fredag den 27. juni 2014

I DAG FOR 3 ÅR SIDEN...


ændrede mit liv sig radikalt...
Men dette har jeg aldrig skrevet om før, da jeg på min blog alene har ønsket at fokusere på begejstringen og glæden ved (have-)livet. I dag kan jeg dog ikke holde ordene tilbage...de vil ud. For mit liv er meget mere end det lyse. Også selvom jeg forsøger at vende mørket ryggen. Og netop ryggen er min daglige udfordring.


For 3 år siden i dag sagde min ryg voldsomt stop og 3 prolapser (en hel og to på vej) og slidgigt i ryggen har siden været en daglig udfordring for mig. 27. juni 2011 endte jeg med at ligge ude i haven og hverken kunne komme frem eller tilbage. Hidtil ukendte smerter havde bemægtiget sig min krop og jeg var ikke i stand til at bevæge mig. 


Sikke en nedtur – og sikke en opvågning til et nyt liv!


Især det første år var rædselsfuldt. Jeg lå ned det meste af tiden og blev kastet rundt til forskellige undersøgelser, men uden opmuntrende udmeldinger. Den pæne, dygtige og pligtopfyldende pige kunne nu næsten ikke andet end at kræve – en grotesk omvæltning og meget grænseoverskridende oplevelse at måtte erkende, at jeg bare ikke kunne være med. Jeg var blevet sat af - af min egen krop. Blevet 100 år og ”blot til besvær” på ingen tid – virkelig dramatisk når man er 35 år, mor til to smådrenge og med masser af lyst til at sætte sine aftryk i verden.
Men jeg magtede næsten ingenting.
Desuden kunne jeg slet ikke genkende mig selv i denne passive patientrolle uden kræfter til gøre alt det jeg plejede. Fra tidligere at yde og præstere var jeg nu gået til at ligge på langs og blot rejse mig hver anden time for at lave minimale rygøvelser efter en stram plan. Behøver jeg skrive, at mit selvbillede og min selvopfattelse fik en ordentlig rystetur? Næppe...



Tagetes - denne enkle udgave synes jeg er sådan en rigtig humørgiver i gavlhaven med de sorte vægge. Skønt med farver der bare siger: "Kom så, du kan godt" 



Haven kunne jeg heller ikke rigtig klare, men formåede at holde den på rimeligt niveau og så slappe af i legehuset – så føltes det næsten som at være ude. Jeg havde brug for at dufte til blomsterne, høre insekterne summe og mærke den friske luft. Sanseligheden behøvede jeg for ikke at blive indhyldet i gråtoner og magtesløs undren over dette ukendte liv.


Siden har jeg kæmpet indædt for at komme tilbage. Efter et år fik jeg meldingen om, at jeg nok aldrig ville blive smertefri, og selvom den erkendelse var noget så kvælende, ja så tror jeg langsomt den har sat sig i mig. Som en bevidsthed om, at det er mit lod, og at jeg kan lære at leve med smerterne, hvis jeg vælger mit fokus et andet sted. Jeg må ikke give smerten for meget opmærksomhed – nok også derfor har jeg ikke før nævnt min ryg her på bloggen. Og så fordi jeg ikke vil have, at det er min ryg, som definerer mig som person!
For jeg er jo meget mere end en dårlig ryg, heldigvis.


JEG ER JO STADIG KVIK. Fordi man bliver skadet og glider ind i patientkategorien, ja så bliver man ikke mindre intelligent. Jeg har jo den samme knold – og trods første måned i medicintåger, ja så virker min kreative hjerne altså stadig fornemt. Faktisk begyndte jeg allerede efter få uger at læse om haver og planter. Først med stik i hjertet (ville jeg nogensinde kunne yde noget igen?), siden med stor videnbegærlighed. Jeg ville bruge tiden bedst mulig, og hvorfor så ikke på at øge min viden, når jeg nu ikke havde andet at bruge min tid på? Når jeg læste kunne jeg mærke hvordan interessen virkelig gav mig energi og skærpede lysten til at genvinde mit liv. Mærkeligt, ville nogen sikkert mene, men jeg tænkte, at nok var min krop lagt på langs, men min hjerne skulle så sandelig stadig motioneres og yde sit!

 
I den periode blev jeg også opsagt fra mit job, men dette var næsten en lettelse, da dårligt arbejdsmiljø og komplet manglende forståelse for fleksibilitet og medarbejdere med børn, blot var en lang opslidende pinsel. Der skulle jeg ikke være... Så nu kunne jeg ligge på sofaen og prøve at finde mig selv og overveje hvad jeg egentlig havde lyst til, hvis jeg vel at mærke en dag kom på benene igen! Og det var i hvert fald ikke at leve det samme liv som før min rygskade – det var for hurtigt, frustrerende, tomt og uden ordentlig tid til dem jeg holder af. Den erkendelse sad i mig i forvejen, men liggende der på sofaen blev den krystal klar – livet skal ikke bruges de forkerte steder og på at please nogle, der ikke fortjener det.




Duften af lavendler og spiselige sager fra højbedene - ja, havelivet og dens sanselighed er blevet særligt vigtige for mig. Og så forsøger jeg at lade være med at ærgre mig over at kanterne ikke altid står skarpe og præcise. Det er fysikken bare ikke altid til - og prioriteringerne noget andet



BLOGGEN SOM FORSØG. Lige inden min skade havde jeg allerede følinger ud til højre og venstre efter andre jobmuligheder og tanker om at kunne skrive. De røg naturligvis, men lysten til at formidle og være kreativ boblede som altid. Derfor begyndte tanker om en blog at røre sig i mig i foråret 2012. HavePlaner & Plantebegejstring startede jeg blandt andet for at øve mig i at sidde på en stol igen, holde mine it-kundskaber ved lige og for at kunne dele min havepassion og fortælleiver. Give noget til andre og ikke bare være en ”stakkel”. ”Begejstring” valgte jeg at sætte i centrum, da bloggen skulle være mit positive pusterum og en øvelse i altid at vægte det gode fremfor det problematiske. Så selvom jeg på hårde dage har syntes, at det har været svært at skrive ud fra denne netop begejstring, ja så har det været en sund øvelse, er jeg sikker på. Huske mig selv på glæden og rette øjnene på det lyse.


HVOR ER JEG NU. Heldigvis har det lykkedes for mig at rejse mig igen og skabe et nyt liv trods smerter kommer og går. Men de får ikke lov til at styre mig. Efter utallige forskellige behandlinger har jeg endelig fundet noget som kan hjælpe mig (operation ikke option, da det er tre steder i ryggen) og kender efterhånden min krop så godt, at jeg ved hvad jeg skal og ikke skal udsætte den for. Jeg kan igen sidde på en stol og bruge mine kompetencer, viden og idérigdom. Den glæde og stolthed over, at min stædighed og kampgejst har bragt mig her til, den kan jeg virkelig bruge.
Smerterne styrer mig ikke så meget længere, men de er der ofte, om aftenen især. Så kan jeg blive vred og føle mig uretfærdigt behandlet, men modsat ved jeg også, at det hele kan være så vanvittigt meget værre! Og at jeg faktisk er heldig at have kæmpet mig her til. Jeg er nok også blevet et mere ydmygt og mindre konkurrencesøgende menneske af at få denne erkendelse om min egen overvindelighed. Jeg behøver ikke altid være den bedste – i den tanke ligger der i sig selv en form for ro (selvom jeg ikke altid lige accepterer den).


Også jeg kan være mangelfuld og have brug for hjælp.


SMERTEN HAR ALTSÅ ÆNDRET MIT LIV, men ikke kun til det negative. Jeg har haft tid til at se mine børn mere end før skaden, fået gjort op med et usundt arbejde og er blevet en mere tilstedeværende mor, tror jeg! Blevet meget bevidst om mine prioriteringer.
Jeg har også lært at turde give efter for min havepassion og skabt bloggen her. Den og jer læsere giver mig så meget og her styrket min tro på, at mine kompetencer også kan udnyttes på dette område af mit fag.


Havelivet har jeg netop taget så meget til mig, at jeg nu også kan gribe haverum og ikke alene bygninger i mit arbejde. Ikke det jeg havde troet på, da jeg med mange lovprisende ord og et afsindigt ambitiøst afgangsprojekt forlod arkitektskolen, men en vej med sanselighed og autentisk glæde, som jeg i den grad er taknemmelig for at have fået ind i mit liv. Selvom jeg kan have dårlige dage med tristhed over de begrænsninger min tossede ryg lægger for mit liv, ja så har det også givet mig en vished om ikke at tage alt for givet. Jeg døjer stadig med vreden over ikke fysisk at kunne yde som før og at fysiske opgaver kræver længere tid og flere pauser, men jeg bliver hele tiden bedre til at acceptere det. For jeg kan jo en masse, hvis jeg bare tænker mig om og husker at passe på min ryg.


Så beklager dette ”bagom”-indlæg uden den store havevinkel – jeg havde bare brug for at dele også denne udfordring med jer. Og give andre en forhåbning om, at livet kan gribes og bruges...også selvom betingelserne ændres radikalt.



Kærlig hilsen Katinka




Fotos er bare lidt "godt fra haven" - her mælkeklokken som i år er så behagelig høj, at jeg ikke behøver bukke mig for at fotografere. Pænt af den, tænker jeg



17 kommentarer:

  1. Takk for dine kloke ord! Det er litt av en kamp du har hatt, men det er også en erfaring som en må ta med seg og gjøre positiv. Jeg synes du har fått det veldig godt til!

    Jeg har selv fibromyalgi, og vet veldig godt hva smerter er. Jeg fikk det for 10 år siden og har måtte endre på mye. Men hagen har derfor blitt enda viktigere, for en må ha fokus på det som er hyggelig.

    Ønsker deg en god weekend!

    Klem, Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, Marit.
      Ja, livet tager tit nogle andre veje end dem vi havde troet. Og selvom det kan være svært ikke at blive vred og skuffet, så er det vigtigt at de følelser ikke får lov til at styre turen fremad:0)
      Havelivet tror jeg ofte får endnu mere mening, når livet bliver udfordrende og tempoet sat ned. Så behøver man sanseligheden i det nære (hvor man er) og kan nu netop nå at nyde hvor fantastisk meget er, når man ikke suser forbi.

      Skøn weekend og knus fra Katinka

      Slet
  2. Desværre bliver der nogen gange skrevet med STORT inden man vender kajakken... ærgerligt at det er så alvorligt med din ryg.
    For mit vedkommende var det stress der ændrede mit liv og selvfølgelig er der forskel på fysiske og psykiske skavanker, men kampen er nok noget nær den samme. Haven er også en terapiform som jeg benytter mig af.
    Godt at der trods alt sker forbedringer dag for dag - alt i mens kan man tilpasse sig et nyt og anderledes arbejdsliv.
    Rigtig god healing og god weekend :o)
    Kh Jannie

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Jannie. Ja, om smerten sidder fysisk eller psykisk, så har den enorme konsekvenser for livet og måske et udtryk for, at det liv man levede ikke var hverken hensigtmæssigt eller sundt for os. Det tror jeg ofte er en stor del af det (hvis man trækker ulykker fra).
      Og selvom jeg sagtens kan være rygende arrig over jeg ikke fysisk kan yde det samme som før, ja så prøver jeg at give det mindst mulig plads og netop lære at tøjle min utålmodighed og kampen for altid at være den der kan mest. Det er nemlig en alt for hård måde at leve livet på, må jeg erkende.
      Så er det skønt at gå udenfor og forsøge bare at nyde og ikke liiiige fikse det ene og det andet. Og lære at sige fra over for min altid projektproducerende hjernes abnormt høje krav;0)
      Jeg har flere tæt på som har været nede med stress, og mange af mekanismerne er de samme og vigtige at hjælpe hinanden til at håndtere. Og så er det vist også en fælles lektie at erkende, at vi mennesker ikke bare er maskiner med ydeknappen trykket i bund, tænker jeg.

      Men dejlig weekend og kærlige havehilsner fra Katinka

      Slet
  3. Hej Katinka
    Det var noget af en historie, som man ikke forestiller sig, når man læser dine daglige indlæg. Tak fordi du delte den, det glæder mig, at du er kommet videre, desværre har du måttet lære at leve med dine smerter i så ung en alder, men du har en fin blog, en dejlig have og to skønne drenge, og ved jeg også en dejlig familie.
    Flot at du igen kom op fra sofaen, haven kan virkelig gøre noget godt for os.
    Kh
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lisbeth,
      Ja, dette er også en stor del af mit liv, men som jeg forsøger at fokusere så lidt på som muligt. Kampen har været grusom hård, og slutter nok aldrig helt, men den fylder mindre og mindre og jeg bliver bedre og bedre til at leve med en tåbelig ryg. Familien har været den vigtigste motivationsfaktor, men også en barsk udfordring for ryggen, som ikke har kunnet leve et særligt hensigtmæssigt liv. Heldigvis har jeg kun mødt forståelse i sundhedssystemet for, at jeg ikke undgå løft eks.vis, da Sophus kun var 1 år, da dette skete.
      Og ja haven er bare vigtig - og bliver det også i høj grad, når ens tempo bliver så lavt, at man kan nå at se alt det fortryllende:0) Kan huske da en fysioterapeut forklarede min mand, at lidt havearbejde faktisk var godt for mig, og at han ikke skulle blive helt ør af bekymring, når jeg listede mig udenfor. Jeg kunne have kysset hende, så glad blev jeg. For pludselig kunne jeg gå i haven uden evig dårlig samvittighed overfor min krop og min familie. Det var SÅ dejligt, kan jeg huske.
      Kærlige havehilsner fra Katinka

      Slet
  4. Det har da være en rigtig barsk omgang, du har været igennem Katinka. Det er jeg ked af at høre - og ked af, at du stadig døjer med smerterne. Men hvor er det godt, at du har kunnet lokke dit kvikke og kreative hoved til at fokuserer på noget så livsbekræftende som haven - det er vi mange, der sætter stor pris på :-)
    Stort kram
    Signe

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Signe, for dine varmende og smilgivendeord:0)
      Ja, livet er blevet temmelig anderledes end jeg troede år tilbage, men heldigvis har det også givet mere end jeg havde før! Jeg var vild med haven før, men slet ikke så dybt og omstændigt som nu, hvor havelivet også begynder at definere mig. Og det er dejligt, for jeg frygtede sådan bare at blive parkeret som "hende med ondt i ryggen" (derfor har jeg heller ikke skrevet om det før på bloggen).
      Og selvom smerterne er der, så fylder de ikke så meget længere, hvor jeg på en eller anden måde har affundet mig med dem og ikke længere undrer mig over de er der (lyder sikkert lidt mærkeligt, indrømmet;0)). Jeg vågner ikke og tænker:"I dag er de væk" og så bliver skuffet efterfølgende. Nej, jeg ved de er der i en eller anden, men også at jeg kan fungere med dem - det er faktisk en lettelse at være nået hertil.

      Dejlig weekend og kram fra Katinka

      Slet
  5. Åh... Katinka, sikken redelighed... Hvor er det fint af dig at skrive så ærligt og dybt om din situation, som har været så hård ved dig, det må være virkelig svært at erkende at man ikke kan hvad man vil, men du har formået at få noget positivt ud af livet alligevel, og din kreativitet lyser virkelig ud af alt hvad du skriver og viser på bloggen, som jeg er umådelig glad for at du satte i søen. Jeg ønsker dig fortsat god heling med ryggen.
    Knus, Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ulla!
      Det har taget mig et helt år at skrive dette, men nu hvor det er gjort er det faktisk en lettelse. For det er jo sandheden - at alting ikke er lyst og lykkeligt, men at jeg trods smerter faktisk har et liv med masser af kvalitet og begejstring. Et liv uden at være patient! Jeg skal bare huske mit fokus og ikke lade smerten få lov til at tage luften fra glæden.
      Og jeg er SÅ glad for bloggen her og de synergier den skaber. Jeg har jo netop fundet et sted, hvor jeg kunne starte igen uden at ryggen skulle tage synsfeltet og hvor jeg gav mig selv lov til at være på usikker grund.
      Og ja, det er stadig enormt frustrerende for mig at måtte erkende, at jeg ikke fysisk kan helt det samme som før (eller det kan jeg godt pga min stædighed, men regningen bagefter er bare ikke rar....). Men samtidig lærer jeg også stille og roligt, at det er ok ikke altid at være en drivkraft. Ikke let, men vist ret godt at øve sig på;0)
      Stort knus fra Katinka

      Slet
  6. Det er en barsk historie du fortæller her, men hvor er det også befriende at høre om hvordan du er kommet tilbage til en meget sundere hverdag :-) tak for dine altid fine ord og billeder jeg nyder at følge med hos dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marie.
      Tak for dine ord!. Faktisk underligt at skrive min ryghistorie ned og se det på skrift. Jo ikke noget jeg ellers har givet luft og plads, men forsøgt at fortrænge mest muligt. Det vil jeg fortsat gøre for at ryggen ikke får lov at fylde for meget, men det er samtidig også en lettelse at skrive om mine udfordringer...og stå ved, at det er en kamp jeg kæmper, men som jeg kan leve med. Og leve et godt liv med:0)

      Så mange varme havehilsner fra Katinka

      Slet
  7. Hej Katinka Sygdom rammer når man mindst venter det og kan slå en fuldstændig omkuld. Det gør mig ondt for dig men skønt at læse om dit mod og evne til at bruge din fighterånd og haven til at fokusere og komme videre. Det er ikke let. For 3 år siden fik min ældste pige diagnosticeret Skizofreni og nu har min yngste fået en slem anorexi. Så jeg forstår dig så godt. Haven er også vores terapi rum skønt vi lige pt er slået til tælling.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha, ens børn...det får mig til at få helt ondt i maven. Hvor jeg håber din have virkelig hjælper dig til at finde ro!
      Her har min familie naturligvis berørteaf min situation, men ikke kun negativt. heldigvis. Rygsmerter og småbørn er naturligvis ikke en hensigtmæssig kombination, men sådan har mine betingelser været. Selvom jeg indimellem har bidt i græsset og været frustreret over jeg ikke kunne lege så heftigt med dem, som jeg havde lyst til, ja så har jeg valgt dem før mine smerter. Så accepteret lidt ekstra aftensmerter...moderkraften er stor og stærk - håber også din kærlighed til dine børn giver dig afsindige kræfter, for dem behøver du.

      Mange varme hilsner og tanker fra Katinka

      Slet
    2. Tak Katinka godt at høre du også oplever positive ting blandt det triste. Ja jeg kommer heldigvis hurtigt tilbage når jeg har været nede at vende. Der er noget rigtig i, at kærligheden udholder og tåler alt. Mange hilsner

      Slet
  8. Kjære Katinka.
    Du har hatt en tøff omveltning i livet og mye smerter som ikke er godt å leve med. Likevel stråler du av virkeglede og deler med oss i bloggland av dine kunnskaper og din vakre hage!
    Hvor du er sterk!
    Ønsker deg alt godt og måtte du bli bedre og få gjøre alle de tingene du ønsker...jeg heier deg frem:))
    Vil også ønske deg fine sommerdager...håper hagen din får litt regn også:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde, søde og rørende kommentar som varmer mit hjerte SÅ meget!!!
      Mange varme sommerhilsner fra Katinka

      Slet

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka