SOPHIENHOLM – DET FØRSTE MØDE. AFSNIT 1 AF 3

Introduktion til et fabelagtigt haveunivers.

 

De formklippede hække og kunst som blikfang.

Den første gang jeg kørte gennem Frederiksdal glemmer jeg aldrig. En åbenbaring midt mellem Virum og Lyngby, som jeg havde udset til måtte værende et ligegyldigt tomrum i det Nordsjællandske landskab nær København.  Derfor måbede jeg en smule skamfuld, da det viste sig som et mageløst landskab af natur der midt imellem bebyggede områder, som jeg ellers formodede dækkede hele området.

Da først Virum slap sit tag og jeg kørte over marker med åndeløs smuk udsigt over først Furesø, var det som om kroppen begyndte at sitre og hjernen centrifugerende af forundring over hvad øjet så. Målløs forcerede jeg det stærkt kuperede terræn, krydsede en å over en knirkende træbro, kørte gennem den smukkeste løvskov, der lukkede sig om mig, men stadigt tillod glimt mod vandet og til sidste - i lommen mellem skov og sø - kom jeg til Frederiksdal hvor Statsministeren er så heldig, at have sin officielle bolig. Her kørte jeg langsomt forbi Sophienholm, intetanende om hvad der netop her kunne udvises af - om muligt - mere magi på dette sted.  Sikke en oplevelse.

Siden har jeg taget mod til mig, stoppet op og begivet mig ud i Sophienholms park. Først intetanende om hvad der ventede, siden undersøgende om stedets historie og tankerne bag denne landskabelige park med den romantiske haves sansepåvirkning.

Havens karakter nær hovedbygningen er tydeligt menneskeskabte med præcist klippede hække i bøg og taks, hemmelige gange og listige kig ud over området, mens de græsdækkede skråninger mod søbredden tager afsæt i det naturlige udtryk, hvilket giver spænding i mødet mellem det kontrollerede og det vilde.

Haven er fuld af poesi og drama. Den lægger sig med sin græsskråning om søbredden som et amfiteater, hvor vandspejlet er scenen (og jo tak der er drama her, når nogle af landets bedste roere i lynende fart glider hen over søen), mens der rundt om i parken er placeret små lysthuse, grotter, pavilloner og menneskeskabte rum via beplantning, som eksempelvis den imponerende linealle med træer som kanelabre. En konstant balancegang mellem storhed og fald, skønhed og gru, gysen og glæde! Parkens romantiske udgangspunkt er tydeligt med dens tryk på sanseoplevelsen.

Pyrmonteralléen og grotte




Fascinerende ved parken er også, at den glider sammen med Frederiksdals skov og overgangene er udviskede. De to refererer til hinanden, spiller op til hinanden og mødes og skilles uden man helt er bevidst om, hvornår parken slipper og skoven griber.

Desuden har parken liv og vitalitet. Den er ikke fastfrosset i tidligere tiders udtryk, men virker levende, stærk og berettiget i nutiden. Det forfald og mystik som dens stil har forsøgt at skabe, virker stærkt nu hvor tiden har sat sine tydelige spor. Parken får lov til at udvikle sig, gro til, blive indtaget af vækster – men alt sammen utvivlsomt efter nøje overvejelser fra staben. Forfaldet er styret og under kontrol, træer der gror sig ud i eventyrlige former og ikke længere kan holde sig selv understøttes, planterne trimmes og beskæres, men det er tydeligt, at parken ikke efterstræber et udtryk af ungdom, men af eventyr.

En spændende have, men en interessant historie og en verden fuld af kunst. Men historien, kunsten og havens opbygning vil jeg først berørt i de øvrige to indlæg om parken. Nu synes jeg, at du her blot bør få en fornemmelse af parkens særlige univers…

Sophienholm har åbent for offentligheden.

Sophienholm, Nybrovej 401, 2800 Kongens Lyngby

Hovedbygningen har skiftende kunstudstillinger og åbent Tirsdag-søndag 11-17. Torsdag 11-20. Helligdage 11-17. Mandag lukket. Parken er tilgængelig i de lyse timer…

Desuden byder hovedbygningen på et hyggeligt cafeterie, hvor man kan sidde og nyde udsigten ud over græsskrænten og Bagsværd sø.