JEG TAGER EN SLAPPER

Gider ikke at yde – blot nyde idag. Trække stikket, glemme alle opgaver og bare tage øjeblikket og midsommeren ind.

Derfor er nyttige bøger, god kaffe, frugt og lidt sødt slæbt ned til den lange bænk under den blomstrende pergola.


Agter at blive der det meste af dage...

Mine stikord til dagen er: Afslapning, ro, tid, nærvær, fordybelse, fred, stressfri, klogskab, syndig, velvære, kage, afslapning, nydelse, dovenskab, middagslur, litteratur, duft, midsommer, honningroser, jordbær, kaffesøster, vattæpper, summen, mobilfri, 
kaprifolium, humlebier, bevidst, hygge, selvforkælelse, kvalitetstid, græs, sanselighed



Det tror jeg faktisk er ren sundhed:0)

SKØN dag fra Katinka

SÅDAN EN SMUK, MØRK ROSE

Tuscany Superb er virkelig superb! Fløjelsagtig, sund, rigtblomstrende og fuld af liv.

En rose som bare overrasker mig igen og igen – og som siden den flyttede ind for 3 år siden, har strålet som en mørk juvel i haven og tiltrukket suk og søde ord.

Den er som velour – delikat og meget ekslusiv i sit udtryk . Alligevel er det lidt af en vildbasse, og slet ikke en sart størrelse her. 


Det er en rose, der kræver sin plads og det ældste eksemplar fylder allerede meget godt i bedet her. Samtidig er blomstringen heller ikke til den lade side, men overvældende og smuk.

Så her lidt fotos af roserne (og nogle af dens naboer). Jeg synes det er sådan en rose man bare har lyst til at falde i staver over...

Kærlig hilsen Katinka

I DAG FOR 3 ÅR SIDEN...

ændrede mit liv sig radikalt...

Men dette har jeg aldrig skrevet om før, da jeg på min blog alene har ønsket at fokusere på begejstringen og glæden ved (have-)livet. I dag kan jeg dog ikke holde ordene tilbage...de vil ud. For mit liv er meget mere end det lyse. Også selvom jeg forsøger at vende mørket ryggen. Og netop ryggen er min daglige udfordring.

For 3 år siden i dag sagde min ryg voldsomt stop og 3 prolapser (en hel og to på vej) og slidgigt i ryggen har siden været en daglig udfordring for mig. 27. juni 2011 endte jeg med at ligge ude i haven og hverken kunne komme frem eller tilbage. Hidtil ukendte smerter havde bemægtiget sig min krop og jeg var ikke i stand til at bevæge mig. 

Sikke en nedtur – og sikke en opvågning til et nyt liv!

Især det første år var rædselsfuldt. Jeg lå ned det meste af tiden og blev kastet rundt til forskellige undersøgelser, men uden opmuntrende udmeldinger. Den pæne, dygtige og pligtopfyldende pige kunne nu næsten ikke andet end at kræve – en grotesk omvæltning og meget grænseoverskridende oplevelse at måtte erkende, at jeg bare ikke kunne være med. Jeg var blevet sat af - af min egen krop. Blevet 100 år og ”blot til besvær” på ingen tid – virkelig dramatisk når man er 35 år, mor til to smådrenge og med masser af lyst til at sætte sine aftryk i verden.

Men jeg magtede næsten ingenting.

Desuden kunne jeg slet ikke genkende mig selv i denne passive patientrolle uden kræfter til gøre alt det jeg plejede. Fra tidligere at yde og præstere var jeg nu gået til at ligge på langs og blot rejse mig hver anden time for at lave minimale rygøvelser efter en stram plan. Behøver jeg skrive, at mit selvbillede og min selvopfattelse fik en ordentlig rystetur? Næppe...

Tagetes - denne enkle udgave synes jeg er sådan en rigtig humørgiver i gavlhaven med de sorte vægge. Skønt med farver der bare siger: "Kom så, du kan godt" 

Haven kunne jeg heller ikke rigtig klare, men formåede at holde den på rimeligt niveau og så slappe af i legehuset – så føltes det næsten som at være ude. Jeg havde brug for at dufte til blomsterne, høre insekterne summe og mærke den friske luft. Sanseligheden behøvede jeg for ikke at blive indhyldet i gråtoner og magtesløs undren over dette ukendte liv.

Siden har jeg kæmpet indædt for at komme tilbage. Efter et år fik jeg meldingen om, at jeg nok aldrig ville blive smertefri, og selvom den erkendelse var noget så kvælende, ja så tror jeg langsomt den har sat sig i mig. Som en bevidsthed om, at det er mit lod, og at jeg kan lære at leve med smerterne, hvis jeg vælger mit fokus et andet sted. Jeg må ikke give smerten for meget opmærksomhed – nok også derfor har jeg ikke før nævnt min ryg her på bloggen. Og så fordi jeg ikke vil have, at det er min ryg, som definerer mig som person!

For jeg er jo meget mere end en dårlig ryg, heldigvis.

JEG ER JO STADIG KVIK. Fordi man bliver skadet og glider ind i patientkategorien, ja så bliver man ikke mindre intelligent. Jeg har jo den samme knold – og trods første måned i medicintåger, ja så virker min kreative hjerne altså stadig fornemt. Faktisk begyndte jeg allerede efter få uger at læse om haver og planter. Først med stik i hjertet (ville jeg nogensinde kunne yde noget igen?), siden med stor videnbegærlighed. Jeg ville bruge tiden bedst mulig, og hvorfor så ikke på at øge min viden, når jeg nu ikke havde andet at bruge min tid på? Når jeg læste kunne jeg mærke hvordan interessen virkelig gav mig energi og skærpede lysten til at genvinde mit liv. Mærkeligt, ville nogen sikkert mene, men jeg tænkte, at nok var min krop lagt på langs, men min hjerne skulle så sandelig stadig motioneres og yde sit!

LEGEHUSETS ROSENFLOR

Lille og let gemt i frodigheden står drengenes legehus. Velbrugt og værdsat hus – både af legeglade småfolk og af os forældre, som synes det giver så meget stemning tilbage til haven også.

”Mme Plantier vokser omkring legehusets vindue

”Schneewittschen Climbing” er overdådig i år med smukke, hvide blomster

Hvide roser snor sig også lystigt omkring legehuset og får det til at blive et romantisk lille eventyrsted i haven. Den skønne alba-rose ”Mme Plantier” boltrer sig lystigt på siden af huset og dufter, så man næsten bliver ør. Den skønne og livskraftige ”Mme Alfred Carrière” er gået letterer amok ved husets indgang og er på vej mod skyerne. Og sidst men ikke mindst - på lidt afstand af legehuset står muligvis årets showstopper i dette haverum, nemlig ”Schneewittschen Climbing”. Den står op ad en sort stolpe og lader sig graciøst tynge mod jorden af en overvældende blomstring. Faktisk står den blot her, som venteposition inden denne del af haven pågår en markant ændring. Tilsyneladende generer denne udsatte placering den ikke og vi beundrer bare denne bevægelige, midlertidige rosenbue.

”Schneewittschen Climbing” med vanddråber på

Så det er næsten som om det lille, sorte legehus er indhyldet i flødeskum i år – duftende flødeskum...

Kærlig hilsen Katinka

Nærfoto af ”Schneewittschen Climbing”. Smukke, hvide blomster, men desværre ikke altid så sund i løvet

ÅRETS STORE PROJEKT ER SKUDT I GANG!!

Allerede i foråret skrev jeg om hemmelige planer her i haven. Flere gættede på orangeri mm, men næh nej – vi skal sørme have høns! Mere end 1 års planer og drømme skal nu effektueres

Den gule ramme er det område set fra gavlhaven, som nu skal lukkes med hønsehus og gård. Dejligt at byggeriet og overgangskonstruktionen endelig begynder at blive sådan helt færdig



Projektet har krævet dispensation, da det er placeret mindre end 2½ meter fra skel. Dette var nødvendigt, hvis vi ikke ville bruge hele havens midte på høns... Og selvom vi meget gerne vil have ”pip gok og selvforsyning" i haven, ja så nægter vi at opgive mulighederne for selv at kunne bruge haven til ophold også.


Heldigvis har vi også nogle søde og forstående naboer, som støttede op om vore hønseønsker. Forhåbentlig kan vi en dag sende ikke bare venlige ord, men også nylagte æg over hækken. Og de har lovet at passe de fjerede venner, når vi ikke er hjemme. 


Lidt hyggeligt, synes vi!

Vi er begyndt at træbeskytte stolper. De skal graves ned til 60 cm dybde og helt derned have volierenet på


Så nu er materiale landet! Træ, net, beton og beslag - for en ting vidste vi allerede fra starten af: Hønsehus og hønsegård skal sikres mest muligt mod sultne forbipasserende såsom ræve og andre hønserøvere. Konstruktionen skal bygges som en forlængelse/udbygning af overgangskonstruktionen mellem gavlhaven og baghaven, så hønsene både kan have fornøjelsen af selskab i børnenes have og i baghaven, samt komme på ekstra græs i gavlhaven.

Lige en oversigt over placering af hønsene - med hus og indhegning


Så bliver der indimellem lidt stille på bloggen her, så send venligst lidt opmuntrende tanker til os byggende folk. Det skal nok her blive en fornøjelig og slidsom sommer – men forhåbentlig med herligt resultat.

Glæder mig til at vise jer når projektet rigtigt begynder at tage form...men det varer nok lidt inden indlæg begynder at give stemningsfotos fra denne del af haven. Men, forhåbentlig kan fire dværghøns flytte ind efter sommerferien. Skønt!

Det er 4 dværg-wyandotter vi ønsker der skal dele haven med os - farven bliver vist alene et spørgsmål om udbud...


SKØN dag og kærlig hilsen fra Katinka

VORES SKT. HANS....

er hverken stor eller voldsom, men vist det man kalder "en børnevenlig light-version”. Hygge i haven, lidt godt at spise og så afsted til Bloksbjerg med årets smækre, lækre ( eller...) hjemmekreerede pap-heks?

Lidt uhyggelig, men heller ikke mere end det, var årets heks. Så børnene tog gladeligt afsked med skønheden uden det hele blev for virkelighedsnært og dramatisk...

Håber alle andre også havde en herlig aften i går.

Kærlig hilsen Katinka 

DUFT AF MIDSOMMER

Midsommer – lyse nætter, bål i haven og duft duft duft fra haverummenes parfumerede vidundere. Sådan skal Skt. Hans aften være, synes jeg. Jovist de lover ikke verdens bedste vejr i aften, men midsommeren i haven skal nydes i fylde drag.

Så jeg ser frem til at tænde bålfadet og lade sommerlykken og duften fra havens mange kaprifolier og roser omhylde os. Gerne sammen med troen på en – næsten - uendelig sommer.

Honningrose og kaprifolium  snor sig om hinanden, mens baldrian skyder sig flere meter høje i bedene rundt om de hvide havemøbler 

Hjørnet bagerst i haven er oplagt til sådan en aften. Omgivet af overvældende hvide blomster, som lyser op i natten og fylder luften med den skønneste duft. De hvide, gamle havemøbler stod her, da vi overtog huset for 7 år siden. Ikke særligt interessante ved første øjekast – mellemgrå, ramponerede og lidt løse i samlingerne. Alligevel kæmpede jeg for deres overlevelse og fik dem fikset med beslag og skruer, samt hvid træbeskyttelse. Og hvor er vi glade for dem nu – de giver havehjørnet en nostalgisk stemning, når de står der under hyld, honningrosen og slyngende kaprifolier. 

Sådan et lille hjørne hvor hverdagen holdes lidt på afstand og tiden får lov at stå stille.

Honningrosen "Lykkefund" er overvældende stor og smuk. Se her mere om hvordan man her i haven ligefrem kan tage sig en lur under den  

Så nu mangler vi bare at finde puder og tæpper frem, bære bålfadet ned og kreere en fæl Bloksbjerg-parat heks – godt eftermiddagen er lang også...

Dejlig Skt. Hans fra Katinka

OMSLUTTET AF STAUDER

Måske er det erindringer fra barndommen, der lagrer sig i os, og udstikker hvilken type haverum vi som voksne falder for. Jeg tror i hvert fald, at disse tidlige påvirkninger sætter sig i os. At vi netop kan blive ramt godt og grundigt af havebegejstring, når vi som voksne møder haverum, som vækker genkendelse og minder os om barndommens havemagi.

Den barnlige glæde oplever jeg personligt, når bede og planter får højde og viser lidt vildskab. Når frodigheden får plads og blomster lov til løssluppent at boltre sig i bedene og væve sig rund om mere stramtformede elementer. Når blomsterne danner rum omkring mig så jeg kan lade mig omslutte og ikke bare betragte planterne ovenfra. For mig giver haven i højden en helt anden sanselighed end flade bede, som beskues alene i fugleperspektiv.

Havemøblerne står nu i tydeligt afgrænset haverum, hvor bedet næsten får siddeområdet til at fremstå som lomme midt i frodigheden. Her rammer solen om eftermiddagen, så man kan forsvinde bag bedets grønne massiv


Her er det muligvis erindringer fra min barndoms svenske sommerhave, samt fra min farmors have fyldt med frodighed og lettere kaos, som bliver vakt til live i mig (læs indlæg om minfarmors have her). Vilde haver med poesi, en masse ukendte faktorer og ingen bæven over lidt kontrolslip. For mig er sådanne haver noget særligt!

Derfor holder jeg utrolig meget af, når stauder, sommerblomster og de 2-årlige vokser sig stor - omslutter mig og lukker resten af verden ude. Skaber vægge i haven. Og lad mig slå fast; jeg er stor fortaler for faste vægge i haven (stedsegrønne som byggede), men jeg elsker også, når giganterne strækker sig mod himlen og på ingen tid gør haveplanen endnu mere tredimensionel.

Baldrian, nepeta, rose Weisse Wolke (vokser på rugosa-rod og er meget sund og stærk) og kvan skaber et både vildt og romantisk udtryk i dette haverum

Det bed jeg her viser har et frodigt og naturligt udtryk, som netop har lidt uhøjtideligt, legende og viltert over sig. Afslappet og vel nærmest autentisk i sit naturlige udtryk. Jorden er dækket af blandt andet hosta, iris og geranium, blommetræer og robuste roser skaber skellettet i højden, ligusterhæk omkranser to sider af bedet og buksbom giver en stationær tyngde til bedrummet. Men når sommeren som nu har grebet os, ja så skyder kvan og baldrian mod himlen i hæsblæsende fart og ændre udtrykket totalt. Så kan man sidde der i lommerne og føle sig lille, mens man drømmer om at kunne hoppe rundt midt inde i bedets eventyr.

Så selvom jeg er stor tilhænger af faste former og haver, som også i vinterhalvåret har noget at byde på, ja så er det netop foranderligheden, som vækker de stærkeste følelser i min følsomme havesjæl.

Dejlig dag fra Katinka

Markering af omtalte bed - og de hvide havemøbler i havens SØ-lige hjørne. Dog har bed ændret lidt form siden situationsplanen blev tegnet. Nu ret linje som kant og hæk som fast rumdeler mod havesættet.

Nok årets sidste iris...

LYSERØD MED MODVÆGT

I søndags skrev jeg om sorte trækonstruktioner som kontrast til lyserøde roser (læs her) og jeg må indrømme; uden kontraster bliver lyserød for sød til mig! 
En langsommelig proces har fået mig til denne erkendelse, for i begyndelsen af mit haveliv kunne jeg ikke få rosa nok. Jeg kæmpede indædt på at forsøde haven og lade de bløde lyserøde dominere. Sådan er det ikke længere - men måske også det en dag ændrer sig. 


Hvem ved?

Mørk hyld "Black Lace" er en af dem der giver lidt mørk kant til de lyserøde pasteller i havens største bed



De sidste år er jeg begyndt at luge voldsomt ud i de rosa toner, men flere steder har jeg ikke kunnet nænne det. Derfor har de romantiske lyserøde nu fået selskab af mere maskuline elementer som græsser og mørkebladede planter. Kontrast til det ellers yderst romantiske og søde look. Og jeg må indrømme, at det fungerer bedre end jeg havde forventet! Faktisk var jeg lidt skeptisk overfor mine forsøg, som jeg valgte udfra økonomiske og lidt dovne grunde (billigere og lettere at skifte lidt ud end at grave alle de rosa sager op!). Jeg havde i ånden set mig selv i en blanding af desperation, arrigskab og effektivitet gribe spaden og nu flå alle lyserøde op af mulden, men jeg gør det ikke. 


Jeg synes nemlig at kontrasten er virkningsfuld!


Jeg kunne også sagtens have valgt en mere livlig komposition med orange og gule farver til det lyserøde, men jeg har valgt denne mørke tilgang, da jeg undersøger hvordan de mørke blade med held kan bruges i forskellige sammenhænge. Synes de er interessante til at skabe ro, tyngde og en tilbagetrækkende virkning i oplevelsen af kompositioner...men ja, mulighederne er mange (og dejligt spændende).

Hyld "Black Lace" og mørk alunrod er blandt de planter som giver modspil til de lyse og lyserøde farver. Her er det blandt andet den lyserøde Austin-rose "Eglantyne", purpurtorskenæb og stjerneskærm "Roma" som får lidt mørk baggrund at skinne på


Hvordan har du det med lyserød – kan du slet ikke får nok, er moderate mængder den bedste løsning for dig, eller vil du slet ikke have den indefor din havelåge? Fortæl endelig løs...

Kærlig hilsen Katinka

MON DET KUN ER MINE ROSER DER SKRANTER?

Det lune forår har været skønt, men har også udfordret roserne her i haven. Sygdomstegn som normalt først dukker frem i højsommeren slås jeg allerede med, og selvom jeg tålmodigt har været rundt med haveslangen, gødet efter skema og bruser med brændenældevand, ja så kniber det med rosenhelbredet en del steder i haven.

Bladlus myldrer frem, stråleplet laver farlige pletter og i det hele taget kunne man let få lyst til at opgive projektet, hvis ikke lige det var for disse underskønne og uundværlige blomster. De er jo det hele værd, tænker jeg!

Naturligvis kunne jeg bare finde kemien frem, men her går jeg ikke længere end til sæbeopløsningen mod bladlys.

Har også overvejet råd om at sprøjte roserne med skummetmælk, men endnu er jeg ikke sprunget ud i det. Frygter lidt at hele haven kommer til at lugte af surmælksprodukt inden dagen er omme.

Er der nogle der har afprøvet dette råd?

Men de er jo smukke de roser og trods skavanker blomstrer de lige nu overvældende smukt i haven. Så lad mig slutte med lidt fotos af nogle af havens dronninger.

Kærlig hilsen Katinka

GAVLHAVEN NU – ROSER OG SORT KONSTRUKTION

Selvom gavlhaven primært har blå blomster, ja så har jeg ikke kunnet nænne at flytte roserne. En gigantisk vildrose fylder et stort område af gavlen og lader sine ranker med fine, enkle roser smykke den mere maskuline overgangskonstruktion med springvandet.

Constancy Spry vokser på husets vestvente gavl og giver fuld fart på sødmen i det ellers ret maskuline haverum med de sorte konstruktioner

Også den underskønne Constancy Spry får også lov at skabe sødme i dette haverum – både med duft, form og farve. Selvom den ikke som de fleste andre engelske roser blomster hele sommeren men kun én gang, ja så er det altså en dejlig sag, som jeg kun bliver mere og mere betaget af.

Rosenranker og pibeved danner romantisk kontrast til de sorte konstruktioner og tilføre haverummet den fineste duft af sommer

Jeg kan vældig godt lide kontrasten mellem det stramme og det mere bløde romantiske. Synes det fint passer til husets nøgterne og alligevel lidt bagudstræbende 50'er-udtryk. 

Så jeg lader nu de lyserøde toner lyse op i midsommeren inden de blå farver alene får lov at styre showet videre frem i sommeren.

Kærlig hilsen Katinka 

Gavlhaven

DRAMATISK AFTENHAVE

Midsommer er lig med lyse nætter. Fortryllende og en smule magisk hvert år, synes jeg. I haven kan man virkelig skabe fine oplevelser i denne tid, da det lave aftenlys virkelig kan sætte scenen. Dette kan yderligere forstærkes ved at arbejde med højder, strukturer og farver i haven. Så har lyset noget at sno sig igennem, lade sig glide omkring og ikke mindst lettere lyse noget op end andet.

Denne haves Store Plænebed har netop højdeforskelle (så bedet ikke bliver fladt og massivt), forskellige former og overflader, samt rosa og mørke farver. Så lyset får næsten de lyserøde ”Eglantyne”-roser og torskemund til at blive selvlysende på den mørke baggrund med blandt andet hyld ”Black Lace” og alunrod. 

Rose "Eglantyne" - smukke Austin-rose med dejlig duft og store blomsterhoveder. Det gyldne aftenlys får dem næsten til at rødme

Pæonerne "Do Tell" lyser også op i aftensolen og deres fine detaljer fremstår tydeligt i det bløde lys

Samtidig får det glødende lys virkelig de glatte blade til at skinne og de lodne til at virke bløde... Jo blødt lys er nu engang klædeligt for de fleste;0)


Interessant med sådanne oplevelser, hvor bedet i en stund forvandles til sin egen lille verden...

Dejlig dag fra Katinka