EN NAVNELØS KLEMATIS.

 Petit og elegant sag, der på indersiden er næsten kridhvid.

Denne yndige klatre har jeg glemt navnet på. Plantet den i min nybegyndertid uden dybere kendskab og omtanke, men med klar målsætning om at skabe frodighed, lang blomstringstid og poetiske indslag i haven.

Derfor blev denne elegante sag plantet, men hvorfor det netop blev den, har jeg ingen anelse om.  Det tog også en rum til inden jeg blev bevidst om en klematis krav og gruppering og hvor har jeg med varierende held forsøgt at tilpasse den og dens naboer (for sådanne 2 har den også) efter deres behov hver især (som naturligvis kommer fra hver sin gruppe = hvert sit beskæringsbehov).

I år er den lidt over det hele. Ikke voldsomt styret, men godt på vej op i vores nabos enorme japanske kirsebærtræ. Den lille snoende er så fin og lille, som den diskret kravler der – først når den lukker sine smukke (på indersiden) næsten hvide blomster ud, bliver man klar over hvor højt den har snoet sig.

Jeg har en svaghed for havens livskraftige planter. Dem der med energi og en portion vildskab tør være deres egen eksistens bevist og i et nu har indtaget områder, man ikke lige havde overvejet (må dog i samme åndedræt faststå, at der her ikke skrives om skvalderkålen og dens lige, men de frodige men ikke kriminelt invasive arter!)

Så her i efteråret – når jeg har glemt alt om den raffinerede lille klematis (for jeg har i det stængelvirvar de i år også har skabt, de 3 klematis’er ved gavlzones – gyselige – hegn, er det umuligt at skelne den ene fra den anden!), ja så pludseligt en dag folder den sine fine blomster ud som små, hvide drys på hegn og i træet. En sød overraskelse i forglemmelsen, for selvom jeg ikke kender dens navn holder jeg meget af den.

Har du et bud på navnet, ja så tager jeg med glæde imod det...