torsdag den 19. juni 2014

LYSERØD MED MODVÆGT


I søndags skrev jeg om sorte trækonstruktioner som kontrast til lyserøde roser (læs her) og jeg må indrømme; uden kontraster bliver lyserød for sød til mig! 
En langsommelig proces har fået mig til denne erkendelse, for i begyndelsen af mit haveliv kunne jeg ikke få rosa nok. Jeg kæmpede indædt på at forsøde haven og lade de bløde lyserøde dominere. Sådan er det ikke længere - men måske også det en dag ændrer sig. 


Hvem ved?


Kontraster i haven med planter med mørkt løv

Mørk hyld "Black Lace" er en af dem der giver lidt mørk kant til de lyserøde pasteller i havens største bed



De sidste år er jeg begyndt at luge voldsomt ud i de rosa toner, men flere steder har jeg ikke kunnet nænne det. Derfor har de romantiske lyserøde nu fået selskab af mere maskuline elementer som græsser og mørkebladede planter. Kontrast til det ellers yderst romantiske og søde look. Og jeg må indrømme, at det fungerer bedre end jeg havde forventet! Faktisk var jeg lidt skeptisk overfor mine forsøg, som jeg valgte udfra økonomiske og lidt dovne grunde (billigere og lettere at skifte lidt ud end at grave alle de rosa sager op!). Jeg havde i ånden set mig selv i en blanding af desperation, arrigskab og effektivitet gribe spaden og nu flå alle lyserøde op af mulden, men jeg gør det ikke. 


Jeg synes nemlig at kontrasten er virkningsfuld!


Jeg kunne også sagtens have valgt en mere livlig komposition med orange og gule farver til det lyserøde, men jeg har valgt denne mørke tilgang, da jeg undersøger hvordan de mørke blade med held kan bruges i forskellige sammenhænge. Synes de er interessante til at skabe ro, tyngde og en tilbagetrækkende virkning i oplevelsen af kompositioner...men ja, mulighederne er mange (og dejligt spændende).



Bed med mørkt løv som kontrast til lyserøde blomster

Bed med mørkt løv som kontrast til lyserøde blomster

Bedkomposition med mørkt løv og pastelfarvede blomster. En moderne fortolkning af det romantiske bed








Hyld "Black Lace" og mørk alunrod er blandt de planter som giver modspil til de lyse og lyserøde farver. Her er det blandt andet den lyserøde Austin-rose "Eglantyne", purpurtorskenæb og stjerneskærm "Roma" som får lidt mørk baggrund at skinne på


Hvordan har du det med lyserød – kan du slet ikke får nok, er moderate mængder den bedste løsning for dig, eller vil du slet ikke have den indefor din havelåge? Fortæl endelig løs...


Kærlig hilsen Katinka




Lyserød engelsk rose i staudebed med mørke toner. Dramatik til pastelfarvet bed

8 kommentarer:

  1. Flot med det mørke løv til det lyserøde. Det er lykkedes mig at snige lidt lyserødt ind i haven, men ikke meget. Og, det har aldrig været et afsavn at landliggermanden har frabedt sig det lyserøde. Egentlig slet ikke nødvendigt for ham at pointere det. Det ville nemlig slet ikke være kommet ind i rå mængder alligevel, Min romantiske side kommer til udtryk i det hvide.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lyder som et godt og sundt haveforhold I der har. Jeg er også ved at lade de hvide toner stå for sødmen her - og år nu Lykkefund blomstrer, ja så snupper den hvide sky alligevel al opmærksomheden:0)
      Mange varme havehilsner fra Katinka

      Slet
  2. Elsker lyserød for vildt - specielt roser. Kan slet ikke få nok af det :-) Når det kommer til haven er stilen nok i overkanten romantisk og tøset. Men det er også mit fristed, der hvor jeg tanker energi. Indenfor er lidt mere mandens domaine, og derfor undlader jeg at lade min tøsehed skinne igennem indendøre.
    Håber ikke at der kommer en dag, som din, hvor jeg syntes at alt det lyserøde bliver for meget.
    Hilsen Heike

    SvarSlet
    Svar
    1. ;0) - Herlig kommentar, og du kan tro jeg vil holde et vågent øje med dig, for kan helt og aldeles genkalde erindringen om den følelse, som du sidder med...men den er bare langsomt forduftet her. Måske den en dag sniger sig ind på dig også...langsomt og stille:0))
      Tidligere var den lyserøde farve her nok et forsøg på at slette sporene af sådan en 70'er-80'er have med en masse stauder i skrigende farver, bar jord og uden overordnet idé, som haven her var ved overtagelse. Jeg ville have sanselighed og haveromantik, og jeg plantede som vanvittig i de første 2 år - mest roser og duftende planter med stor frodighed. Nu har flere år efter er det som om haven kan det jeg vil have den skal kunne - og jeg derfor begynder at kunne moderere.. Og det er jo det der er herligt ved havelivet også - rummene ændrer sig konstant:0)
      Mange havehilsner fra Katinka

      Slet
  3. Jeg er veldig glad i rosa, og har ennå ikke fått nok av den fargen :-) Men jeg er helt enig med deg at mørke kontraster er veldig fint til den.
    Jeg har den samme hyll som deg, og akkurat nå er den et flott syn med rosa blomster og sorte blader.
    Ønsker deg en god weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marit - hylden har vi netop fået den skønneste røde saft af -dejligt når planter både er til skønhed og gavn!

      Dejlig uge og mange havehilsner fra Katinka

      Slet
  4. Jeg elsker det lyserøde og rosa, det er sådan en nem farve ar sætte sammen andre farver. I min have er den ikke dominerende, men bliver blødt op af Blå, lilla, pink, hvid og og mørk lilla.
    Det er straks noget andet inde i huset hvor den dominerer lidt meget, men pyt...det er jo MIT kolonihavehus og det er mig der regerer..:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. :0) - Et kolonihavehus skal da være lidt legende, excentrisk og fyldt med smil, synes jeg:0) Fyldt med begejstring og personlighed, så jeg er sikker på dit frirum er skønt! Og ja rosa er nem at passe ind, hvis man vel at mærke er opmærksom på kolde og varme toner - ellers synes jeg udtrykket kan blive skrapt.
      Skøn dag fra Katinka

      Slet

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka