fredag den 23. august 2013

FRØ-FIASKO OG KÅL-KATASTROFE

Så enkel er årets konklusion.

Fra nu af sår jeg ikke direkte på voksestedet, da jeg ikke har fået nævneværdigt antal planter ud af det. De foregående år er det gået langt bedre, men i år har jeg måtte se langt efter dem, der blev sået i havejorden. 



Stjerne skambios, Scabiosa stellataa blev forspiret - derfor har den været at finde i haven i år.



Én eneste Stolt Kavaler blev det til, men skæbne ville, at netop den blev ramt af en hård fodbold. Så jeg drømmer om sidste års flor af de lette og smukke sommerblomster. 

Sikke jeg savner det.

Årsagen må være – udover hidsige bolde, som ingen sjovt nok efterfølgende kender til – at frø ikke får lys nok ved jorden. At mine bede nu er så tætte, at der ikke gives plads til megen frøspiring der. 

Så jeg må forspire næste år. Vist ingen vej udenom.


Frøkenhat ‘Envy’ Zinnia elegans, blev også plantet ud efter forspiring inde. Desværre var den ikke så syrlig i farven, som jeg havde håbet.



Kålene derimod begyndte som stor succes. Smukke og sprøde planter stod de og struttede i højbede og blandt stauderne.
Men, jeg skulle have dækket dem til, for kålsommerfuglene holdt ikke sommerferie i udlandet i år. Næh, de havde børnekoloni i mine planter og sikke forslugne møg-unger de kom med. Kål ædt ned til inderste stængler! Det syn mødte os efter ferien.

Mine egne drenge var dog ikke ret vrede på disse kålorme – de syntes de var spændende og kålen, som de små, tykke bæster havde guffet i sig, den savnede mine knægte ikke i udpræget grad. Hm..


Så til næste år husker jeg: Net over kålen og frø-børnehave i potter. Desværre.










10 kommentarer:

  1. Hej Katinka

    Godt du også viser det der ikke lige gik som tænkt, det lærer vi alle noget af!

    Jeg har gjort lignende erfaring med såningen.

    Dem der blev sået sidste år - de kom fint i februar og gik så til i vor extreme polarmarts, og de forårssåede, ja de kom kun der hvor jeg vandede!

    Min kål er gået fri - men den er også helt lilla, måske de tror det er noget andet?

    Ha en dejlig dag med masser sol;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Karsten - her er kålormene måske farveblinde (eller meget sultne), for de er gået hårdt til hele sortimentet - men rød grønkål i bed er den der er mindst rift om. Måske værd at undersøge om der er noget der...

      Lyder da herligt at du fik frø til at gro, hvor der blev vandet - det har ikke gjort stort her- øv æv øv:0)

      Skøn søndag fra Katinka

      Slet
  2. Æv det var ærgerligt, men både kål og frø. Havde du boet i nærheden kunne have fået nogle store buketter sommerblomster af mig. De stolte kavalerer gror helt vildt. Jeg har mange af mine sommerblomster i højbedene, det kan de rigtig godt lide. Mine bede er så tætte at de ikke trives der.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. :0) - sådanne buketter havde jeg taget imod med kyshånd, kan du tro! Og ja, jeg tror bedenes tæthed er kernen i dette sørgelige frø-univers... Hvorfor kunne de ikke bare lige give det en ekstra chance? - pladsen er der jo nu!
      Knus og dejlig dag fra Katinka

      Slet
  3. Ah, en lidelsesfælle! Har haft samme oplevelse i år - det der blev sået på voksestedet kom der kun ganske få planter ud af. Og dem der kom blev hurtigt overhalet af "de faste beboere", som ikke ville dele plads og lys med nogen.

    Nogle enkelte stolte kavalerer er det blevet til. 1 kornblomst. 2 dildplanter.

    Men selv de forspirede har altså svært ved at komme til - så her i efteråret skal der skabes mere luft i bedet. Smides ud og deles!

    God haveweekend til alle!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lyder som en plan jeg kan tilslutte mig - og dejligt med lidelsesfæller...så trist at være den eneste!

      Dejlig søndag fra Katinka

      Slet
  4. Jeg prøvede toscana kål i staudebedene og blev mødt af nøjagtig samme flok grovædere... de kommer vidt omkring! Syntes nu ikke jeg vil havne net i mine staudebede så jeg har droppet den trendy toscana.
    Frøsåning foregår også kun med den (næsten) sikre metode, såning og prikling. Så kan man trods alt se hvad og hvor man planter det ud, men helt slippe for skuffelser kan vi nok ikke. Det sjove er bare at det er nogle nye skuffelser der dukker op hvert år, gad vide hvor gammel man skal være før vi har nået dem alle. Til gengæld bliver vi super kloge og får de mest fantastiske haver... Og det venter vi jo gerne på. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. :0) - Du har ret! Det venter vi gerne på og knokler mod målet med alle de (bitre) erfaringer det også bringer med sig. Tænker at net over kål mens vi var bortrejste måske kunne have reddet lidt, men jeg aner det ikke...

      Herlig søndag fra Katinka

      Slet
  5. Sådan bliver vi klogere hvert år!!

    Jeg har også fået kål-lektionen, og du kan tro, jeg tager mine forholdsregler næste gang.
    SÅ kan man lære det :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og så kan vi huske det:0)! Bliver ikke noget jeg lige glemmer foreløbig, for sikke et ormecirkus!

      Skøn søndag fra Katinka

      Slet

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka