EN HYLDEST TIL DE IKKE-GRØNNE GENER

Hvorfor? Tænker du mon... Ganske enkelt fordi kreativiteten og den utrættelige lyst til at forandre, for mig er en væsentlig del at lysten til at lege med haverum. Og netop de egenskaber har jeg arvet direkte fra min mor, som i dag fylder 65 år.

Tillykke til en skøn, sprudlende, stærk og smuk kvinde, som nu skal til at opleve livet som pensionist! 

Mon ikke mange timer vil blive brugt i det svenske paradis – jeg tror det, men ikke med havearbejde. Det kan jeg næsten garantere for!

Min mor midt i den svenske haves frodighed

Og nej min mor har ikke givet mig et eneste gen, der minder om havearbejdsviden. Til gengæld har hun foræret mig en masse skabertrang, higen efter skønhed og kreativitet i rå mængder. Dét er hendes årer nemlig proppede med fra forældrenes side. 

Men nu er dette en haveblog, og heldigvis er min mor en kvinde med både stort hjerte og herlig humor, så jeg må skrive en lille anekdote om hendes (og min dengang) manglende haveviden.

Min mor ved ærligt talt ikke meget om haver og planter – det er min fars metier – men ved hvilke udtryk og stemninger hun ønsker omgive sig med. Det har hun sandelig meninger om! 

Mine forældre bor i en lille by i Nordsjælland omgivet af Gribskov, og huset ligger på muligvis landets mest rolige vej. Det har en lille baghave og en endnu mindre forhave, og det var i denne forhave, at scenen udspillede sig...

Min have-passionerede far havde ladet forhaven blive mere vild og voldsom end min mor syntes, at hun ville være med til. Så en forsommerdag der for godt ti år siden besluttede hun og jeg, at vi da snild kunne få sat skik på det stykke jord. Jeg var hjemme fra Aarhus og var helt med på hendes projekt. 
Hvor svært kunne det være?...det var jo bare nogle planter...

Hvad to kvinder ikke kan udrette...især når de er alene hjemme...?

Problemet var blot, at vi intet kendte til planter, men vidste, at der på stykket stod min fars elskede buddleja. Vi anede bare ikke hvordan sådan en så ud! Var den stor, lille, kravlende, træ-agtig, lys, mørk? 

Så den dag knoklede vi som tåber, mens vi ængsteligt prøvede at memorere hvordan sådan en sommerfuglebusk kunne se ud. Forsøgte ikke at gøre noget dumt, mens planterne fløj om ørerne på os. 

Jeg husker intet af resultatet bagefter – andet end at det lykkedes os ikke at grave buddleja-busken op... men vi var først sikre på det, da min far kom hjem og beholdt en nogenlunde normal ansigtskulør. Pyha, vi åndede lettede op, for var planten væk, så var der ”faldet brænde ned”. Min far var nemlig ikke særligt begejstret for, at andre havde arbejdet i hans have, men helt skidt gik det nu ikke...

Siden da har jeg aldrig glemt sommerfuglebuskens udseende eller latinske navn. Men heller ikke siden arbejdet i deres have.

Tænk vi ikke overvejede at søge viden inden vi gik i gang! 
Vi var ikke blot have-novicer, vi var have-ignoranter!

Så kære mor – du har givet mig umådeligt meget her i verden, men de grønne fingre, dem har du ikke noget med at gøre... Tillykke med dagen endnu en gang!

Kærlig hilsen Katinka