne til jorden...


Showhave 2015 i hvide, orange og koldgule farver


Men om dette herlige bud endte som vinder af den samlede konkurrence, se det har jeg desværre ikke kunnet finde oplysninger om efterfølgende.

Kærlig hilsen Katinka 


Links til forrige bud herunder:
Klik til indlæg 1 om påfugleinspireret bud her
Klik til indlæg 2 om muromkredset bud her

Klik til indlæg 3 om dramatisk bud her

torsdag den 20. august 2015

ET DRAMATIST BUD


Bidrag af Tony Johansson, Egyptens Oas


En af fordelene ved at skrive blogindlæg og ikke mere journalistiske tekster er, at man ikke behøver forholde sig objektivt til emnet. Og jeg må her lade min mening stråle igennem og tilstå, at dette bud på haverum i konkurrencen “Kunglig trädgård” på den svenske kongefamilies sommerslot Sollinden slet ikke ramte mig.


Showhave i dramatiske farver af Tony Johansson


Jovist, det tager sig dramatisk ud med sine mørke vækster og glasbold i vand, men jeg må indrømme, at jeg ikke var begejstret. Bedet - for haverumme skabte det ikke - blev i mine øjne lidt forudsigeligt og kunstigt i udtrykket, og de forgyldte trekanter i samspil med de runde former blot nyttesløse dekorationer uden referencer eller rum. 

Dog må jeg indrømme, at glaskugler gør sig fornuftigt på fotografier, hvor samspillet mellem det mørke og det lyse bliver udtalt.


Showhave til Solliden af Tony Johansson


Så undskyld hvis I synes jeg virker mavesur - måske ser I noget inspirerende i dette, som mine øjne ikke ser….

Kærlig hilsen Katinka 

Klik til indlæg 1 om påfugleinspireret bud her

Klik til indlæg 2 om muromkredset bud her

mandag den 17. august 2015

ENDNU EN SHOW-HAVE PÅ SOLLINDEN

Bidrag af Georg Grundsten, Slotsgartner på Hovdala Slot


Denne konkurrencedeltager i havekonkurrencen “Kunglig trädgård” på Øland, er modsat det bud jeg viste i sidste indlæg et lukket haverum med en stærk identitet. En muromkranset lystgård med vægmalerier, vandkunst og bede i brændte farver.

Et bud som giver en helstøbt oplevelse med siddepladser og mulighed for “at tage rummet ind”.


Showhave med vægmalerier og høje bede i brændte farver


Vægmalerierne har referencer til Hovdala Slot, som har gemmer på nogle af Sveriges ældste vægmalerier og tapeter. Dog har dette bidrag en meget sydlandsk tone, så man lidt glemmer, at man befinder sig i den svenske kongefamilies sommerhave på Øland. 


Tørketålende bede


Et meget streng komponeret haverum, hvor sten fylder mere end planterne. Måske er det det (muligvis) Dronning Victoria, grundlægger af Sollidens Slot noterer sig...?

Have med Vægmalerier med Dronning Victoria


Kærlig hilsen Katinka


Klik til forrige indlæg her

lørdag den 15. august 2015

KONGELIG HAVEKONKURRENCE PÅ ØLAND - KONGENS KAPPE


Bidrag fra Sofiero og Lisen Hendeberg

I år har der været en særlig vægtig grund til at besøge den svenske kongefamilies storslåede og stemningsfulde sommersted Sollindens Slot - Carl Gustav har nemlig inviteret til havekonkurrence for 4 af Sveriges havedesignere. 

4 meget forskellige bud på havekunst efter temaet “Kongelige haver”. Hvem af de fire der vandt har jeg desværre ikke kunnet få opklaret, men måske du kan hjælpe mig?

I dag starter jeg med at vise budet fra Sofiero og Lisen Hendeberg. Det er et bed skabt ud fra overskriften “Kongens kappe” holdt i påfuglens farver - et bed holde i blå, purpur, grønt og guld/bronze. Det ovale bed er bygget op om en stålkonstruktion med krone i toppen, og hvor klatreplaner lukker sig om forgyldte sten og haveredskaber.



Et ret fint bud, som med underspillede farver alligevel formår at vække nysgerrighed og drille lidt.

Jeg synes dog forslagets ulempe er, at der mere er tale om et bed end et haverum. Den ovale form om “haverummet” går man rundt om og kigger ind i - holdt ude af præcist formet metalkant. Og man tænker ikke, at historien er meget længere end en tur rundt om. 



Så i mine øjne et smukt afstemt bed uden de store overraskelser, men ikke særligt rumskabende.

Men tanken om påfuglens hale som inspiration er faktisk ret inspirerende, synes jeg.

Kærlig hilsen Katinka




Jeg vil i mine næste indlæg vis de 3 andre bede/haverum.


søndag den 9. august 2015

SOMMER PÅ SOLLINDEN


Hver sommer åbner den svenske kongefamilie haven ved deres sommerslot Solliden på Øland. Haven omkring det italiensk inspirerede slot fra 1906, som Dronning Victoria lod bygge på Ølands vestkyst, er fuld af fine oplevelser og varierende haverum, som langsomt forenes med de omkringliggende naturområder. 

Spændende og stemningsfuldt og med en snert af sydlands sommerstemning.



Sollindens Slot med smukke haveoplevelser


Slottet har siden 1950 været ejet af den svenske konge Carl Gustav, som benytter stedet og engagerer sig i det. Så det er et slot og en have der lever og udvikles, og som den svenske kongefamilie værdsætter. Det giver en dejlig levende fornemmelse til stedet, at det ikke blot hvisker historier om det der engang var, men også med Den Værdsattes ro trygt smiler til fremtiden. Dette er et sted som ser fremad og udvikles. 

Så her en rundtur rundt i slotsparken. 

Først den stramme, italienske have med de snorlige, stedsegrønne buske. Jeg må tilstå, at jeg ikke er voldsomt begejstret over rabatter og krukker med sommerblomster i påtrængende farver. Ville ønske der i stedet var valgt stauder i en anelse mere nedtonede farver, men ja - smag og behag...



Sollindens Slot med formklippede buske og statuer i bronze






Sollinden Slot med formel havestil
Så den hollandske rosenhave, som er et lukket haverum med yderst romantisk snit. Hvide låger byder indenfor til dette haverum med buksbomhække og roser i massevis. For første gang er jeg blevet betaget af den røde rose Ingrid Bergman, som sammen men Astrid Lindgren fylder store områder af rummet - meget passende med disse svenske "dronninger" på dette sted, tænker jeg. 

Og rummet dufter helt fortryllende, så en pause på de hvide bænke må være en konge værdig. 



Rosenhave i slotspark
Buff Beauty har jeg aldrig set i sådan et antal og i så god form som i Sollidens Hollandske have


Rosenhave på Sollidens Slot på Øland



Og så til randområdet nedenfor Sollindens. Den smukke plæne og bølgende staudebede giver sammen med vandkunst og gamle træer et eventyrligt udtryk til stedet.


Kongefamiliens have på Øland
Astilber i flere toner og massevis hortensia. Sidstnævnte står dog ved indgangen til slotsparken


Roser i Kongefamiliens have på Øland


Og nej, det er ikke god stil at forevige andres problemområder, men jeg må dog indrømme, at jeg finder det yderst forfriskende, at der i en del af skovbunden er kongeligt skvalderkål...og i et felt har man ladet den skønneste, vilde blomstereng sætte vildskab og poesien i fokus. 

Se det finder jeg både sympatisk og dejligt, sommeragtigt tilbagelænet! 



Naturlige haveoplevelser i kongelig sommerhave på Øland


Kærlig hilsen Katinka 



NB. Jeg vil i den kommende tid vise flere fotos fra haven med en spændende have- konkurrence, der har blomstret denne sommer.