fredag den 23. november 2012

HYBEN – DEN SMUKKESTE FUGLEMAD.




Lykkefund og kobberrose.


Det er ikke blot moderne, men også empatisk at tænke på dyrene i haven. Plante insektvenlige buske og blomster, ikke giftsprøjte til højre og venstre, bygge insekthoteller, fuglekasser og fodre de små i den kolde tid.

Her i haven fodres der fugle, når kulden bider. Det giver liv i den golde vinterhave, samt husker os på at tænke videre end til husets ydervægge. Vi har intet foderbræt, men hænger fedt med frø op i syrenkrat og foran spiseområdets vinduer, hvilket sidste vinter gav rig mulighed for at studere solsortes flyveteknikker – som øjebliksbilleder af forvoksede kolibrier!

En anden væsentlig beslutning vi har truffet er, at lade roser sætte hyben. Dette gælder naturligvis de vildere sorter som albaroser, æbleroser og kobberroser, men sidst på efteråret slækker jeg også på afklipningen af eksempelvis de voldsomtblomstrende, gamle New Dawn-klatrere foran vores store stuevindue, så også de får lov at sætte hyben.

Smukke er hyben i efteråret – glatte, orangerøde og skinnende som havde jeg neurotisk pudset hver og een. På  nuværende tidspunkt efter først kulde og så fugt i uoverskuelige mængder, er flere buskes hyben knapt så interessante for det menneskelige øje, men alligevel har de en klar funktion – de er glimrende føde for havens fugle!

Synes dette liv og denne naturlige rytme giver haven en særlig puls og nytteværdi, som jeg sætter pris på. Haven er jo når alt kommer til alt ikke blot skabt for mine øjnes skyld, men også som en del af hele den danske matrikel! Vi må ikke underkende havernes andel i miljøet og nøjes med at tro, at dyrelivet kun udfoldes i vores skovområder. Nej vi har alle en mulighed for at lade vores havegrund deltage aktivt som en tynd vandstråle i strømmen mod miljøforbedringer!
Jeg kan ikke bryste mig af selvforsyning i nævneværdigt omfang, min køkkenhave er let at overse trods velpudsede briller, jeg har ikke høns der praktisk omdanner kartoffelskræller til hvinende friske æg, men jeg er bevidst om nyttige tiltag - også de små...og hyben på roser er en af de letteste og smukkeste måder at være lidt dyrevenlig på...



Kobberrosen igen og æblerose på pergola

4 kommentarer:

  1. For flere år siden plantede jeg en rosenbusk, der skulle give fine hyben her lige uden for vores vinduer, hvor vi sidder og spiser. Desværre kom der aldrig nogen hyben på, så nu har jeg foræret busken væk, for den var meget stor. I stedet har vi plantet Jaqueline du Pre, der er måske ingen hyben på, men forhåbentlig smukke roser :)
    Bagved står et temmelig højt Ingrid Marie æbletræ, så højt at vi ikke kan nå æblerne. Her har vi taget billeder af silkehaler flere gange, sidst her for en time siden. Så det virker lige så godt som hyben, og det er en dejlig oplevelse at have besøg af silkehaler.
    Kh
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er et heldigt asen med de silkehaler!

      Æbler er også smukt fuglefoder! Her er vores træer så unge, at de ikke får lov at bære mere end vi selv (på ingen tid) kan spise, men på paradisæbletræet i forhaven er der frit lejde for fuglene. De spiser frugten på ingen tid, men så supplerer jeg med at hænge røde æbler på vinteren igennem...det er så fint som julepynt også:0)

      Kh
      Katinka

      Slet
  2. Ingen af mine roser sætter hyben, men min nabo har en der gør. Til gengæld har vi foderautomater som fyldes med frø vinteren og foråret igennem. Det er svært at stoppe, men når de kære fugle har fået 1.kuld og fodret dem af ca. i midten af maj. Så stopper fodringsfesten også hos os. De spiser næsten mere, når de lige har fået unger end i den strengeste vinter!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tror også fuglene hygger sig på din matrikkel...

      Her stopper vi også fodring med frø og fedt når jorden igen bliver varm - ellers kan de små jo næsten spise os ud af huset og glemme at påtage sig opgaven med at spise insekterne i haven...

      Mange hilsner og rigtig dejlig lørdag fra
      Katinka

      Slet

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka