onsdag den 20. november 2013

NÅR JEG GÅR I HAVEN...

så står tiden stille
Tankerne for ro 
og plads
Følelserne bølger uden at vælte...

Når jeg går i haven 
føler jeg mig lille
Og almægtig
Tæt på det der vokser
Og det der voksede...

Når jeg går i haven,
så bliver dagen lysere
Mørket lettere at forstå
Og forenes med
Mørket når alting slutter...




















Nogle hurtige tanker fra en tid, hvor livets afslutning er nærværende. Hvor vi er blevet mindet om, at ligegyldig hvor uretfærdigt livet til tider kan synes, så kan det aldrig konkurrere med døden, når den høster det forkerte sted.

Så kan haven lindre og være næsten som terapi, hvor man lader op til at rumme smerten hos de nærmeste pårørende og finde svar, når børnene spørger. 

Det er ikke en i min familie, der er gået bort, men en kær bekendts mand.
Alt, alt for tidligt...alt for tidligt.

Så beklager dagens dystre tanker, men begejstringen er ikke let at finde i disse dage hvor mørke, medlidenhed, meningsløshed og sorg fylder i store og små hjerter.

Godt en tur rundt i en ellers ret afdanket novemberhave trods alt kan hjælpe en smule. 


Mange hilsner fra Katinka




2 kommentarer:

  1. Ja det er så trist, når nogen alt for tidligt går bort, mens andre meget gamle sidder på et plejehjem og bare venter på at dø. Sådan er det for min gamle mor på 91, ingen spændende tilværelse. Men liv og dø kan vi ikke bestemme over, det er nok meget godt.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja du har ret Lisbeth, men her er det så meningsløst...Ung mand - far til tre.. Den pokkers kræft!!!
      Kh fra Katinka

      Slet

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka