søndag den 29. marts 2015

GUL FINALIST



Jeg er vældig stolt og glad. De fine, gule grønkålsblomster som jeg lod deltage i Moseplassens X-faktorkonkurrence er nemlig med i finalefeltet. Hvor gør det mig stolt - men mest af alt utrolig taknemmelig for, at jeg på denne måde endnu engang kan slå et slag for grønkålens fortræffeligheder. 

For ja - jeg er vild med grønkål! 

Derfor er dette en oplagt mulighed for at sætte fokus på denne super-plante. Jeg kan kun anbefale alle andre at lade disse smukke, velsmagende og afsindig sunde planter vokse og gro i haven. Om nogle har X-faktor, så er det altså grønkål! Også selvom blomsterne hverken er store, iøjenfaldende eller særligt eksotiske...

Hvor er jeg glad for, at de alligevel får denne opmærksomhed og er med i feltet...

Her har vi planter i både staudebede, i højbede og i krukker lige ved hoveddøren, hvor de er lette at komme til - også med sutsko på om morgenen. Lader man være med at høste samtlige blade på planterne, men holder dem levende, ja så producerer de blade igen og igen (omend skønheden måske er lidt krænket…) - og begynder blomstringen i det sene forår. Så det er super seje og livsvillige planter med stort udbytte.

Og når grønkålen blomstrer er de et kapitel for sig. Smukke og elegante gule blomster, som både gør så meget godt for øje og mave, når man tillader sig selv at nyde disse små delikateser. Alt efter hvilken sort man vælger at dyrke er blomsterne mere eller mindre gule, men smukke og enkle i formen er de alle.






Her bruger vi især grønkål på tre måder:

Hver morgenen som:

GRØN SMOOTHIE. Grønkål, banan, mandler, ingefær, æblejuice, havregryn og lidt tykmælk blendes sammen til mættende og sund start på dagen.

Og nogle aftener som:

GRØN PESTO. Grønkål, mandler, parmasan-ost, hvidløg og olivenolie blendes sammen og bruges til pasta eller kød.

Eller som

SALAT. Grønkål, spidskål, granatæbler, ristede mandler og gede- eller blåskimmelost. Dressing af citronsaft, olivenolie, salt og peber.

Se det er lækkerier...

Og for det hele gælder, at et drys af grønkålens blomster på toppen lige giver den berømte prik over i’et.



Dejlig palme-søndag fra Katinka



5 kommentarer:

  1. Tillykke med nomineringen og med de fine billeder af grønkål. Heldigvis er der kommet flere opskrifter på bordet siden min barndom, hvor vi fik grønkålssuppe eller grønlangkål - pesto, salat og smootie med grønkål nyder jeg også gerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth - ja herligt at man kan bruge denne super-spise til så meget forskelligt (og ikke behøver at varmbehandle den ihjel:0)).
      Mange havehilsner fra Katinka

      Slet
  2. Hej Katinka, tillykke med nomeringen, dejligt at vi også kan være med her fra Danmark, er så heldig at også være med i finalen med min forglemmigej :-). Men tilbage til grønkålen, tror jeg skal have den i haven igen, jeg elsker grønkål og det er ikke altid lige nemt at købe den frisk, som jeg bedst kan lide den. For den passer så godt i salat so du skriver og dine tre forslag skal da bare afprøves, kan du måske præcisere smoothien lidt mere mængdemæssigt, det ville være dejligt :-), kh Margit

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Margit - tillykke til dig også:0)

      Og det er netop skønt at have grønkål voksende i haven, for så slipper man for maskinskyllede og hakkede sager fra supermarkedet, hvor man ikke ved hvad der er op eller ned/godt eller skidt! Og når man har flere planter at tage fra får man friske, sprøde skud heletiden. De er nu lækrest fremfor store, grove blade:0)

      Smoothien laver jeg på slump, men ca sådan her:
      - 2 håndfulde grønkål
      - 1-2 bananer
      - ca 20 mandler
      - Stykke vasket ingefær på ca 3 cm
      - 1 dl æblejuice
      - 1/2 dl tykmælk, skyr e.lign
      - 1/2 dl havregryn
      Alt blendes sammen og er nok til 4 ml. glas eller 1 gang morgenmad til en erson og 3 shots til andre:0)
      KH og god grønkålslyst fra Katinka

      Slet
    2. Øh... og har man ikke så meget grønkål kan man spæde op med spinat:0)

      Slet

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka