torsdag den 4. oktober 2012

DEN GRØNNE KRAFT – TRANGEN TIL AT PLANTE.



Jeg har nok aldrig overvejet et liv uden have. Muligvis har jeg fra barnsben været programmeret til at værdsætte haverum og finde roen og energien i samværet med planterne. Min egen have kan jeg fra tid til anden drømme større, mere gennemarbejdet, mindre ukrudtsinvaderet og mere voluminøs i sin beplantning – men jeg har en have!


Og få dage siden fik jeg alle disse tanker snævret hårdt ind i relief – for jeg blev husket på, at mange mennesker utvivlsomt går rundt med længslen efter haverum uden mulighed for at få virkeliggjort drømmene. Guerilla Garden bliver til stadighed promoveret i deres sympatiske stød til ufrugtbare områder, der snildt ville kunne opdyrkes – og som de netop tilplanter (med større og mindre held, viden og fremtidssikring), men det der slog mig, var ikke her trangen til at dyrke, men trangen til at skabe grøn skønhed.


Det der satte tankerne i gang var på ingen vis - set med min optik - værd at betegne med rosende gloser om æstetik og talent. Snare end enfoldig øvelse i at skabe have. Små områder under gaders træer, hvor belægningen hensynsfuldt havde giver træerne plads til rodudfoldelse og drikke, havde gadens beboere i mere eller mindre energisk grad indtaget som små haver. Ikke mere end et par kvadratmeter hver især, men tilplantet og indhegnet efter (givetvis) bedste evne.


 Plastikhegn med støbejernsdrømme... 



Hegn – ca 20 cm plastik-kitsch, ja tænk de fandtes i adskillige udgaver – og bede med varierende og ofte yderst farvestrålende tilplantninger (fik ikke fotos af den mest iøjnfaldende, da flere motorcykler hindrede det) gav i første øjekast skæve overbærende smil fra min side - det tilstår jeg - men hurtigt blev de erstattet med en beundring for den havetrang, som tilsyneladende fik beboerne til egenhændigt af skabe noget de selv syntes var smukt – under horrible forhold. Ikke engang privat , men blotlagt for den brede offentlighed og uden mulighed for andet end at give plads til viften af planter.


Så måske det ligger dybt i mange mennesker at plante, så, se gro, passe og pleje jorden for skønhedens skyld? Jeg måtte i hvert fald anerkende denne krafts udfoldelse under meget trange kår og samtidigt med varmt smil gense min egen have, da jeg omsider kom hjem – pludseligt virkede den nu slet ikke så lille igen…faktisk ret så vidunderlig.

Nogle gange er det sundt at blive mindet om hvor heldig man egentlig er!


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka