tirsdag den 7. februar 2017

SLAGTEDAG - UPDATE FRA HØNSEGÅRDEN


Sådan fik vi slagtet vores egne dyr

I efteråret efterlyste vi nye ejeren til 3 flotte hanekyllinger, som vi havde opfostret i haven hen over sommer og efterår. Vi havde ikke plads til dem alle, og vi vidste også, at de nok inden længe ville forsøge at udfordre stemmebåndets muligheder. Derfor håbede vi, at de kunne få en fremtid et andet sted, end i vores villahave. Desværre kom fugleinfluenzaen og med den et stort pres overalt i landet på at få dyr under tag. Derfor var der ingen, der ønskede at overtage vores tre skønheder Robert, Benny og Gunnar.

Uheldigvis begyndte de også at gale på livet løs - selv synet af en lyskæde kunne vække deres gale-kriller. Vi måtte derfor erkende, at skulle vi kunne lade hønsehuset være åbent til hønsegården i juleferien, ja så ville vi (sandsynligvis og med rette) få nogle svært utilfredse bagboer. 

Midt i december tog fældede vi derfor dødsdommen over de tre dejlige fyre. Jeg må tilstå, at selvom jeg var afklaret med beslutningen, så var stod den ikke på megen søvn natten op til slagtedagen, og hænderne rystede en smule.

Dværgwyandot


Hvordan foregik slagtningen?
Jeg havde på forhånd lavet en aftale med vores nabo, som er ihærdig jæger. Han havde lovet at stå for slagtningen og hvad det medførte. Jeg havde også læst i min “hønsebibel” “Økohøns” af Jens Juhl, og satte så ellers blikket på kikkertsyn. 

Nu skulle det overstås.

Vi ville ikke lukke dyrene ud i gården, for herefter at skulle fange dem med evt stress til følge. Derfor var vinduet til hønsehuset blevet afdækket med sort plastik, så dyrene ikke helt var klar over, at solen var stået op. Det gav rimeligt ro i hønsehuset, og lidt søvndyssede dyr. 

Huggeblokken var gjort klar, øksen slebet, hammeskaft fundet frem og poser, klude og skåle parate.

Så var det bare om at gå igang.

Nu blev dyrene roligt taget ud én af gangen. Jeg stod med dem, så de var rolige, og min nabo holdt vingerne, så de ikke kunne baske sig løs. Det skal hertil siges, at det jo var nogle store drenge, så derfor var disse foranstaltninger nødvendige, for ikke at miste dem og skabe panik. Det ville vi for alt i verden undgå - det skulle foregå i ro og med respekt for dyrene! Dyret fik nu et ordentligt slag i baghovedet med hammerskaftet, så de mistede bevidstheden (og muligvis livet). Herefter blev de lagt på huggeblokken og hovedet hugget af. Vi holdt dyret fast til der ikke var mere blod og reflekser tilbage, så det ikke løb rundt hovedløst i haven.

Denne proces blev nu gentaget, til vi var i mål. Fire dyr blev slagtet på 12 minutter - og det uden spektakel og mindste tegn på panik. Og aldrig i deres liv hakkede de dejlige hanerne mig - heller ikke her i denne situation. Åh, de var så søde, så det var med tungt hjerte, at jeg tog afsked.

En høne kom med i puljen
Selvom vi sagde farvel til tre haner, så har jeg jo fortalt, at fire dyr blev slagtet den morgen. Vi tog nemlig en af hønsene med i samme omgang. Vi havde konkluderet, at skulle den ene hønekyllingen, som vi havde tilbage, have mulighed for at komme ind i flokken, så skulle den ene sure, gamle høns væk. Det var den, der var lavest i hierarkiet, men som alligevel kunne skræmme de fleste. Hun var simpelthen lidt af et løsgående missil og relativt blotte for social høneforståelse…og ikke bleg for at velplaceret hak mod alle andre.

Denne beslutning har vist sig at være fornuftig, for der er kommet ro og harmoni over flokken nu, så det kunne godt betale sig at betragte dyrene og pille en fra, som konsekvent ødelagde den gode stemning,

Hvad sagde vi til børnene?
Vi har jo to drengen på henholdsvis 10 og 6 år. Allerede i sommer, da vi hentede de sødeste små fjerbolde hos opdrætteren, talte vi med børnene om, at vi ikke kunne havde haner og eventuelt ville være nødsaget til at slagte dem. Alligevel er det lidt hårdt, at fortælle, at deres fremtidsudsigter var fryserkolde. Vi talte løbende med drengene om problematikken, og da vi ikke længere turde håbe på, at hanerne ville blive afsat til anden side, så vidste alle hvad det betød. 

Drengene var hjemme den morgen, hvor slagtningen skulle finde sted (min mand kunne desværre ikke være hjemme, og da det var eneste mulighed for naboen, ja så måtte jeg klare den tjans). Vi havde aftenen forinden rullet gardin ned mod slagtepladsen, og så fik de fri Ipad-tid, mens det hele stod på - noget de ikke er vant til. De blev så løbende orienteret om, hvor vi var henne i processen, og da dyrene lå slagtede i græsset, valgte de begge at trække gardinet op og se ud.

De valgte dog ikke at komme ud og overvære, at dyrene blev flået og renset, men da vi i køkkenet ordnede indmad, deltog de nysgerrigt og spørgende. Nu ved de også hvordan en kråse ser ud og fungerer.

Australorphøne


Den skønne høne(kylling), som vi har beholdt - hendes tre brødre ligger i fryseren


Tre fine høns tilbage
Så nu har vi tre skønne høns tilbage i gården - to dværgwyandotter og en australorps. De var et par dage om at finde sig selv igen, efter at flokken var blevet halveret. Hønekyllingen ledte de første dage efter  sine tre brødre - lidt tungt at se på, men om de lå i fryseren eller var kommet andre steder hen, det ville ikke ændre på oplevelsen af, at de var kommet væk. Den tanke trøstede jeg mig ved.

Ville jeg gøre det igen?
Indrømmet, jeg var temmelig træt og drænet bagefter, men også lettet over, at alt foregik med respekt for dyrene. Det var faktisk en fin oplevelse, og da min nabo er pensioneret kirurg, fik jeg også samtidig opdateret min naturvidenskablige vidensbank.

Og om jeg ville gøre det igen…? Tja, hvorfor ikke. Det var på ingen måde en fornøjelse, men dyrene havde det skønt mens de var her, og kom herfra på den mest humane måde, tænker jeg. Det kan man ikke sige om størsteparten af de kyllinger, som vi møder i køledisken. Jeg tror dog aldrig, at jeg kommer til at opdrætte dyr med slagtning for øje…men det kan jo være, at det ændrer sig, når jeg får tilberedt en af hanerne.

For nej, vi har ikke smagt dem endnu, men tror ikke det bliver et problem. Jeg har dog lovet drengene, at ingen her får serveret hverken Benny, Gunnar eller Robert uden at vide det (ikke at der står navn på fryseposerne altså)… Man skal ikke snydes til at spise en af sine kælehaner!

Og hvem ved - vi har da allerede nu planer om, at tilføre flokken to nye dyr - men om det bliver kyllinger eller ungdyr, det har vi endnu ikke besluttet. Vil gerne undgå hanerkyllinger sådan lige foreløbig.

Men høns i haven - det kan vi ikke undvære. Det er simpelthen en fantastisk oplevelse, som giver havelivet så meget mening.

Kærlig hilsen
Katinka





2 kommentarer:

  1. go' historie, jeg frygter også for den dag hvor jeg skal i gang med øksen ;) når mine høns skal samme vej...

    SvarSlet
  2. Det var en god historie fra hønsegården, om hvordan man kan afslutte livet på en pæn og respektabel måde.

    SvarSlet

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka