lørdag den 6. oktober 2012

DE STEDSEGRØNNE – HAVENS TROFASTE SLIDERE. LIDT OM HVORDAN MAN KAN BRUGE DEM TIL AT SKABE RUM OG OPLEVELSER









En hurtig illustration af hvorledes mørke farver trækker sig i baggrunden og skaber dybde, hvorimod en pallet af lyse farver danner en fladere oplevelse. Læs mere sidst i indlægget...





Jeg har fanget den, om end det tog lidt tid i begyndelsen. De stedsegrønne har deres berettigelse – også i mit haverum!

Og nej, til at begynde med var jeg ikke overbevist. Mente de var lidt døde i betrækket og manglede de løvfældendes saft, klorofyl og kraft.

Men jeg blev klogere! Her var det ikke nød, der lærte nøgen kvinde at spinde, men nød der lærte nøgen kvinde (hm, her skal det ikke forstås ordret!) at plante stedsegrønt! Jeg indså, at haven en stor det af året mistede sine rammer og at den i vinterhalvåret ikke formåede at holde blikkene inde i haven – der var intet til at standse øjet! Intet interessant nok til at stoppe blikket inden det nåede bagboernes facademure.

Lidt stedsegrønt havde haven dog allerede – en smuk væg af glinsende efeubalde (som for øvrigt har den mest vitale, lysegrønne farve i foråret) og en enkelt laurbærkirsebær ved terrassen. Hurtigt fik jeg plantet buksbom i selvrefererende runde kugler rundt om i bedene, en ny laurbærkirsebær, som skulle dække en elmåler (ikke 100% efter bogen, men jeg afskyede den grå plastikboks) og nu står stor, rund og skinnende foran køkkenvinduet samt diverse småbuske indimellem.

Sidste efterår plantede vi så store naur-træer bagerst i haven for at dække mod bagboerne, men ved første efterårsstorm stod træerne nøgne hen og så var der lang, lang tid til forårets løvspring. Derfor blev der yderligere suppleret med 3 høje thujaer! Tror adskillige i omgangskredsen skeptisk hørte om vores valg og flere ytrede sig om thujaens kedelige væsen. Men jeg er nu ganske uenig. Al ting til sin tid – og hver plante sin berettigelse! Og thujaen var det helt korrekte valg her, er min holdning. Personligt ville ikke alene have en have med stedsegrønne vækster - dertil er jeg alt for begejstret for årstidernes påvirkninger - men i kombination med løvfældende træer synes jeg, at de stedsegrønne nærmest er geniale!

Nu suser alle bladene af buske og træerne derude, men i år har jeg mere ro i sjælen, for havens rammer vil stadigt stå frem, når løvet er blæst til jorden. Naturligvis vil haven være mere åben end i sommerhalvåret, men der vil stadigt være noget for øjet at kigge på og falde til ro ved.

En have behøver på ingen måde være lukket af for omverdenen, men jeg er stor tilhænger af, at mit blik har lyst til at blive indenfor eget haverum i baghaven, hvor en stribe rækkehuse alligevel ikke tillader blikket at suse på langfart. De grønne filtre, som jeg kalder min beplantning skal ikke nødvendigvis lukke helt af, men give en fornemmelse af afstand til husene bag.

Om sommeren har de stedsegrønne også en nyttig virkning i haverummene, da jeg efterstræber atl skabe dybdevirkning i det grønne. De stedsegrønne her er mørkere i løvet (og mindre transparente) end deres løvfældende fætre. Derfor har jeg valgt at plante dem bagerst på grunden og de løvfældende foran disse. Således skaber de oplevelsen af dybde og skyggen opløser hækkens ramme - således leger jeg med de rumlige virkninger. Det mørke trækker sig væk, mens de lysende maser sig frem. Så spændende effekter kan opnås ved at lege med løvets toner.

Men naturligvis er det i vinterhalvåret de stedsegrønne rigtigt kommer til ære og ret – jeg værdsætter dem i hvert fald især i denne tid!, hvor de alene arbejder for det overordnede greb (delvist hjulpet af frøstandere og visse vinterpligtopfyldende stuader).

Så tak til sliderne der yder året rundt.



4 kommentarer:

  1. Hørt!
    Jeg synes at det er rart at de stedsegønne, formklippede som uklippede er blevet in de senere år, for ja de har bestemt deres berettigelse. Og især om vinteren er det et smukt syn mellen alt det visne. Jeg har aldrig forstået de mennesker der syntes at stedsegrønne var lig med kirkegårdsplanter og at det var trist, men nu har jeg jo også altid holdt af at gå på kirkegårde;)))

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lisbeth.

      Hvor jeg kan følge dig. De stedsegrønne får måske ikke ligefrem vores hjerte til at galoppere af begejstring, men er jo nogle pligtopfyldende vækster, der sørger for at vores idéer fastholdes, når alle de andre holder lang vinderferie!

      Og mht kirkegårde, ja så må jeg tilslutte mig, at jeg sætter pris på den ro, stabilitet og fred, som man finder her (også i kraft af de grønne rumdelere). De kan være et skønt afbræk fra nuets centrifugalkraft! At man bruger de stedsegrønne her er jo netop for at inddele året rundt ved hjælp af stabile og nemme hækplanter og træer samt give oplevelser alle 12 måneder – så ja det skal man da inspireres af og ikke tale nedladende om - er min holdning...
      Så Lisbeth, jeg er med på holdet:0).

      Mange hilsner og god søndag fra
      Katinka

      Slet
  2. Vi har flere stedsegrønne rundt i haven, så er den ikke så bar når vinteren sætter ind.
    Der er mange der synes de kun hører kirkegården til, men vi er glad for dem.
    Ha` en dejlig dag.

    SvarSlet
  3. Tak i lige måde herfra - og ja jeg er også begejstret for de grønne slidere, der standhaftigt får mig gennem vinterens mørke med lidt vitalitet! Uden dem ville jeg jo nærmest glemme havens form og linjer inden de igen til foråret titter frem...

    Mange hilsner fra Katinka

    SvarSlet

Kommentar bliver læst med interesse og glæde - og jeg vil være dig taknemmelig for, at du tog dig tiden.

Kærlig hilsen Katinka